Omkring 99 procent af alle hjertepatienter har godt af fysisk træning, der også er en effektiv forebyggelse for de fleste. Men kolesteroltallet gør træningen ikke meget ved.
Fysisk træning er sundt, og fysisk træning påvirker dit kolesteroltal. Alligevel skal du ikke bare træne for at påvirke kolesterolet.
– Fysisk aktivitet kan øge indholdet af ”det gode” HDL og mindske værdien af restfedtstoffet triglycerid. Men når man taler om at nedsætte kolesterol i forhold til risiko for hjertekarsygdom, tænker man mest på LDL-værdien. Og den påvirkes bedst med kostændring eller medicinering med statin, forklarer klinisk professor, overlæge Eva Prescott, Institut for Klinisk Medicin på Bispebjerg.
Men god kondition er naturligvis altid interessant, hvis man vil forebygge hjertesygdom. For eksempel er HDL-kolesterol yderst relevant for diabetes II. Og diabetes-patienter har forhøjet risiko for både hjertesygdom og for høje kolesteroltal. Der foregår også nogen forskning i effekten af træning på kolesteroltal.
– En del forskning tyder på, at man skal træne en vis mængde, før man påvirker sin kolesterolværdi. Noget der svarer til mindst 10-12 km løb om ugen. Men der er altså store forskelle fra patient til patient, siger Eva Prescott.
Der er dog ingen tvivl om, at fysisk træning gavner hjertet. Det kan påvises både i statistikkerne og i anatomien: Mennesker der dyrker motion får færre hjertekarsygdomme, og blodkar, der er vant til at udvide sig ved fysisk belastning, får færre blodpropper.
Så træning er altid relevant i forhold til at holde hjertekarsygdom på afstand – for de allerfleste mennesker også, når de har været igennem hjertesygdom.
– Der er en ganske lille andel af hjertesygdomme, som kræver forsigtighed. For resten af hjertepatienterne gælder det, at de skal træne som normalt. Man kan altid spørge sin hjertelæge til råds, men oftest er man helt klar over, hvad man må, efter rådgivning og hjerterehabilitering, siger Eva Prescott.
Medicinering med statiner ser heller ikke ud til at have nogen stor betydning for evnen til at træne.
På Bispebjerg træner en større gruppe hjertepatienter under kontrollerede forhold, og Eva Prescott oplever ikke, at en gruppe er generet af muskelbivirkninger.
– Vi møder bivirkningerne hos nogle af de 400 patienter, vi har igennem træning hvert år. De er stort set alle på statiner. Men jeg må sige, at muskelgenerne fylder meget lidt i vores samarbejde med dem, og det forhindrer dem i hvert fald ikke i at træne, siger hun.
Overvægtige danskere i farezonenNyere forskning peger i retning af, at overvægtige lider mere under forhøjet kolesterol, og derfor forskes der aktuelt i, om overvægtige danner mere af de ”grusomme” kolesterol-restprodukter, triglycerid, som forbindes med en kraftigt forhøjet risiko for hjertekarsygdom. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen var 47 procent af Danmarks befolkning overvægtige i 2010. 13 procent er svært overvægtige med en BMI over 30. |
Medicin imod kolesterolStatiner (herunder produkterne Atorvastatin og Simvastatin) – nedsætter indholdet af kolesterol i blodet (af produktionen i leveren) betragteligt. Det giver en dokumenteret positiv effekt for patienter med blodprop i hjertet og hjernen (mindre risiko for ny blodprop og længere overlevelse). Kolesterol har en klar sammenhæng med hjertekarsygdom, og hos ellers raske mennesker med høj risiko for hjertekarsygdom medfører statinbehandling fald i hjertekarsygdom og forlænger livet. Mere end 600.000 mennesker indløser recept på statiner i Danmark hvert år. |
2 slags blodpropperVi kalder dem alle blodpropper. Men der er forskel på, om de dannes i arterierne (pulsårerne), der bringer ilt rundt i organismen, eller i venerne, der transporterer det af-iltede blod tilbage til hjertet. En blodprop i arterierne er langt det farligste; de sætter sig oftest i hjerte eller hjerne, men kan også sidde i pulsårerne ned til benene. Disse blodpropper skyldes næsten udelukkende ophobet kolesterol i pulsårevæggen, som så fremprovokerer blodproppen. Blodpropper i venerne – for eksempel i benene efter en lang flyvetur – er sjældent livsfarlige (på nær lungeemboli), og kolesteroltallet er så godt som uden betydning for dem. |