Kom godt igennem pollensæsonen

Pollensæsonen er over os – der er kriller i halsen, hovedet dunker, øjnene og næsen løber, leddene er ømme og huden klør. Ja, det kan ligefrem føles, som om vinterens influenza er kommet tilbage for fuld styrke, men der er ingen feber.

Selvom høfeber ikke bliver opfattet som en alvorlig sygdom, er mange danskere så hårdt ramt, når pollen fylder luften i foråret, at de bliver hjemme bag hermetisk lukkede vinduer, dybt begravet under dynen. Men et anfald af høfeber behøver ikke at være lig med en sygemelding på jobbet, for der findes heldigvis flere forskellige slags medicin, både i håndkøb og på recept, der kan lindre den allergiske reaktion.

– Høfeber skyldes ofte, at du er allergisk over for bestemte slags pollen, men det kan også være støvpartikler fra dyr, husstøvmider eller skimmelsvamp. For at beskytte sig danner din krop særlige antistoffer rettet mod lige netop det, du er allergisk overfor, og som igen frigiver nogle kraftigt virkende stoffer – heriblandt histamin – der skal forsvare kroppen mod det, du ikke kan tåle. Histamin er det, der får dig til at nyse, øjnene til at løbe og hovedpinen til at komme rullende, når det kommer i kontakt med de histamin-receptorer, der findes rundt omkring i din krop, fortæller Louise Thrane, der er informationsfarmaceut hos Dansk Lægemiddel Information.

Milde tilfælde

Antihistamin er et lægemiddel, som mange med høfeber kender, og det findes flere forskellige varianter. Antihistamin dæmper eller forhindrer de forskellige reaktioner, som er fremkaldt af histaminet, og virker ganske enkelt ved at “sætte” sig på histamin-receptorerne, så der ikke er plads til histaminet, som kroppen producerer. På den måde forhindrer antihistaminet, at receptorerne bliver stimuleret.

– De mere milde tilfælde af høfeber behandles ret effektivt med antihistamin i tabletform, som næsespray eller øjendråber alt efter behov. Men i høfebersæsonen kan det være nødvendigt at indtage medicinen hver dag – for nogle er det en fordel at kombinere tabletter med øjendråber eller næsespray, siger Louise Thrane og fortsætter:

– Antihistamin-medicinen er delt op i sløvende og ikke-sløvende antihistamin, men særligt følsomme personer kan godt opleve træthed ved antihistamin-medicin, selvom den er betegnet som ikke-sløvende. I det hele taget er der store forskelle på, hvordan man reagerer på medicinen – en slags antihistamin kan give én person gener, mens andre kan tage det uden problemer og omvendt. Derfor kan det være en fordel at prøve forskellige typer antihistamin, hvis du er en af dem, der har oplevet gener.

Lidt sværere tilfælde

Er du lidt sværere ramt af høfeber og for eksempel er meget stoppet i næsen, kan det være nødvendigt at bruge en næsespray med små mængder binyrebarkhormon. Binyrebarkhormon bliver produceret i binyrerne, som sidder oven på hver nyre. Den type, der bliver brugt til næsespray mod høfeber, hedder glukokortikoid og virker på en lang række af kroppens funktioner – blandt andet lindrer det hævelse og irritation af slimhinden i næsen, så den ikke længere er så stoppet og følsom.

– Det tager flere dage at få fuldt udbytte af næsespray med binyrebarkhormon, og derfor kan det være en god idé at indtage den dagligt i den periode, hvor du har behov for behandling, og endda starte lidt før sæsonen hvis du har pollenallergi. I perioder med meget høje pollental kan du eventuelt have brug for både tabletter og øjendråber med antihistamin samtidig med din næsespray, siger Louise Thrane.

Hjælper det ikke, kan din læge vælge at ordinere binyrebarkhormon som tabletter eller en enkelt indsprøjtning.

Men husk på, at der er en del bivirkninger, når binyrebarkhormon bruges systemisk (spredes i hele kroppen, i modsætning til lokal behandling, red.) over længere tid. Disse bivirkninger forekommer heldigvis ikke, når du bruger medicinen lokalt i næsen som næsespray. Enkelte oplever dog lidt næseblod, når de pudser næse, og må så holde pause med medicinen, fortæller hun.

Svære tilfælde

Er du så hårdt ramt af høfeber, at håndkøbsmedicinen ikke virker, eller hvis du oplever bivirkninger af behandlingen med binyrebarkhormon, kan din læge foreslå, at du bliver vaccineret for din allergi. Med et fint ord kaldes det også allergenspecifik immunterapi. Ved allergivaccination bliver du over længere tid udsat for stigende mængder af det, som du er allergisk for – for eksempel birk. Og ved at øge mængden af stoffet ganske lidt fra gang til gang, opnår du efterhånden, at du kan tåle birk bedre og bedre.

– Vaccinationen fungerer bedst ved høfeber og astma, der er fremkaldt af pollen. Hos nogle virker det så godt, at antihistamin og næsespray ikke længere er nødvendigt. Mange kan dog stadig have behov for antihistamin-tabletter for at tage toppen af symptomerne, men de vil som regel opleve pollensæsonen som kortere og bedre end før. Behandlingen kræver flere besøg hos lægen og virker kun på den slags pollen, du bliver behandlet for. Hos de fleste kommer der kløe og kortvarig hævelse på armen, hvor indsprøjtningen gives, og i meget sjældne tilfælde kan indsprøjtningen udløse en allergisk reaktion. Derfor skal du vente hos lægen 30 minutter efter, du er blevet vaccineret, så en eventuel reaktion kan behandles med det samme, afslutter Louise Thrane.

Læs også: