Kræftrask – men tom indeni

Det er mærkeligt – jeg føler mig helt tom. Jeg har ikke nogen energi. Jeg burde være helt vildt glad og taknemmelig, men jeg kan slet ikke mærke nogen glæde. Jeg føler mig udmattet og træt. Jeg sover hele tiden og kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til.

Hun har for ca. et halvt år siden fået konstateret brystkræft. Hun har fået foretaget en brystbevarende operation og har i efterforløbet fået både strålebehandling og kemoterapi. Hun har selv i hele forløbet været meget fokuseret på at gøre alt, hvad hun kunne for at understøtte behandlingen med sund kost, motion og hvile. For nylig har hun fået besked om, at behandlingen er afsluttet. Der er ikke mere kræft at finde i hendes krop. Hun har fået besked på, at hun vil blive fulgt en gang om året de næste fem år. Hun har fået at vide på sygehuset, at de ikke kan garantere, at kræften ikke kommer igen, men at hun er færdigbehandlet, og at undersøgelserne ikke viser tegn på kræftsygdom mere.

Hun er kommet hos mig i forløbet og har klaret det rigtig godt. Hun har været bevidst om alvorligheden i sin situation, men har også været god til at leve livet på trods af sygdommen. Hun har været god til at hente energi i samværet med venner og familie. Det var faktisk som om hun fik mere energi, da hun først fik diagnosen. Hun har selv beskrevet det som en form for stædighed: ”Den kræftsygdom kan bare komme an!” Det gjorde den så, og hun har sammen med kræftafdelingen vundet slaget. Nu sidder hun i konsultationen og er stille efter at have fortalt mig om den tomhed, som hun føler nu.

Det har været en voldsom fysisk og psykisk rejse, som hun har været på. Hun har været udfordret maksimalt både fysisk og psykisk og har i processen opdaget en udholdenhed og energi, som hun ikke troede, hun havde.

Vi taler om, at der er andre som hende, der i forbindelse med alvorlig sygdom oplever nye side af sig selv og gennemlever både fysiske og psykiske udfordringer, som de ikke havde forestillet sig muligt. For mange opleves det som en styrke og en sejr at komme igennem, og det er det jo bestemt også. Udfordringen er efterfølgende for nogle, at der opleves tomhed og nedsat energi. Det kan føles både skamfuldt eller forbudt. Nu er jeg jo endelig blevet rask, og så burde jeg være taknemmelig – men i stedet føler jeg mig tom og træt.

Jeg taler med min patient om, at det kan sammenlignes med at bestige et bjerg første gang i sit liv, når det eneste referencepunkt man har, er en vandretur på Himmelbjerget. For det første er det en ensom rejse, som kan være svær at dele med venner og familie, der kun kender udflugten til Himmelbjerget. De ved simpelthen ikke, hvor hårdt det er både fysisk og psykisk. Efterfølgende når bjerget er besteget, har hun i et halvt år brugt mere energi end nogen sinde før. Jeg fortæller hende, at jeg ville være mere overrasket, hvis hun ikke var udmattet. Vi kan kun bruge energien én gang, og når den er brugt, er der behov for at restituere, og det kan tage flere måneder. Samtidig har hun oplevet en voldsom følelsesmæssig intensitet i kampen for at overleve – at hun skulle nå toppen. Nu, da hun har nået toppen, er der stille. Der er tid til refleksion og ny orientering. Det er tid til en ny rejse.

Jeg fortæller hende, at hun reagerer helt normalt, og at hun har brug for både at lade op, at reflektere over det, der er sket og give sig tid til at finde sig selv, efter den livsomvæltende begivenhed, som hun har oplevet. Vi bliver enige om at ses igen efter en måned for at snakke om, hvordan det går.