Informationssamfundet

Forleden dag glemte jeg min mobiltelefon, da jeg skulle på dagstur til Jylland. Der var to ting, der virkelig undrede mig, da jeg sad der i toget, og den første ærgrelse havde fortaget sig. Det ene var, hvor hjælpeløs jeg i første omgang, følte mig. Det andet var, hvor befriende det i grunden var.

Jeg følte mig hjælpeløs, fordi min mobiltelefon efterhånden indeholder al den information, jeg har brug for: landkort, adresser, telefonnumre og dagsplaner. Lige pludselig sad jeg der alene og uden kontakt til den mest basale information. Det er stærkt begrænset, hvor mange telefonnumre jeg kan huske.

Men jeg følte mig altså også befriet. Pludselig kunne man ikke få fat på mig og endnu bedre, jeg kunne ikke få fat på nogen. Der var ikke noget at rafle om. En masse planlagte arbejdsopgaver kunne ikke udføres. Der var ingen, der ringede. Jeg behøvede ikke at have dårlig samvittighed over at sidde og glo ud af vinduet. Jeg var koblet fra, og jeg kunne slappe af hele vejen til Horsens og hjem. Det blev en ualmindelig dejlig dag, og jeg kunne mærke, at det var godt for min hjerne. At jeg havde det sådan, er slet ikke så mærkeligt, for vores hjerner er ikke skabt til mobiltelefoner.

I stenalderen var der kun en begrænset mængde informationer at tage stilling til. Bevares livet var slidsomt og farligt, men når der ikke var fare på færde, så var der fred og ro og kun lidt at tage stilling til. Livet i stenalderen har ind i mellem været kedeligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det er den form for tilværelse, vores hjerne er skabt til at håndtere.

Vores hjerne er slet ikke klar til at håndtere alle de informationer, der hele tiden vælter ind over os. Alle slås jo for at fange vores opmærksomhed og få en plads i vores bevidsthed. Det er vor tids kampplads. Den, der fanger vores opmærksomhed, får indflydelse på vores sind. Selv når man skal betale med sit dankort, er der en lille skærm over terminalen, der viser reklamer. Det er overalt, og det er ikke til at holde ud.

Men det er ikke kun reklamerne og støjen. Det værste er, at man altid forventes at være til stede og stå til regnskab. Hele tiden – undtagen når man glemmer sin telefon – er der et krav om tilstedevær. Jeg kæmper en evig kamp mod min dårlige samvittighed over alle de mails, jeg burde besvare. De vælter ind hele tiden, og jo flere man besvarer, des flere kommer der igen. Jeg kunne bogstaveligt talt bruge timevis hver eneste dag bare på at besvare mails, og det går ikke.

Menneskehjernen er på mirakuløs vis i stand til at opfinde ting, der ændrer vores livsbetingelser radikalt. Det giver grund til den allerstørste tilfredshed. Men indimellem er der opfindelser, der ændrer vores tilværelse i retninger, der kræver en form for korrektion. Vi har set det før. De forurenende maskiner; dem var vi nødt til at gøre ved. Og sådan er det også med mobiltelefonerne og alle vores mails. Det går ikke. Vi må gøre noget, ellers går det galt. Og indtil vi finder den store forkromede løsning, så opfordrer jeg jer alle til, en gang i mellem, at glemme jeres mobiltelefon. Der bliver så dejligt stille.