”Knude i brystet”

Det står der som kontaktårsag på den næste konsultation. Jeg når lige at se det og patientens navn og prøver at genkalde mig et ansigt, men uden held.

Da jeg henter hende i venteværelset, er der stadig ikke noget, jeg genkender, og jeg bliver bekræftet i, at vi ikke har set hinanden, da jeg slår op i hendes journal og ser, at hun er ret ny i lægehuset.

Vi sætter os begge i konsultationen, og der er stille, indtil jeg tager ordet. ”Jeg kan se, at du har fundet en knude i brystet – vil du fortælle lidt mere om, hvad du har oplevet”. Hun fortæller, at hun for en måned siden har mærket noget i højre armhule, som hun først håbede ville gå væk af sig selv. Nu er det uændret gennem en måned, og hun synes ikke, hun har bemærket det før, så hun synes, hun var nødt til at gå til læge og få det undersøgt.

Jeg undersøger hende og genfinder den knude, hun selv har mærket.

Alt andet ved undersøgelsen er normalt. Jeg foretager en ultralydsscanning, som jeg har svært ved at tolke. Vi står tilbage med konklusionen, som jeg deler med hende: Jeg har fundet en mobil, men hård og let uregelmæssig knude, der måler ca. 1x2x4 cm. Jeg fortæller hende, at jeg ikke ved, hvad det er, men at jeg gerne vil henvise hende til mammografi for at få afklaret, hvad det er.

Hun bliver stille, og jeg kan se, at hun er ved at græde.

Jeg spørger hende, hvad hun tænker, og hun siger, at det var det, hun havde frygtet, og at hun ikke har lyst til at blive undersøgt. Der er stille lidt. Jeg spørger hende, om det hun prøver at sige, er at hun er bange for undersøgelsen, men gerne vil vide, hvad det er, så hun kan få den nødvendige behandling, hvis det er nødvendigt. Hun nikker. Nu begynder hun at græde. Hun er gift, og har to børn på 12 og 14 år.

Vi taler om, at det er svært, at hun er bange, og at hun oplever at miste kontrollen.

Jeg forstår hende men kan ikke tage frygten og usikkerheden fra hende, men kun dele den med hende og være der sammen med hende i den svære oplevelse, det er, at hun måske har fået brystkræft.

”Vi har grinet og grædt sammen”

Jeg spørger hende, om hun har talt med sin mand om det. Det har hun ikke. Jeg er overrasket og spørger hende, hvorfor. Hun siger, at hun ikke vil gøre ham nervøs. Hun fortæller, at hun ikke har talt med andre end mig om det.

Jeg spørger hende, hvordan hun ville have det, hvis det var hendes mand, der var bange for at havde en alvorlig sygdom? Hun siger, at hun selvfølgelig gerne ville vide det – “hvis min mand er syg, er det jo også vigtigt for mig!” Jeg er enig og spørger, hvorfor det er anderledes med hende, og nu smiler hun for første gang, mens hun siger, at hun godt ved, at hun skal tale med sin mand om det.

Vi bliver enige om, at hun går hjem og taler med sin mand om det, og at de får en tid hos mig sammen, hvis der er noget, de gerne vil tale med mig om. Jeg sikrer mig, at hun også tager manden med til undersøgelsen, når hun bliver indkaldt, og hun svarer mig ved at sige, at hun har forstået det.

Bag ethvert kræftforløb gemmer der sig en personlig historie