Jeg kan jo bare lukke munden!

Jeg sidder med en af mine patienter, som jeg har kendt gennem 7 år. Hun er fanget i sin store krop, og jeg kender hende så godt, at jeg ikke tænker over det, før jeg læser kommunens anmodning om en statusattest vedrørende hendes manglede arbejdsevne.

”Er hendes overvægt i væsentlig grad en forhindring i forhold til tilknytning til arbejdsmarkedet?”

Hun har et BMI på 42 og er således per definition svært overvægtig. Hun har klaret sig på arbejdsmarkedet i mange år på trods af sin fedme. Hun har haft ondt i ryg, hofter og knæ. Hun har været nødt til at tage smertestillende medicin for at passet sit arbejde og har gjort det gennem mange år. Hun er nu blevet 58 år og har så mange smerter, at hun trods smertestillende ikke længere kan passe sit arbejde. Hun er blevet undersøgt af flere speciallæger og har fået konstateret slidgigt i ryg, hofter og knæ og har desuden en discusprolaps i lænderyggen. Den behandling, man kan tilbyde fra sygehuset, er såkaldt konservativ behandling, hvilket oversat til dansk betyder, at man ikke kan tilbyde hende operation, men foreslår vægttab, fysioterapi og smertestillende behandling.

Jeg læser kommunens anmodning om statusattest op for hende og løfter blikket. Da mit blik når hendes, siger hun ”jeg kan jo bare lukke munden”, hvorefter vi begge smiler. Hendes uhøjtidelige og direkte tone virker afvæbnende. Hun har jo på en måde ret. Grundlæggende er det et spørgsmål om indtægter og udgifter – et spørgsmål om, hvor mange kalorier hun indtager i forhold til, hvor mange kalorier hun forbrænder. Kan hun ikke bare indtage færre kalorier og forbrænde flere?

Vi ved begge, hvor meget hun har kæmpet for at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Vi ved begge, at hun har forsøgt at realisere det krævede vægttab på 8 procent af sin kropsvægt for at blive godkendt til en fedmeoperation via sygesikringen, og at hun efter flere forgæves forsøg har forsøgt at finde pengene til selv at betale for en operation. Vi ved begge, at hun er fanget i sin krop og ikke bevæger sig uden for en dør uden at være opmærksom på, hvor hun kan gå og stå. Hvordan hun undgår at spise på offentlige steder og siger nej til sociale arrangementer på grund af sin overvægt. Mens vi taler, sidder hun yderligt på min ellers rummelige patientstol, fordi hun vil sidde fast mellem armlænene, hvis hun læner sig tilbage. Hendes overvægt er ikke alene en forhindring i forhold til tilknytning til arbejdsmarkedet, men en forhindring i forhold til at leve et liv med oplevelse af mening og sammenhæng. Hun får tårer i øjnene, mens vi kigger på hinanden. Hvis hun bare kunne lukke munden, havde hun gjort det. Hun har en god grund til at gøre, som hun gør, og hendes største udfordring netop nu er ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er stille lidt, før hun bryder tavsheden og siger ”jeg kan ikke holde til det mere, jeg kan ikke holde til at blive set på som doven og dum”.

Jeg siger til hende, at jeg heldigvis kender hende godt nok til at vide, at hun hverken er doven eller dum. Jeg kender hende godt nok til at vide, at hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at kæmpe imod overvægten, og at det ikke er en kamp, hun kan vinde alene. Jeg siger til hende, at jeg oplever hende som meget andet og mere end overvægtig, og at jeg sammen med hende gerne vil undersøge, hvordan hun kommer videre med både overvægt og oplevelsen af et liv med mening og sammenhæng.