Kram, mad og massage: ”Jeg fik mit liv tilbage”

I et tidligere sommerhus ved Vordingborg har krigsveteraner fra Afghanistan og Balkan fået hjælp til at vende tilbage til et normalt liv. Metoderne er alternative. Men de virker. Bare spørg Michael, som Helse har mødt.

Afstanden fra Afghanistan til Vordingborg er enorm. Ikke kun, når man måler den i kilometer.

Sergent Michael Edward kan skrive under på, at man skal lede længe efter større modsætninger end en natpatrulje i buldrende mørke i en øde egn af Afghanistan sammenlignet med en krammer og en god gang massage på en briks ved en rolig strand i Sydsjælland.

Kontrasterne står nærmest i kø, når Michael Edward skal beskrive, hvordan han havde det henholdsvis før og efter 14 dages ophold på det alternative behandlingssted Sindsro ved Vordingborg.

– Jeg vidste intet om stedet, og selvom jeg havde en smule kendskab til meditation, så havde jeg lige som mange af de andre krigsveteraner på holdet en del forbehold over for det, som nogen kaldte for noget halløjsa. Men jeg skal da lige love for, jeg blev klogere. Og jeg har mærket på egen krop, at det virker. 100 pct.

Begejstringen stråler ud af Michael, da Helse taler med ham om, hvordan det har været at få livet tilbage. Et sundt liv med fred og ro, god mad og en god nattesøvn.

– Takket været mine fjorten dage på Sindsro er mine følelser blevet genetableret, og min krop fungerer igen normalt. Jeg har lært at tænke positivt, jeg har lært at mærke min egen energi; helt overordnet fik jeg kontakt med min krop og mit hoved igen – jeg fik mit liv tilbage.

– Man skal huske på, hvor jeg kom fra. Jeg rodede rundt, arbejdede for meget, drak for meget, jeg vågnede ofte op i min seng med alt mit tøj på. Jeg var faldet i søvn i en brandert og havde hældt vin ud over mit tøj – det er lidt af et mirakel, at jeg ikke har futtet mig selv og min lejlighed af. Jeg kunne slet ikke styre de mange tanker inde i mit hoved.

Bange for drømmene

Michaels sidste tur til Afghanistan var fra den 24. januar til den 31. juli 2011. Han pendlede mellem forskellige positioner i det urohærgede land, og arbejdet bestod i at skabe kontakter mellem militær og civile organisationer.

– Alt gik galt to måneder inde i min sidste periode derude. Jeg havde en del familiære problemer, og jeg blev sendt hjem på en ferieorlov. Kæresten og jeg slog op, det gik bare ikke længere, og min mor havde det ikke så godt, hun var syg.

– Jeg boede på det tidspunkt på et veteranhjem i København, for jeg havde ikke noget sted at være, men jeg sagde hele tiden til mig selv – og alle andre – at de problemer ikke skulle ødelægge min karriere.

– Jeg havde det dårligt, jeg kunne ikke sove, der var en masse underlige tanker inde i mit hoved, og jeg kunne ikke komme af med dem. Jeg var meget urolig om natten, jeg var bange for drømmene.

– Samtidig var jeg meget opsat på at komme tilbage til Afghanistan, og efter nogle samtaler med en militærpsykolog fik jeg at vide, at jeg godt kunne tage tilbage. Det var jeg glad for, men da jeg kom derned, fandt jeg ud af, at jeg var rigtig alene. Jeg følte mig helt alene, men jeg havde ikke lyst til at tage hjem; jeg var bange for fremtiden, og jeg havde det bedst, når jeg arbejdede.

Men Michael kom hjem. Tilbage i Slagelse, hvor han fandt en lejlighed og gik i gang med at opbygge et nyt liv. Det gik dog ikke helt efter planen.

Røg og druk

– Jeg er indfødt københavner, og jeg havde det ikke godt med at bo i Slagelse. Jeg drak meget, gik meget i byen, tænkte meget, og jeg fandt ud af, at byen ikke var noget for mig. Slagelse var bare et sted, jeg arbejdede. Jeg ville helst ikke have fri, så jeg tog alle de vagter, jeg kunne få. På kasernen havde de heldigvis forståelse for min situation, så de lod mig arbejde langt ud over det normale.

– Når jeg en sjælden gang holdt fri, kunne jeg finde på at køre en tur i min bil, jeg kørte bare rundt på må og få, og jeg sad nogle gange alene i min bil og gloede ind på tilfældige huse, ind i folks hjem. Gloede på mennesker, der havde et liv, de havde børn, en kone, noget at være sammen om.

Michael levede et underligt liv. Trænede hver dag efter arbejde og røg som en skorsten.

– Jeg talte med mine gode venner om, hvordan jeg havde det, men jeg kan godt se i dag, at jeg ikke fortalte dem sandheden. De havde jo deres liv, så jeg pressede ikke på. Jeg drømte måske om, at de ville spørge mig, hvordan jeg havde det, men det gjorde de ikke.

– Jeg talte på et tidspunkt med en meditationslærer, jeg havde mødt, men nej, jeg gik ikke til min læge, for jeg ville ikke have, at der skulle stå i mine papirer, at jeg var syg og gik til psykolog, fordi jeg ikke havde det godt.

Michael fortæller, at han dog havde et par samtaler med en psykolog hos militæret.

– Jeg havde det skidt. Tankerne, den konstante uro i mit hoved, fortalte mig, at jeg ikke var en skid værd. Jeg har senere fundet ud af, at det meste nok kan føres tilbage til min barndom. Jeg har været udsat for en række svigt. Jeg har hele mit voksne liv levet sammen med min mor, mine forældre blev skilt, da jeg var en ung dreng, og min far døde, da jeg var 13-14 år, jeg husker det ikke præcist.

– Jeg kan huske, at jeg allerede dengang havde tanker om, at det var min skyld.

Michael har på intet tidspunkt været sygemeldt. Han fortæller, at han ikke havde det godt med at være alene, og derfor kunne han slet ikke udholde tanken om at være hjemme, han har i stedet arbejdet så meget som muligt.

– Jeg ville bare have det så dårligt med bare at være mig selv.

En hel nats søvn

Michael hørte om Sindsro fra sin næstkommanderende på hold fem i Afghanistan, og senere læste han mere om stedet på nettet.

– På et tidspunkt spørger en uddannelsesofficer i vores kompagni mig, hvordan jeg har det. Jeg er for en gangs skyld ærlig, så jeg fortæller, at jeg har det skidt. Jeg var begyndt at tage stoffer, amfetamin og kokain, for at få alle de forbandede tanker væk fra mit forvirrede hoved.

– Hun hjælper mig med at skrive en ansøgning. Der var rigtig mange, der gerne ville med på holdet, så da jeg fik besked om, at jeg var blevet optaget, blev jeg superglad. Jeg kendte ikke de andre på holdet, jeg var den eneste blandt veteranerne, der havde været i Afghanistan, alle de andre havde været på Balkan.

Michael husker, at han havde nogle klare forventninger om frihed; frihed til at slappe af.

– Andre mennesker kan slet ikke forestille sig, hvordan det er at gå rundt i flere måneder i konstant spænding, evigt på vagt: Hver en lyd, hver en bevægelse bliver registreret og analyseret, min krop og mit hoved var blevet vænnet til at være i alarmberedskab.

– Jeg drømte om hjælp til at sove uden afbrydelser, tænk sig: en hel nats søvn. Jeg var sikker på, at alene det ville give mig ro i sindet, så jeg kunne komme videre med mit liv.

En ordentlig krammer

Michael har mange gode minder med sig fra opholdet på Sindsro.

– Jeg glemmer aldrig det store kram, som jeg fik af den ene af behandlerne, Steen Kofoed, en af de første dage. Han ville bare bekræfte mig i, at jeg var et ordentligt menneske. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før havde fået et kram af et voksent menneske. Jeg brød grædende sammen, hele min krop reagerede fysisk på denne menneskelige kontakt.

– Den første uge forløb på den måde, at man langsomt åbner sig – man skal jo lige vænne sig til at være der. Behandlingen består af en mængde forskellige terapiforløb: Vi arbejder i haven, vi laver mad, vi maler og snakker sammen.

Alle tilbydes desuden en særlig Sindsro-behandling. Den foregår ved, at man ligger på en briks i sit eget tøj med et tæppe over. Behandleren sidder for enden af briksen og trykker med en finger i panden og på et punkt på issen. Senere holder behandleren fast og solidt om personens hoved, og varmen breder sig fra hænderne. En behandling varer typisk mellem 20 og 30 minutter.

– Det var hårdt at være hjemme på weekend mellem de to ugers behandling. Jeg kan huske, at jeg frygtede reaktionen, når jeg skulle tilbage til alt det kendte, efter at jeg havde fået renset min krop og mit hoved, men det gik fint. Den anden uge rustede mig med masser af energi, jeg kunne nyde hvert eneste øjeblik og alle de fremskridt, jeg gjorde.

– Jeg var ikke bange for afslutningen. Nu skulle jeg hjem og reflektere over de ting, jeg havde oplevet, og jeg havde ikke problemer med at vinke farvel til de søde og rare mennesker, jeg havde mødt. Jeg så frem til mit nye liv, den sunde mad og et liv uden konstante tanker og uro.

– Det var helt vildt fantastisk, alt var som en ferie for mig, og jeg kunne slet ikke huske, hvornår jeg sidst havde slappet af. Der er dog en enkelt ting, som jeg stadig arbejder med: Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til at græde.

Status i dag

Michaels liv er i dag præget af ro og fred. Han har sagt farvel til stoffer og druk, og han er holdt op med at ryge.

– Jeg kan da godt drikke lidt vin, hvis der er god mad på bordet, men hvor jeg før ville drikke en flaske, nøjes jeg nu med et enkelt glas.

– Jeg har genoptaget min fysiske træning, og jeg har virkelig lært noget nyt om mad. Jeg spiser sundt hver eneste dag. Mad-terapien har for alvor ændret mine madvaner.

– Er det ikke interessant, hvad det er, der skaber vores spisevaner? Jeg har som rigtig mange andre været vant til at købe noget lækkert, hvis der kom gæster. Hvorfor skulle man ikke gøre det samme over for en selv? Det er da fjollet at straffe sig selv med noget elendig mad. Køb noget ordentligt, det er helt o.k. at forkæle sig selv.

– Helt overordnet lærte opholdet mig, at vi skal respektere os selv, vi lærte at acceptere os selv, og vi lærte at sige: Vær god ved dig selv, så du kan være god ved andre.

Michael husker, at han i de første uger efter behandlingen levede som i en rus. Nogle af tankerne er langsomt vendt tilbage, men nu kan han styre dem.

– Jeg har senere været i det, der kaldes tankefeltsterapi, og det er jeg glad for, det virker rigtig godt for mig.

Michael har fået en lejlighed på Frederiksberg.

– Alt er dejligt nyt, det er rigtig mange glæder i mit liv, og jeg kan mærke, at opholdet har givet mig en mængde redskaber til at klare de vanskelige situationer. Jeg er gået i gang med at søge en uddannelse som landmåler. Jeg tror på mig selv, jeg har fundet ud af, at jeg godt kan; jeg oplever mange situationer, hvor jeg bliver accepteret, og det giver naturligvis både selvværd og selvtillid.

– For mig har det været startskuddet til et nyt liv – jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der var sket med mig, hvis jeg ikke var kommet med på holdet.