Jeg sidder i konsultationen med en kvinde, der er kommet til mig i forbindelse med kroniske smerter i nakken og ryggen som følge af slidgigt. Vi har talt om hendes sygdomsforløb.
Hun arbejder fint med at takle smerterne og gør, hvad hun kan i form af fysisk træning og mindfulness øvelser for ikke at lade smerterne fylde for meget i hverdagen.
Alligevel er hun plaget. Hun kan glæde sig over mange ting, men er også ked af at dele af livet ikke har formet sig, som hun kunne ønske sig. Hun er sammen med sin mand flyttet til Kolding fra Vestkysten for at komme tættere på børn og børnebørn. Det er hun også glad for, men hun savner dele af sit tidligere liv, som hun har svært ved at finde erstatning for i de nye rammer. Hun savner venner, hun savner Vesterhavet og fritidsinteresser. Hun fortæller også, at hun er ked af, at kroppen ikke længere kan det, hun gerne vil, hun er ked af de kroniske smerter, og ked af at hendes mand trækker sig.
”Han er aldrig hjemme. Han går hele tiden ned i vores søn og svigerdatters have for at lave noget der. Jeg savner, at vi er mere sammen, og at han interesserer sig mere for mig”. Jeg spørger hende, om hun har tænkt over, hvorfor han trækker sig. ”Det er sikkert fordi, jeg er sur hele tiden, og han ikke ved, hvad han skal gøre”. Jeg spørger hende, hvad hun tror, der vil gøre ham glad, og hun svarer spontant ”han er glad, hvis jeg er glad, men det er jeg jo ikke”. Jeg siger til hende, at det er min oplevelse, at han faktisk gør en hel del for at hjælpe hende. For eksempel har han brugt aftenen før på at lave orden i hendes journaler, kørt hende til lægehuset og sidder nu og venter på hende, mens hun er hos mig.
Hun fortæller, at hun bare gerne vil finde tilbage til det, de havde sammen før de flyttede. Der havde hun heller ikke så mange smerter. Vi taler om, hvilke muligheder de har for at finde den kontakt, hun savner. Vi taler også om, at hun selv har ansvar for at fortælle ham, hvad hun har brug for, i stedet for at forvente at han selv kan regne det ud. Hvis hun vil have et knus, må hun tage det og holde ham fast, til han møder hende og forstår, hvad hun har brug for.
Der var gået 4 uger, da jeg så hende igen. Denne gang kunne jeg, allerede inden vi begyndte vores samtale, se på hende, at der var sket noget. Jeg kiggede på hende og ventede på, at hun skulle fortælle, hvad der var sket. Hun sagde, at de havde været på en forlænget weekend ved havet, og at de havde fundet hinanden igen. Hun var glad igen, og jeg roste hende for det fine initiativ. Da hun havde fortalt om, hvad der var sket, var det min tur til at spørge. Jeg spurgte hende, hvorfor hun slet ikke havde nævnt smerterne i nakken og ryggen. Hun tænkte lidt, inden hun svarede: ”Det andet er mere vigtigt og derfor fylder smerterne ikke så meget mere”.