Konsultation – den vigtigste medicin

I går havde jeg en dag i praksis med 22 patienter, hvoraf tre af patienterne var samtaler om angst og depression. Det var en dag som så mange andre, men alligevel var der noget, der var anderledes. Jeg blev rørt.

Det var jo på den ene side en helt almindelig dag i praksis. Jeg så mine patienter, som jeg plejer, og slap fra de fleste opgaver med behændigt hensyn til min tidsplan og mit eget energiregnskab, undtagen ved én af patienterne. Det rutineprægede og kontrollerede relations arbejde afløses af noget andet. Der sker noget relationelt, hvor jeg tillader mig et mere autentisk nærvær.

Da jeg var uddannelseslæge som praktiserende læge, husker jeg min vejleder på psykiatrisk afdeling en dag satte sig ned med mig i en supervision og skubbede journalerne til side. Hun ville tale om noget andet end medicinjustering og journalføring.

Jeg husker ikke hele samtalen, men jeg husker det vigtigste. Hun fortalte mig, at den vigtigste medicin ikke er det, vi kan ordinere på receptblokken, men at den vigtigste medicin er, når vi doserer af os selv

Det er mange år siden nu, men det har fulgt mig i mine efterhånden mange år som praktiserende læge. Jeg tænker af og til på hende og giver hende mere og mere ret.

I går var en af de dage.

En af mine patienter er sygemeldt med depression, og det går ikke den rigtige vej.

I udgangspunktet har vi ikke løst opgaven, og jeg er egentlig ikke særlig stolt af min egen indsats og i tvivl om, hvad der er det rigtige næste skridt. På den måde er konsultationen ikke gået ret godt, men da han rejste sig for at sige farvel og på gensyn, bliver han ligesom stående og ville gerne give mig hånden. Det har jeg ikke gjort siden Corona startede, så der er en lidt akavet vej hen til det håndtryk, som han insisterende inviterer til, og som jeg derfor ikke kan navigere uden om.

”Du er den bedste praktiserende læge, jeg har haft, fordi du lytter til mig – tak for det!”.

Jeg bliver rørt lige der. Han får adgang til noget grundlæggende inde i mig, der resonerer med selve årsagen til, at jeg arbejder som praktiserende læge. Jeg får lov til at være en del af et vigtigt vendepunkt og en svær tid i hans liv. Min beskedenhed byder mig, at jeg også må indrømme, at der er patienter, der har sagt til mig, at jeg er den værste læge, de har haft. Jeg er ret sikker på, at jeg på den måde er hverken bedre eller dårligere end de fleste af mine kolleger. Det er altså ikke mig og mine særlige evner som praktiserende læge, der er det fine. Det er mødet med et andet menneske, der følte sig set og hørt. Det er et vindue, hvor jeg doserede den vigtigste medicin, jeg har adgang til. Jeg doserer af mig selv, som min gamle vejleder for mange år siden lærte mig.