KOL kan behandles

Der er nogle, der betegner KOL som en tilstand i stedet for en sygdom, fordi KOL ikke kan helbredes – men det betyder ikke, at den ikke kan behandles.

Den kapacitet i lungerne, der er nedbrudt af KOL, kan ikke genskabes med de behandlingsmetoder, der findes i dag. Der forskes i det, men indtil videre er der ikke fundet en kur. Jørgen Vestbo mener, at der på sigt kan vise sig muligheder inden for blandt andet stamcelleforskning, men her og nu er en af de bedste behandlinger rehabilitering, som flere og flere kommuner tilbyder deres borgere.

Marie Lavesen er sygeplejerske, og hun underviser mennesker med KOL i at leve med deres sygdom. Det drejer sig både om at tage medicin korrekt, at få viden om sygdommen og dens udvikling samt at lære at håndtere begrænsningerne i hverdagen, så man kan bevare en høj livskvalitet.

– Rehabilitering er et område, hvor mennesker med KOL selv kan gøre en forskel i forhold til deres sygdom. KOL kan godt give udfordringer i hverdagen, men træning og viden hjælper patienterne til at tackle det på en hensigtmæssig måde. Fysisk aktivitet er noget af det allervigtigste i forhold til KOL, siger Marie Lavesen. Hun mener, at den del af behandlingen er lige så vigtig som den medicinske.

– Det kan være meget angstprovokerende, at man ikke kan få vejret, og det kan føre til, at man undgår at bevæge sig, men det gør desværre kun situationen endnu værre.

Hendes hjælp til patienterne er i høj grad hjælp til selvhjælp. De lærer at trække vejret på den mest hensigtsmæssige måde, at prioritere kræfterne hvis der ikke er energi nok til det hele og giver viden, der skal hjælpe dem til at tackle hverdagen.

Marie Lavesen oplever, at nogle af de hårdest ramte synes, det er svært at deltage i et rehabiliteringsforløb, men hun opfordrer til, at man så eventuelt overvejer alternative måder, hvorpå den samme viden og træning kan opnås på.

Blandt andet kan det være svært for rygere, som ikke kan overskue at stoppe, og de synes ikke, at de bliver mødt med andet end rygestopbudskaber fra sundhedsvæsnet.

– Men vi har mange forskellige tilbud, og det er rigtig ærgerligt, at de ikke får glæde af alt det andet, vi kan, bare fordi der er en ting, som de ikke vil gøre brug af, siger Marie Lavesen.

 

Vidste du …– At KOL ikke altid bliver værre med tiden. Sygdommen udvikler sig forskelligt fra patient til patient, og i mange tilfælde stabiliserer sygdommen sig, så forværringer undgås.

– At lungekapacitet ikke siger alt om sygdommen. To patienter med samme lungekapacitet kan have meget forskellige gener af sygdommen.

 

 

InfoFysisk aktivitet er en måde at kompensere for lungefunktionsnedsættelsen og øge livskvalitet hos patienten

Rehabilitering består af fysisk træning og undervisning, og er en del af standardbehandlingen af sygdommen på linje med medicinsk behandling

Kilde: Danmarks Lungeforening – www.lunge.dk