Konsultation: På gyngende grund – er der brug for psykiater?

Af: Henrik Prinds Rasmussen er praktiserende læge i Lægehus Nord i Kolding

Foto: Colourbox

Hun har skrevet en mail til mig, hvor hun beder om at blive henvist til psykiater, da hendes mand netop har fortalt, at han vil forlade hende. Hun har ikke sovet i to dage. Jeg ser mailen først på formiddagen og spørger, om hun har mulighed for at komme forbi praksis samme eftermiddag. Jeg vil gerne tale med hende og blive klogere på, hvad der er brug for.

Om eftermiddagen kan jeg i min kalender se, at hun er ankommet. Jeg går ud i venteværelset for at hente hende og kan først ikke finde hende. Da jeg kalder anden gang, kommer hun langsomt gående fra venteværelsets fjerneste hjørne. Hun ser ned i gulvet, hun ser træt og næsten gennemsigtig ud.

Da hun har sat sig tilrette i konsultationen, og hendes blik hviler på mig, beder jeg hende fortælle, hvad der er sket. Hun starter med at græde. Jeg giver hende et stykke papir, og hun samler sig.

“Vi har været sammen i 22 år , vi har to børn på 15 og 18 år, jeg forstår slet ikke, hvad der er sket, jeg havde slet ikke set det komme”.

Hun holder en pause, og hun får selv lov til at bryde tavsheden igen et par sekunder senere.

“Der er ingen vej tilbage, det er slut, har han sagt. Jeg troede, han ville passe på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”.

Stresshormoner kræver ikke psykiater

Denne gang er hun stille i mere end 10 sekunder. Hun trækker sig ind i sig selv. Jeg spørger hende, hvordan hun har det, om hun har fået noget at spise, om hun har et sted at sove, og om hun sover om natten.

Hun svarer, at det hele er noget rod, og at hun ikke rigtig har styr på noget af det, jeg spørger om.

Hun har en akut belastningsreaktion og et højt niveau af stress-hormoner i kroppen. Stresshormonerne dannes i binyrerne og udgøres af adrenalin, noradrenalin og det langsommere virkende kortisol. Hormonerne udgør kroppens kamphormoner og udskilles, når vi udsættes for en ydre trussel eller kontroltab.

Et kortvarigt højt niveau af stresshormoner i kroppen er ikke farligt, men derimod en fordel i en farlig situation, hvor sanserne skærpes. En langvarig påvirkning af stresshormoner er derimod farlig. Det fører til et svækket immunforsvar, manglende sultfølelse, dårlig nattesøvn og nedsat energi.

Derudover oplever mange nedsat koncentrationsevne, beslutningskompetence og korttidshukommelse. Alt sammen fysiske og psykiske symptomer, der fastholder personen i en negativ spiral.

Bruger mere energi, end hun får

Jeg gentager hendes sidste sætning:

“Du siger, at du ikke ved, hvad du skal gøre, og det kan jeg godt forstå. Du har levet et langt liv og klaret rigtig mange udfordringer uden behov for hjælp. Det betyder, at der grundlæggende ikke er noget i vejen med, hvordan du fungerer psykisk. Du reagerer naturligt på en unaturlig situation. En situation, hvor du oplever kontroltab, og hvor du føler dig truet, fordi den, du troede skulle passe på dig, ikke længere er der for dig. Det er en stor belastning. Jeg synes, du har gjort det helt rigtige, nemlig at bestille en tid her, så vi kan lægge en plan for, hvordan du kan genvinde kontrollen”.

Vi taler om vigtigheden af, at hun får noget at spise til hovedmåltiderne, også selv om hun ikke er sulten, at hun kommer ud hver dag, og at hun får sovet. Hun får en ny tid til opfølgning, og jeg giver hende to psykometriske tests, som hun skal udfylde, inden hun kommer næste gang.

Det er spørgeskemaer, der kan hjælpe mig med at vurdere tyngden af hendes symptomer og dermed sammen med hende lave en plan for behandling.

Inden hun går, taler vi om hendes energiregnskab. Lige nu bruger hun mere energi, end hun får. Det kan hun ikke blive ved med at holde til. Hun bliver nødt til at prioritere sig selv, og det, der gør, at hun kan restituere. Det lover hun at prøve, inden hun forlader konsultationen.