Kontrolkultur gør os uvillige til at dø

Til alle tider og i de fleste kulturer har vi mennesker gjort os store anstrengelser for at glemme, at vi skal dø, og dermed har vi forsøgt omend forgæves at gøre os udødelige. Men i det 20-århundrede er trangen til udødeliggørelse blevet mere ekstrem, vurderer mange fagfolk, som f.eks. sociologer, historikere, præster og medicinere.

Hvorfor er det blevet ekstra svært for nutidens mennesker at forholde sig til, at de skal dø?

– Det skyldes, at vi i stigende grad lever i en kontrolkultur, hvor vi ønsker at kontrollere alle facetter af tilværelsen, herunder også døden. Samtidig lever vi i gennemsnit betydeligt længere end nogensinde tidligere i verdenshistorien, vi lever bedre, tryggere og i mere velstand. Alt dette påvirker også vores opfattelse af døden, som vi i modsætning til tidligere generationer nu kun sjældent konfronteres direkte med.

– Der er således opstået en stadig større distance til døden, og det betyder, at vi har stadig sværere ved at acceptere, at både vores egne og vores kæres liv på et tidspunkt skal slutte. På den måde bliver døden et fremmedlegeme i vores samfund, siger professor Michael Hviid Jacobsen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Han mener faktisk, at vi ikke har lært at dø. Samme holdning har professoer, speciallæge John Brodersen, Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet. Han mener, at vores manglende accept af, at mennesket er skabt til at skulle dø, giver sig udslag i en frygtkultur, hvor vi dynger hinanden til med flere og flere diagnoser.

– Overdiagnosticering er et klart udtryk for den frygtkultur, vi lever i. Vi lever jo i et overflodssamfund og har så mange ressourcer. Men det har ført til, at vi tror, vi kan blive udødelige, og derfor prøver vi af al magt at kontrollere døden med diagnoser og behandlinger. Dermed har vi også gjort sorg til en sygdom, siger John Brodersen og henviser til, at sorg står til snart at blive en ny diagnose.

Vi sygeliggør det mest basale i det at være et menneske, og tilmed lader vi følelserne styre – en tendens, der er blevet stærkere i den postfaktuelle tid, vi lever i, mener John Brodersen, der tilføjer, at sundhedsvæsenet og medierne er med til at gøde den proces ved at bruge krigsretorik i forbindelse med forebyggelse og sygdom – som f.eks., at vi skal bekæmpe og vinde over kræft.

Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet, skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad, at det moderne menneske ikke kan rumme det ultimative kontroltab som døden er. Vi er blevet vant til at kunne fikse, mestre mestre og magte – og døden er ingen undtagelsen. Vi glemmer dog, at den magtesløshed, vi netop oplever, når vi konfronteres med døden, er kendetegnende for det at være menneske. Det er et menneskeligt vilkår, skriver Lotte Blicher Mørk og fortsætter:

– Det er netop den magtesløshed, jeg ser som den største udfordring i vores tid, hvor det handler om at kunne skabe sin egen succes. – ligegyldigt hvilken livssituation, vi befinder os i. Ja, sågår når vi er underdrejede og intet kan, måske fordi vi er blevet syge, er i dyb sorg, har mistet arbejdet eller er blevet skilt. Ikke engang dér helmer vi, mener Lotte Blicher Mørk, der stiller spørgsmålstegn ved, om døden nu også er vor tids største tabu, som den ofte beskrives som.

– Vi skammer os, når vi ikke kan skabe den så eftertragtede succes, og dermed bliver fiaskoen en realitet. Vi forsøger ganske enkelt det menneskeligt umulige. Og alt dette har med tiden fået mig til at tænke på, om det i det hele taget er døden, der er vor tids største tabu. Eller om det det i virkeligheden er fiaskoen? Den fiasko, der ligger i at være begrænset af de rent menneskelige begrænsninger, skriver Lotte Blicher Mørk.

At vi ikke vil forholde os til døden, heller ikke når mennesker tæt på os oplever død og sorg, betyder at vi har mistet flere ritualer som kunne hjælpe os, vurderer Michael Hviid Jacobsen. Ofte hører vi, at mennesker i sorg oplever, at folk tavst trækker sig og ikke vil eller kan tale om døden og den sorg, der naturligt følger med.

Sorgen har vistet sin påklædning

– Ja, sådan har det efterhånden været længe – sorgen er da også en svær og smertefuld følelse at håndtere, både for de sørgende selv og for vedkommendes omgangskreds så som venner og kolleger. På mange måder har vi jo over det forgangne århundrede gradvist afskaffet en del af de ritualer og talemåder, der tidligere gjorde det muligt at vise medfølelse for dem, der havde mistet. Udtryk som: “Jeg kondolerer …” eller den sorte påklædning, der tidligere tilkendegav for omverdenen, at her var der et menneske i sorg, er i dag stort set en saga blot.

– Døden og sorgen skal nu overstås hurtigt, så man kan komme videre i livet. Det, vi skal lære, er, at sorgen altid bliver lettere at bære, når den deles, og derfor er det vigtigt, at vi ikke er berøringsangste over for død og sorg, fordi vi også skal huske på, at vi alle på et tidspunkt både møder døden og sorgen i vores egne liv. Der findes ikke et liv uden død og sorg, understreger Michael Hviid Jacobsen. Han mener, at vi gennem det sundhedsfaglige personale kan blive mere fortrolige med, at vi alle skal dø. Undersøgelser har tidligere vist, at det langt fra er flertallet af landets plejehjem, som har faste procedurer for, hvordan man tackler en døende og ikke mindst de pårørende:

– Der er ingen tvivl om, at en måde at bryde et tabu om døden på blandt grupper af professionelle, kunne være at skabe en større opmærksomhed omkring, at døden er en naturlig del af det at arbejde med syge, ældre og døende mennesker. Vi må lære de sundhedsprofessionelle, at døden ikke er et fagligt nederlag, med at den nødvendigvis er en del af deres arbejdsliv.

– Her tænker jeg, at det er vigtigt, at de mennesker, der i vores samfund arbejder med alvorligt syge, ældre og døende mennesker, gennem deres uddannelse lærer ikke bare at håndtere de medicinske eller praktiske facetter af et dødsfald, men også at de bliver bedre i stand til at forstå, forholde sig til og arbejde med de mere sociale, relationelle og emotionelle aspekter af døden. På dette punkt kan vi gøre meget mere, end vi gør i dag, hvad enten det drejer sig om uddannelse af læger, sygeplejersker, sosu-assistenter eller andre faggrupper, for hvem døden ofte bliver en del af deres professionelle virke, siger Michael Hviid Jacobsen.

Oplever du tegn på, at det er ved at blive lettere for os at forholde os til døden?

– Det er både svært at dokumentere eksistensen af et dødstabu og at bevise, at det er under optøning eller opløsning, for døden er jo ikke nødvendigvis et lige så stort tabu for alle mennesker, der lever og bor i vores samfund. Der er helt sikkert grupper, der både er bedre til, trænede i og mere åbne over for at tale om døden end andre.

– Når det så er sagt, så er det min opfattelse, at en måde at forsøge at modvirke, at døden bliver et forbudt tema at beskæftige sig med, er ved netop at tale om den og interessere sig for den – både som privatperson og i ens arbejde. Der er i disse år opstået en hel del kreative tiltag så som dødscaféer, minde-marcher og samtaleprojekter, der skal lære os at blive bedre til at tale om døden, og det bliver interessant at se, om sådanne tiltag virker. Det fordrer dog, at vi har mod på og lyst til at deltage i dem, siger Michael Hviid Jacobsen.

At det er vigtigt at tale om døden, og ikke fortrænge den, er Lotte Blicher Mørk enig i.

Men hun mener, at det er problematisk, når vi bilder os selv ind, at vi bedre mestrer eller tackler vores død, hvis vi bare taler nok om den.

– Mine erfaringer fra utallige samtaler med mennesker, der står ansigt til ansigt med døden, taler imod dette. Det bliver ikke nødvendigvis lettere, når vi står over for den – når den er lige dér. Vi bliver ikke dus med døden. Den er og bliver vores fjende, hvis vi elsker livet. Derfor tror jeg, at der altid vil være tabu forbundet med død, fordi den er så fremmedgørende. Men i virkeligheden er det heller ikke så interessant, hvad der er vores største tabu, men mere hvad der ligger bag. Nemlig at vi ikke vil hengive os til den ultimative magtesløshed, men i stedet vælger at se den som den store ultimative fiasko.

– Derfor spørger jeg mig selv om, hvad der så er det ultimative succeskriterium? Udødelighed?, skriver Lotte Blicher Mørk i Kristeligt Dagblad, der for nylig også kunne fortælle, at et stigende antal danskere kommer herfra uden nogen form for ritualer overhovedet, når de dør. På spørgsmålet om, hvor den kendsgerning efterlader den danske kultur, siger Michael Hviid Jacobsen:

– Jeg har altid haft den grundopfattelse, at mennesker selv må bestemme, hvordan deres afsked med livet skal være, og hvordan de vil mindes – naturligvis i ceremoniel respekt for gældende traditioner og regler og en generel hensyntagen til andre på kirkegården. På den måde er der derfor ikke noget forkert i, at visse mennesker – også selvom det ikke er så mange endda – ønsker at have en meget minimalistisk begravelsesceremoni uden ritualer, gravtaler og deslige.

– Det må være deres eget valg. Jeg mener dog også, at et dødsfald uden nogen rituel markering, kan være en fattig afsked med livet både for den afdøde og for de pårørende. Ritualer har nemlig den fantastiske funktion, at de tilbyder trøst for de efterladte, og vi skal huske på, at begravelsesceremonien ikke bare har til formål at højtideligholde den afdøde, men den skal også medvirke til, at de efterladte kan komme videre i livet, siger Michael Hviid Jacobsen.