Livet skal ikke overleves, det skal leves!

Min patient er 54 år gammel. Han har haft en stor blodprop på hjertets bagvæg. Han kunne være død, og jeg fortæller ham, at jeg er glad for at se, at han efter omstændighederne er kommet godt ud på den anden side.

Jeg beder ham fortælle, hvad han har oplevet. Han fortæller, at han vågnede om natten med en voldsom trykken for brystet med udstråling til skulderen og venstre arm. Hans kone kontaktede lægevagten, der sørgede for, at der inden for få minutter kom en hjerteambulance. I hjerteambulancen kunne de, ved at lave et hjertediagram og sende det til sygehuset, straks konstatere, at han havde en stor blodprop i hjertet. Han blev kørt direkte til en hjerteafdeling, hvor der blev ført en sonde gennem en blodåre i lysken op til hjertet og foretaget ballonudvidelse og anlæggelse af et lille rør i den kranspulsåre omkring hjertet, hvor blodproppen sad. Han kunne følge med på skærmen og se, at blodåren åbnede sig og kunne samtidig mærke, at smerten i det samme lettede. De sagde på sygehuset, at han skulle holde tre ugers arbejdspause, men han startede igen efter en uge, og efter to dage var han oppe på at arbejdede 10-12 timer om dagen. Er der noget, jeg kunne have gjort for at undgå blodproppen, spørger han. Hans kone sidder lidt uroligt på stolen. Der er stille et øjeblik. Så siger jeg: Du er ikkeryger, har ikke sukkersyge, forhøjet kolesterol eller forhøjet blodtryk. Du dyrker regelmæssig motion og er kommet til helbredstjek, der har dokumenteret, at du har lav risiko for hjerte-kar sygdom. På papiret er du ikke en højrisikopatient, men du har alligevel fået en blodprop i hjertet, og det eneste, jeg kommer til at tænke på, er om du er stresset?

”Sådan er han. Han arbejder hele tiden – gerne 16 timer om dagen, og han er hele tiden bagud, og der er ikke tid til andet end arbejde”. Det er hans kone, der fortæller om hans arbejde som leder i en større produktionsvirksomhed. Jeg vender blikket til ham og spørger: “Har hun ret?” Han tænker lidt og siger ja, det er rigtigt. Jeg ved, at han er meget omhyggelig, omsorgsfuld og opmærksom på andres behov, også når det handler om hans arbejde. Problemet er, at der altid er noget mere, han kan gøre, og at han har svært ved at sige fra. Jeg ser på ham og siger: “Livet skal ikke overleves, det skal leves. Nu har du haft en blodprop i hjertet, som du kunne være død af, og allerede efter en uge er du i gang med at begrave dig i arbejde. Jeg ved, at du gør det, fordi du gerne vil gøre det godt for dine samarbejdspartnere, men hvis du virkelig vil gøre det bedste for dit arbejde og for din familie, skal du lige nu fokusere på at passe på dig selv. Du har været ude ved kanten og kigget ned, og efter det, du har været igennem, er der brug for at restituere både fysisk og psykisk.”

Han ser på mig og siger: “Vi talte vist om stress allerede for halvandet år siden. Jeg har vist ikke været så god til at lytte til min krop.” Jeg smiler til ham og siger, at jeg har den samme oplevelse men samtidig glæder mig over, at han har fået en ny chance for at orientere sig i forhold til, hvad der er vigtigt i hans liv.