Stillesiddende arbejde: Kontorstolen kan slå dig ihjel

Af: Lene Jæger Thomsen

Stillesiddende arbejde kan være roden til alvorlige livsstilssygdomme, også selvom du dyrker motion i fritiden. Men ny forskning viser, at man med enkle og lette øvelser på arbejdspladsen kan undgå ”sidde stille-fælden”.

Mange danskere er parkeret på en kontorstol på arbejdet syv-otte timer hver dag – kun afbrudt af møder, hvor de også sidder ned, en frokostpause, toiletbesøg og når kaffetørsten kalder. En del fra denne gruppe motionerer flittigt i fritiden, men det er ikke nok. I hvert fald ikke, hvis man vil optimere sin mulighed for at holde sig sund og rask langt ind i pensionsalderen.

Sidde stille-fælden

Stillesiddende arbejde er nemlig meget usundt. Både for den enkelte medarbejder og for virksomheden. Thomas Møller Madsen er fysioterapeut hos PFA Pension, og han, peger på, at fysisk aktivitet på arbejdet er en af nøglerne til at holde sig sund hele livet.

– Det er vigtigt, at man får holdt nogle ”aktive pauser” i løbet af dagen med nogle øvelser. Det er ikke sundt at sidde stille. En medarbejder, der bevæger sig rigtigt i løbet af arbejdsdagen, får mere energi og højere arbejdsglæde samt færre fysiske gener. Det beretter de selv, når vi spørger medarbejderne i de virksomheder, som vi samarbejder med. Det er godt for medarbejderen og for arbejdspladsen, forklarer Thomas Møller Madsen, og han bakkes op af Mads Andreasen, der er cand.scient. i Idræt og Sundhed og sundhedsfaglig direktør i virksomheden SUND.dk:

– Der skal ikke ret meget til. Hvis man skal undgå den sundhedsrisiko, der er ved det, vi i fagsprog kalder ”sedentarisme”. Det hjælper faktisk at gå hen til kopimaskinen eller kaffemaskinen. Det, der er vigtigt, er, at man gør det ofte. Man skal have kredsløbet til at rulle.

Bevæg dig ofte på kontoret

Blot et par minutters bevægelse for hver halvanden time foran skrivebordet kan mindske risikoen for livsstilssygdomme markant.

– Når vi sidder stille, så hæmmer vi kredsløbet, og det afgørende er derfor, at vi kommer op og får gang i kredsløbet mange gange i løbet af dagen, forklarer Mads Andreasen, som også påpeger, at den stillesiddende adfærd ofte er én ingrediens i en farlig cocktail, som også består af for meget mavefedt, dårlig kost, for lidt søvn og forhøjet blodtryk og kolesteroltal, der alle er velkendte markører for øget risiko for mange af de store livsstilssygsomme.

Motion i fritiden er ikke nok ved stillesiddende arbejde

Bevægelse i arbejdstiden er vigtig. Med et stillesiddende arbejde er det ikke nok bare at dyrke motion i fritiden, hvis livsstilsygdomme som for eksempel hjertekarsygdomme, overvægt, åreforkalkning og diabetes skal forebygges.

Og livsstilssygdomme er ikke den eneste risiko. Smerter i led og muskler er ligeså almindeligt som forkølelse og hovedpine, men i stedet for at lade sig friste af to piller, så er bevægelse løsningen. Helt konkret viser en undersøgelse fra PFA, at elastikøvelser i et kvarter tre gange om ugen kan sænke smerterne hos kontoransatte med over 60 procent.

– Når man alligevel skal op og have gang i kredsløbet, så kan man ligeså godt lave noget bevægelse, som også modvirker smerter, siger Mads Andreasen, og det kan han have ret i, for smerter i ryg, nakke og skuldre er desværre meget almindelige blandt kontoransatte.

Indfør vaner, der ikke er stillesiddende

I dagligdagen kan træning med fordel føjes ind i de daglige rutiner – for eksempel mellem møder, forklarer Thomas Møller Madsen, der selv træner med elastikker i løbet af arbejdsdagen.

– Det skal være nemt og lige så naturligt som at børste tænder, at lave ryg- eller elastikøvelser i pausen, siger han.

Det kan han jo have ret i, men hvorfor er det så svært at få det indført på arbejdspladserne?

– Overordnet taler man om, at der er fire barrierer: Prioritering, relevans, praktik og kropslige. Det handler om, at det skal prioriteres ligeså højt som andre opgaver af både ledelsen, kolleger og medarbejdere, man skal opleve det som relevant, eksempelvis til at forebygge eller undgå smerter, der skal være praktisk mulighed for at gøre det, og endelig skal mange overvinde sig selv, hvis de skal være ”kropslige” på denne måde sammen med andre, siger Mads Andreasen, som har gode erfaringer med at uddanne ”kaptajner” på arbejdspladserne, som motiverer og vedligeholder de gode intentioner.

 

Gode tip ved stillesiddende arbejde

Her er fire tip til at holde dig i gang på arbejdet

    • Et par minutters frikvarter hvert 90. minut holder dig ude af ”sidde stille-fælden”
    • Hold gående eller stående møder, når det kan lade sig gøre
    • Tag trappen i stedet for elevatoren
    • Lav elastikøvelser tre gange om ugen i et kvarter