Er ny viden den bedste viden?

Hvis vi bliver syge, vil vi vel alle sammen gerne have den bedste behandling, den bedste medicin, bedste operation, bedste forebyggende indsats…

Det vrimler med nye og lovende forskningsresultater, sundhedsstoffet fylder hver dag i både tv, radio, aviser og andre medier.

Fristende er det at fokusere på seneste bud på vores sundhedsudfordring eller sygdom … det nyeste er vel også det bedste? Eller den behandling de kan få i Tyskland, vi ikke kan få i Danmark, den er vel også bedre?

Men hvornår er behandling bedst? De fleste vil vel sige, at vigtigst er størst chance for helbredelse, overlevelse, højeste livskvalitet, færreste bivirkninger, måske også laveste pris, eller kombinationer heraf.

Meget lidt synligt i den daglige nyhedsstrøm er vurderingen af, hvor sikkert det nye forskningsresultat er. Pakket ind i tal, statistikker og imponerende titler kan resultaterne virke overbevisende og nærmest eksakte. Oftest er der dog væsentlig usikkerhed om, det nye faktisk vil vise sig at være rigtigt på længere sigt.

Dykker man lidt ned i den medicinske historie, findes mange eksempler på viden, som var indlysende rigtig eller båret af den tids fineste videnskab – og som alligevel i eftertiden vidste sig usand eller decideret farlig. Var de den gang dårligere læger eller dårligere forskere? Nej, først og fremmest var og er der usikkerhed forbundet med enhver forskningsmetode, uanset hvor perfekt den er planlagt og udført.

Et tankevækkende eksempel fra de seneste år er historien om beta-caroten.

Beta-caroten er som bekendt et stof, der omdannes i kroppen til A-vitamin, og som findes i kosten, blandt andet i gulerødder. Tidligere tænkte mange, at beta-caroten måtte være sundt i pilleform, og det blev markedsført som forebyggede mod kræft, hjertekarsygdomme og meget andet.

Så blev der forsket – og der fremkom observationsstudier, som tydede på positiv sundhedseffekt og endda længere liv hos brugerne.  Beta-caroten som kosttilskud nåede en betydelig udbredelse.

Og der blev forsket videre. Efter de tidlige observationsstudier, blev der udført lodtrækningsforsøg og efterfølgende opsummeringer (reviews og meta-analyser).

Nu viste det sig, at de gunstige virkninger påvist i starten ikke kunne genfindes efterfølgende. Tværtimod, i nogen tilfælde så det ud til, at beta-caroten som kosttilskud kunne være farligt – eventuelt øge dødeligheden.

Det er en historie om ny viden, der efterfølgende viste sig forkert eller farlig – og beta-caroten er blot et af mange eksempler herpå. Bias – farvning af forskningsresultatet – kan aldrig undgås helt, og det er videnskabeligt velkendt, at de første forskningsresultater i gennemsnit er mere optimistiske end de efterfølgende, og bivirkninger har det med at blive erkendt senere end virkninger. Der må vedvarende stræbes mod forskning med de metoder, der giver den mest sikre viden, velvidende at ingen metode er helt sikker.

Også derfor er viden om viden så vigtig:  

• springer vi på det første ”hurra-budskab”, kan den følgende behandling være mere skadelig end gavnlig
• venter vi til større sikkerhed efter flere undersøgelser, forsømmes måske vigtig forbedring

Balancen kan være hårfin. Ikke mindst når vi skal oversætte, hvad statistikken viser, til hvad der er bedst for individet. Det er måske det allersværeste i evidensbaseret klinik.