Kollektiv afhængighed

Af: Clara Marie Bro Ludvigsen

Foto: Kirsten Gjerding

Som klubmedarbejder i Københavns Kommune er jeg hver dag vidne til et mærkeligt, men langt fra overraskende fænomen blandt børn i alderen 8-11 år.

Jeg er sikker på, at hver eneste af disse børn har deres egen iPhone, som de hver dag glæder sig til at finde frem fra tasken efter skole.

De sidder rundt omkring i klublokalerne lænet ind over hver sin skærm, ivrigt optaget af Instagram, Snapchat eller et hvilket som helst spil. Næsten lige meget hvad der foregår, fanger skærmen deres opmærksomhed, og de klynges om telefonerne som om det er et lille vindue ind til en eller anden påtrængende virkelighed eller et nøglehul, hvis hemmelighed de bliver nødt til at overvåge for at kunne være med i det mærkeligt skeløjede fællesskab.

Nogle ville kalde dem teknologiafhængige eller skærm-junkier, men der er delte meninger om, hvorvidt skærmafhængigheden er en egentlig trussel for vores sundhed og sociale liv eller blot en myte.

Forvrænget forståelse af fællesskab

Alligevel ser jeg en overhængende fare for, at børnene risikerer at få en forvrænget forståelse af, hvad et fællesskab er værd, ligesom at de, når computerspillet erstatter virkelige brætspil eller holdsport, udelukkende øver sig i at tilgodese sine egne mål og gevinster.

Man øver sig altså ikke i at tage ansvar for andre som i sport eller andre spil med konkrete medspillere. Disse virker trods alt socialt dannende og lærer én visse moralske spilleregler og sociale koder.

Jeg mindes for eksempel, at filosof og forfatter Albert Camus hylder fodboldspillet, netop fordi man som fodboldspiller altid må varetage det hele holds interesser og altså ikke bare forpligter sig til, men også er vigtig for et fællesskab.

Computerspillet er derimod oftest et enmandsspil og altså rent tidsfordriv for den enkelte. Til sammenligning kan man forestille sig en hel fritidsklub sidde spredt ved forskellige borde og lægge syvkabaler. Det ville vi nok finde kedeligt i længden, men computerspillene er designet til at virke vanedannende. Undersøgelser peger endda på, at spillet er beregnet til, at dopaminen, der udløses, når man gamer, sommetider forøges til det samme niveau som under sex – og næsten lige så meget som mængden i kokain.

For mig står det klart, at det er en vigtig opgave for pædagogerne at kunne varetage den udfordring, som skærm-virkeligheden udgør. Jeg ved, at man i nogle af mine søster-institutioner forbyder skærmbrug, men kun i visse tidsrum, da børnene ellers simpelthen ikke møder op på klubben.

Fritidsklubben, jeg arbejder i, har egentlig mange tilbud til børnene – både ude af huset og i de forskellige kreative værksteder. Dog er det bemærkelsesværdigt, at det mest populære rum uden tvivl er “Spillerummet.”

Her flokkes børnene om klubbens seks-syv computere og playstation som små honningsultne bier. Hvert barn må spille en halv time, og når uret nærmer sig hele og halve timer, står ventelistens næste gamere i døren og tripper – klar til at overtage skærmene, og de lader os ikke glemme det, når det er deres tur.

På minuttet lyder råbet: “Byttetid! Byttetid! Flyt dig! Hey, hvad skal vi spille! ” Trods det, at man i nogle online spil kan se “hinanden” løbe på skærmen forklædt som et andet lille væsen eller en actionman med maskingevær, er mennesket på den anden side af skærmen gjort usynligt og uvirkeligt.

Fravær af social kontakt

Der er simpelthen tale om mangel på en fuldstændig nødvendig øjenkontakt og nærvær. Jeg oplever, at børnenes interne kommunikation bliver kortfattet, nærmest overflødig, hvilket nogle gange gør dem kede af det. For eksempel fandt jeg forleden, en sen eftermiddag, da klubben var ved at være stille, en lille fyr i sofaen.

Han sad slapt midt mellem to andre børn, der begge var opslugt af hvert sit spil på hver sin smartphone. Drengen havde en lille fremskudt underlæbe og blanke øjne. Jeg spurgte dem, hvad de lavede. “Ikke noget,” sagde drengen bare.

Selvom jeg opfatter det som pædagogernes ansvar at motivere børnene til diverse aktiviteter, falder det mig nogle gange ind, at disse børn er ualmindeligt uinteresserede. De virker ligeglade med, hvad der foregår omkring dem, og det er svært som pædagog at hamle op med den stimulering og underholdning, som spillene og de sociale medier kan give dem.

Bliver en app kedelig, er der altid en ny. Udbuddet er uudtømmeligt. Allerede som barn konfronteres man med en konstant strøm af information og billeder, og især for de helt unge må dette bidrage til en fragmenteret virkelighedsopfattelse.

Man ved, at børn i alderen 3-10 år udvikler deres forståelse for, hvad der er virkeligt – psykologer kalder det “virkelighedskontrol” – og man kan derfor forestille sig, at den skærm-verden, de begår sig i, kan fremme et forvrænget syn på virkeligheden og den rolle, børnene spiller i den.

Man mærker ikke direkte, som i fysisk leg og spil, de negative og positive konsekvenser af sine handlinger, ligesom at processerne, man gennemgår for at opnå en given gevinst, er overfladiske og uvedkommende. Børnene vænner sig til at kunne forlade det gamle for det nye – man bindes altså i skærm-verdenen hverken til projekter eller mennesker, der ellers ville kunne virke stabiliserende og styrkende.

I stedet risikerer børnene at få et distanceret forhold til sine omgivelser og medmennesker, hvilket desværre gør sig gældende for rigtig mange mennesker i det senmoderne samfund.

Teknologien tillader os at være mange steder på samme tid. Forhold gøres ansigtsløse, og vi ser kun andres liv som uforpligtende øjebliksbilleder. Dette kan være med til at fjerne individet fra det nære og relevante rum, til fordel for en mere abstrakt virkelighed.

Sådan kan man komme til at give afkald på sit sande engagement i verden: Man kan ikke gribe ind i virkeligheden, hvis man er blevet væk i en computervirkelighed. Mennesket mister altså principielt sin tilknytning til verden og kan nemt komme til at føle sig uvæsentlig eller direkte magtes- og ansvarsløs.

Krav om nyt, nyt, nyt

Problemet er derfor, at børnene ikke i en tidlig alder lærer at værdsætte ting som fællesskab, forankring, dialog og fordybelse og ikke trænes i at stå aktivt til ansvar for andre. Samtidig vænner børnenes store skærmforbrug dem til en hurtig tilfredsstillelse, kontante belønninger samt opfyldning af behovet for nyt, nyt, nyt.

Og det fremprovokerer også en rastløshed, utålmodighed og et øget stressniveau hos mange børn.
 Selv hvis skærmforbruget blot er en periodisk tidsrøver eller dårlig vane. Derfor er der mere tale om et reelt afhængighedsforhold.

Det er bekymrende, når telefonen eller computeren kommer i vejen for aktuelle menneskelige relationer. På den måde deler skærmforbruget ulempe med de fleste af de tunge misbrug. En anden verden synes pludselig vigtigere end det og de, der faktisk omgiver brugeren.

Jeg har den holdning, afhængighedsforhold eller ej, at forbrug bliver et problem, når forbrugeren ikke kan tænke meget længere end til næste tilfredsstillelse; næste kick; næste joint; næste spil. Man kan sige, at mange – børn såvel som voksne – bevæger sig i et sådant mønster, når de regelmæssigt tjekker telefonen uden en egentlig grund. Det bliver en fysisk vane, ligesom cigaretten er for rygeren.

I toget er dette helt tydeligt: Man mangler noget i hånden, og man finder derfor sin smartphone frem, så man kan sidde og stirre ned i den som om, den var et lille privat vindue. For os er det fremmed, at togkupéen skulle være tåget af cigaretrøg, men vi er vant til, at alle sidder tilsløret af lyset fra en smartphone.

Kollektiv afhængighed

Forholdet til skærmen er altså måske nok et mildt afhængighedsforhold sammenlignet med de tungere former for afhængighed, som afhængighed af stoffer, alkohol og gambling. Men modsat ovennævnte er skærmens forekomst dominerende både i det private og offentlige rum – man ville ligefrem kunne sige, at vores skærm-kultur lægger op til en kollektiv afhængighed. Netop derfor kan skærmbruget virke så vanedannende og være så svært at komme af med.

Det er svært at finde argumenter for, hvorfor smartphonen er en nødvendighed for et 8-årigt barn. Samtidigt er skærmen ualmindelig attraktiv. For at tilbyde børnene det, computere og smartphones ikke kan, må de voksne i børnenes liv være nærværende, oprigtigt interesserede, dybt engagerede og i stand til andet end at spille brætspil.

Desuden bør vi alle være opmærksomme på vores forhold til skærmen, uanset om vi bruger den som kilde til underholdning, information eller en parallelvirkelighed, vi kan støtte os til eller søge tilflugt i som følge af en stresset og diffus hverdag.

Heldigvis er min erfaring nemlig, at de fleste børn alligevel hurtigt glemmer skærmen, hvis man virkelig formår at skabe et spændende alternativ. Den lille sofa-fyr og jeg fik for eksempel lokket de andre med udenfor og lege jorden-er-giftig på drabelig vis. Alle nød det.


Artiklen er et af bidragene fra Helses essay-konkurrence om misbrug, som blev afholdt i samarbejde med Center for Ludomani. KABS Viden og Novavi. 

Psyke

12. august 2019

Pelle Hvenegaard: At få et barn er det største i livet!

For tv-vært og forfatter Pelle Hvenegaard har meningen med livet altid...

vis mere

Lyt til podcast

7. august 2019

Broken Heart Syndrome: Når et hjerte bliver knust

For de fleste er et knust hjerte en følelse. Følelsen af, at hjertet er...

vis mere

Lyt til podcast

1. august 2019

Kan placebo fortælle os, hvordan krop og psyke hænger sammen?

Placebo-fænomenet er mere og andet end snydemedicin i dag, hvor forskere...

vis mere

Lyt til podcast

29. juli 2019

Mens vi venter på svanemærkede apps …

Du ved sikkert, at det er vigtigt at spise sundt, da usund kost kan være...

vis mere

Lyt til podcast

17. juli 2019

Renée Toft Simonsen: Byd livets overgange velkommen

Da overgangsalderen kom snigende i form af søvnbesvær, hedeture og...

vis mere

Lyt til podcast