Du kan ikke hjælpe din kone, når hun ikke vil have hjælp!

”Hun spørger, om jeg vil tænde opvaskemaskinen – det er der jo helt ærligt ikke mange ben i, siger han, mens han kigger på mig og løfter øjenbrynene for at understrege sin pointe.

Det har hun tidligere gjort uden at tænke over det, men nu kan hun ikke finde ud af det mere. Hvis det bare var det, kunne det vel gå, men det er ikke bare det. Hun blander også det forkerte vasketøj sammen og den anden dag, da hun havde handlet ind, kom hun hjem med seks pakker margarine, selv om vi slet ikke havde brug for det. Jeg har sagt til hende, at det ikke går”, siger han og holder pause, mens han leder efter ordene, inden han fortsætter: ”Jeg har sagt til hende, at du har fortalt, at man kan få medicin mod demens, der kan bremse sygdommen, men hun vil ikke høre på mig. Jeg har sagt til hende, at jeg gerne vil gå med hende til læge for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, men hun vil ikke have mig med, og når hun har været til læge, og jeg spørger, hvad de har talt om, kan hun ikke huske det. Hun er efterhånden så hjælpeløs, at jeg er nødt til at være hjemme hele tiden, for at hun kan klare sig”. Jeg spørger ham, om han har tænkt over, hvorfor hun ikke vil have ham med til læge, og han siger, at han tror, det er fordi, hun er bange for at få at vide, at hun er dement.

Han sidder foran mig og græder stille. Vi er stille sammen, efter han har fortalt mig om sin magtesløshed. Jeg deler oplevelsen af afmagt med ham.

Jeg fortæller ham, at jeg deler hans bekymring for, at hun kan være dement, og at jeg synes, det lyder som en god ide, at de tager sammen til læge, så de begge kan fortælle, hvad de oplever. Vi taler samtidig om, at det ikke kan lade sig gøre, uden at hun accepterer, at han kommer med. Jeg spørger ham, om han har tænkt på andre muligheder for at komme videre med hans bekymring, hvis det ikke lykkes ham at overtale hende til at gå sammen til læge. Han tænker lidt og siger så, at han gerne selv vil have en tid hos hendes læge, så han kan fortælle om sin bekymring og ser spørgende på mig. Jeg siger til ham, at jeg synes, det er en god ide.

Vi vender situationen fra forskellige vinkler. Det er svært at være begyndende dement, og det er svært at være den, der står ved siden af, men problemet forsvinder ikke ved, at vi ikke taler om det, det bliver derimod værre. Jeg fortæller ham, at det er normalt for pårørende til demente, at man kan komme til at ende som behandler i stedet for at være ægtefælle, og at det ikke er en god ide hverken for den demente eller den pårørende. Efter en pause spørger jeg, om der er noget, jeg kan gøre for ham i denne situation. Han svarer, at han ikke vil have ansvaret. At han har brug for at andre tager over, og jeg bekræfter ham i, at det er en god ide at overlevere bekymringen for det, der er et lægeligt problem, til lægen og dermed give ansvaret videre.

Da vi er færdige med at tale om hans kone, spørger jeg ham, hvordan han har det. Han er stille lidt, inden han bryder tavsheden. ”Det er længe siden, der er nogen, der har spurgt, hvordan jeg har det, og det er længe siden, at jeg har mærket efter. Når jeg tænker over det, kan jeg godt se, at jeg også har brug for hjælp”.

Jeg siger, at det er en god begyndelse, at han er kommet her i dag og har delt sine bekymringer med mig, og at jeg gerne vil hjælpe ham med at komme videre. Lige nu er der ikke mere at sige. Vi ved begge, at hverken jeg eller han kan hjælpe hans kone, hvis hun ikke vil have hjælp.