Jeg har droppet medicinen og har det godt igen!

Han går hurtigt og beslutsomt ind i konsultationen og sætter sig ned i stolen overfor mig. ”Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg er stoppet med at tage alt medicin, og nu har jeg det meget bedre!”

Han er en midaldrende mand, der er vant til fysisk arbejde. Han er plaget af astma og kløende udslæt på kroppen. Noget der har generet ham i en grad, der har gjort os begge frustrerede. Der er foretaget udredning med priktest, lungefunktionsundersøgelse, vurdering ved hudlæge, gigtlæge og ved allergicenter. Kort sagt er han grundigt undersøgt for sine symptomer, uden at man har fundet årsagen til hans problemer eller har kunnet lindre hans symptomer tilfredsstillende.

Han er begyndt at dyrke mere motion, hvilket har en gavnlig effekt på astma, men det kan bare ikke forklare det hele. Hans udslæt er stort set forsvundet, og hans luftvejsgener er reduceret markant.

Vi sidder lidt og ser på hinanden og tænker hver vores. Jeg overvejer, hvad jeg skal sige til ham. Når jeg ser på den udredning og behandling, der er givet både i praksis og speciallægeregi, må jeg konstatere, at alle retningslinjer er overholdt. Han har kort sagt fået den foreskrevne behandling. Samtidig må jeg sammen med patienten glæde mig over, at han nu faktisk har fået det meget bedre ved at ophøre med den foreskrevne behandling.

Det er lidt specielt at skulle forholde sig til, at han selv har klaret problemet. Der er to forhold, der optager mig. For det første er der ikke nogen oplagt lægelig forklaring på symptomernes udvikling og medicinændringerne. For det andet at han har følt sig så frustreret over sin situation, at han på eget initiativ har ændret på sin behandling uden at tale med mig om det. Det kan være farligt at foretage medicinændringer uden at tale med sin læge først, så derfor overvejer jeg, om jeg kunne have taget skridt til, at han havde delt sine overvejelser om, at ophøre med at tage medicinen med mig i stedet for selv at stoppe med at tage medicinen. Heldigvis er det gået godt denne gang, men det gør det ikke hver gang.

Jeg bryder tavsheden og siger: ”Jeg kan se, at du har det meget bedre nu, end du har haft det i lang tid, og det er jeg glad for – jeg synes ikke, du skal starte på medicinen igen”. ”Det kan du være helt sikker på, at jeg ikke skal” siger han med et glimt i øjet, og vi taler om de mulige årsager til, at han nu har det bedre, og de frustrationer vi begge har oplevet i forløbet.

Min konklusion er, at nogle af hans gener kan tilskrives atypiske bivirkninger til medicinen, og at dele af hans bedring kan tilskrives livsstilsændringer, som jeg i konsultationen roser ham for. Men der er også en del af det, jeg ikke kan forklare. Om det skyldes ændringer i hans psykiske tilstand eller lægevidenskabens mangler, finder vi aldrig ud af. 

Inden han forlader konsultationen siger han, at han håber, at hans forløb kan være en hjælp for andre patienter. Jeg giver ham ret og siger, at han er et godt eksempel på, at løsningen på mange helbredsproblemer handler om, at der skal ordineres livsstilsændringer og egenomsorg i stedet for medicin.