Konsultation: Udtrapning af smertebehandling

Akuttelefonen ringer fredag eftermiddag kl. 15.30. En halv time før lægevagten overtager vagten. Det er en patient, jeg ikke kender, der ringer for at få sovemedicin. Hun fortæller, at hun plejer at gå hos én af lægehusets andre læger, og at medicinen skulle være godkendt sammen med hendes morfintabletter, men at hun på apoteket har fået at vide, at medicinen ikke er kommet frem.

Jeg spørger lidt ind til hendes situation og sygdom. Hun er 32 år gammel og har fået både morfin og sovemedicin, siden hun for ét år siden var ude for en trafikulykke. I forbindelse med ulykken fik hun udskrevet morfin til kortvarig brug grundet voldsomme smerter og sovemedicin til kortvarig behandling af søvnløshed.

Hun er blevet undersøgt med røntgenundersøgelse og MR scanning, der var normal. Der er foretaget neurologisk vurdering, uden at der er fundet tegn til neurologisk lidelse, og hun er vurderet ved smerteklinik, hvor man har anbefalet udtrapning af morfin. Der er ingen lægelig indikation for at fortsætte behandlingen.

Udtrapning er nødvendig

Jeg taler med hende om, hvordan jeg ser situationen. Hun bør trappe ud af både morfin og sovestillende medicin. Morfin er beregnet til kortvarig behandling af stærke smerter og smertebehandling af kræftpatienter. Sovemedicin er beregnet til kortvarig behandling af søvnløshed.

Årsagen er, at begge typer af medicin fører til tilvænning ved langvarig brug. Det betyder, at kroppen vænner sig til medicinen, og at effekten dermed aftager over tid. For mange patienter betyder det, at de ender med mange bivirkninger og ingen eller kun ringe effekt af behandlingen.

Det anbefales af Sundhedsstyrelsen, at man undgår langvarig behandling med disse lægemidler. Når man først har været i behandling i længere tid, er det desværre svært at trappe ud af medicinen igen på grund af abstinenssymptomer, og det er derfor vigtigt at planlægge langsom udtrapning af medicinen i samarbejde med ens lægehus.

En plan for patienten

Jeg lover patienten at se journalen igennem og forny medicinen, indtil hun kan få en tid i lægehuset til samtale om en udtrapningsplan for medicinen. Hun er lettet og glad over, at jeg vil hjælpe hende. Hun siger, at lægevagten jo ikke vil udskrive den slags medicin, og jeg giver hende ret. Det er der jo en god grund til.

Det er ikke alene hendes ansvar, at hun er endt i en uhensigtsmæssig behandling. Det er et ansvar, vi i lægehuset deler med hende, og vi deler dermed også ansvaret for, at hun kommer ordentlig ud af den igen. Det er et fælles ansvar, hvor vi også skal finde en fælles løsning, som hun kan være tryg ved.

Hun får en tid ved vores sygeplejerske til samtale om medicinen og en plan for langsom udtrapning. Vi aftaler, at hun kommer én gang om måneden og får udleveret recept og plan for den næste måneds behandling.

Inden vi afslutter samtalen, siger hun, at hun er glad for, at vi har fået lagt en plan. Hun siger, at hun i lang tid har ønsket at komme ud af medicinen, men ikke har kunnet overskue det. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hendes situation, og at de fleste i hendes situation har brug for at samarbejde med egen læge om at løse udfordringen.

Det vigtigste er, at vi nu kommer i gang med at trappe ud af medicinen, og så er det ikke så vigtigt, hvor lang tid det kommer til at tage. Vi har heldigvis rigtig gode erfaringer med andre patienter, der har været i samme situation og som er glade for, at de er kommet ud af et medicinmisbrug, selv om det har været svært.