Spis dig yngre

Et kinesisk ordsprog fortæller, at fra fødslen og op til 25-årsalderen har du det ansigt, som din mor har givet dig. Fra 25 år og til 50 år skaber du dit eget ansigt. Og fra 50 år og videre har du det ansigt, du fortjener!

Man kan vel egentlig sige det samme om din krop. Alligevel har du mulighed for at ændre eller bremse en forkert udvikling, sætte en stopper for de usunde vaner og afløse dem med nogle bedre. Det vil ikke kun påvirke dit udsende men også din vægt, din krop og dit helbred på flere planer. Hemmeligheden er ganske enkel: Du skal starte indefra og ud!

Når du er i 20’erne, tænker du måske ikke så meget på din alder. I 30’erne strejfer det dig måske i forskellige sammenhænge, men når du er i 40’erne, så er der i hvert fald noget, der tydeligt vil minde dig om, at du er ved at blive ældre, nemlig din hud og din krop!

Måske er du ligeglad, og det er jo heller ikke, fordi rynker er noget dårligt. Men ligefrem at se ældre ud, end du egentlig er – er der nogen grund til det?

Mad og drikke er med til at få din hud til at se ældre eller yngre ud end din biologiske alder, og især grønsager og frugt er med deres vandindhold, med til at gøre din hud smidig og blød.

Dobbelt op med grønt

Når du anretter mad på din tallerken, så sørg for, at 2/3 af din tallerken er dækket af grønt, og 1/3 er dækket af anden mad. Er du stadig sulten efter den første portion mad, så tag gerne mere efter samme princip. Det grønne virker slankende og bidrager med en masse sund energi. Jo mere ubehandlet (råt) det grønne på din tallerken er, jo sundere er det.

2/3 af:

• Frugt

• Grønsager, alle slags

• Salater

• Mandler og paranødder m.m.

• Græskarkerner, solsikkekerner m.m.

• Tangprodukter

• Hvidløg og ingefær

• Urter, grøn salat og avocado

1/3 af:

• Kød (kalv, okse, svin)

• Fisk og skaldyr

• Fjerkræ og æg

• Mejeriprodukter som mælk, smør, ost og fløde

• Kornprodukter som mel, brød, knækbrød, kiks, croutoner, pasta, spaghetti m.m.

• Kartofler

Dette bør undgås eller reduceres:

• Slik, is, sukker, sødemidler, hvidt salt, chokolade, kage og lignende

• Fastfood, friturestegt mad, færdiglavede retter, mayonnaise og lignende

• Alkohol, kaffe, sort te, sodavand

• Medicin, tobak

• Stress

Spis frugt de første 4 timer af din dag

Hvis du spiser frugt de første fire timer af din dag, er du sikker på at få tilført en masse god og naturlig energi fra morgenstunden. Derefter kan du spise noget andet. Du kan vælge mellem:

• Frugten hel som den er

• Frugtsalat, evt. med nogle kerner eller nødder på

• Smoothies (hjemmelavede)

• Frisk juice

• Du kan også spise grøntsager om morgenen, eksempelvis tomat og avocado

Drik 2 liter vand hver dag

Vand skal du drikke mindst 2 liter af dagligt, og for at beregne din personlige mængde vand, kan du gange din vægt i kilo, med 0,0333 l, så har den præcise mængde væske du bør indtage, dagligt. Du kan erstatte en del af vandet med frisk frugtsaft, grønsagsjuice samt smoothies og urtete. Væske er med til at give dig energi og sørger for, at din indre pH-værdi er i balance, og det er vigtigt for din sundhed.