Konsultation: Underskud og overbelastning

Hun har været inde ved sygeplejersken for en uge siden og fået taget blodprøver og hjertediagram, og nu kommer hun for at få svar på undersøgelserne. Hun har gennem tre måneder oplevet hjertebanken og stik i brystet, men ikke ved fysisk overbelastning.

Da vi sidder overfor hinanden i konsultationen, får jeg mange flere informationer, end der står i kalenderen, uden at nogen af os har sagt noget som helst. Jeg kender hende. 

Gennem ti år har hun været min patient, og derfor ved jeg, at hun ikke ligner sig selv. Jeg kan se, at hun har tabt sig, hun er bleg og har røde øjne. Hendes blik bevæger sig nervøst i rummet, og hun kigger ned, når jeg forsøger at fastholde hendes blik.

Vi starter med at gennemgå blodprøver og hjertediagram – alt er normalt. Når jeg spørger ind til, hvornår hun oplever hjertebanken og stikken i brystet, er det typisk om aftenen eller om natten, når hun er gået i seng og ikke kan sove. 

Og så sker det også, når hun er på arbejde, og der stilles krav til hende – krav, som hun har svært ved at overkomme. Hun har ingen symptomer, når hun er fysisk aktiv.

Efter at have undersøgt hende, kan jeg berolige hende med, at hun ikke fejler noget med hjertet, og at alle undersøgelserne tyder på, at hun er fysisk rask. 

Der er stille lidt, mens hun ser på papiret, hvor jeg har markeret alle undersøgelserne som normale. Da hun løfter blikket igen, spørger jeg hende, om hun selv har noget bud på, hvorfor hun har det skidt, hvis der ikke er tale om fysisk sygdom. 

Hun er stille, og begynder så langsomt at græde.

Det er ikke bare hende, der er min patient, det er også resten af hendes familie. Jeg ved, at hendes mand har været sygemeldt med depression gennem et halvt år. Han er blevet fyret og er fortsat udfordret af sin sygdom i en grad, der kræver, at hun tager over derhjemme. 

Tidligere har han hentet børnene fra børnehave og købte ind. Nu er det hende, der har fået hovedansvaret for både familiens trivsel og økonomi.

Jeg spørger hende om, hvordan hun sover om natten, om hun spiser til hovedmåltiderne, og om hun er god til at passe på sig selv. Hun sover kun tre timer sammenhængende om natten, spiser ikke morgenmad.

Hun er mere træt end tidligere og føler ikke, at hun har overskud eller tid til at gøre nogle af de ting, hun plejer at være glad for. Hun er stoppet med at dyrke motion. Hun tager ofte ikke telefonen, når den ringer, fordi hun ikke kan overskue at tale i telefon, og hun siger ofte nej til at være sammen med venner og familie.

Vi taler om, at hendes situation er uholdbar, og at hendes system er ude for en overbelastning. 

Hun gør alt, hvad hun kan for sin familie og på sit arbejde. Hun har svært ved at sige fra, når hun kan se, at der er brug for hjælp. Hun har nu oplevet, at kroppen siger fra, hvis hun ikke selv siger fra. Hun kan kun bruge energien én gang, og hvis hun bruger al sin energi på familien og sit arbejde, er der ikke noget tilbage til hende selv.

Hun nikker eftertænksomt, hun ved det godt, men hun synes ikke, hun kan tillade sig at bruge tid på sig selv, når hun nu kan se, at der er brug for hende. 

Jeg fortæller hende, at virkeligheden er, at det bedste hun kan gøre for sin familie og for sin arbejdsplads lige nu, er at passe på sig selv. Hvis hun ikke passer på sig selv ved en overbelastning, ender det med, at hun heller ikke kan passe på dem, hun holder af eller passe sit arbejde.

Vi aftaler, at hun skal fokusere på døgnrytme, kostrytme og på at gå en time hver dag. Vi aftaler også, at hun skal tænke over, hvad der plejer at give hende energi, og hvad der koster mest energi i hendes hverdag lige nu. 

Endelig aftaler vi, at hun udfylder nogle spørgeskemaer, der kan hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst hjælper hende næste gang, vi ses..