På overfladen er det svært at se, at Mille Dinesen har kæmpet en kamp gennem de sidste 16 år. Hun er nærværende og fuld af overskud, mens hun forvandler protein pulver, hørfrøolie og økologiske grøntsager fra Årstiderne om til flydende græsgrøn sundhed i juiceren i køkkenet på Østerbro.
Men det har taget hende år, før hun kunne gå i seng, uden at frygte, hvad hun vågnede op til næste morgen. Gennem årene har Mille været offer for diagnosen sklerose, også selvom hun aldrig har været fysisk syg. I dag har hun taget sagen og sit liv i egen hånd, for Mille er typen, der siger “det skal være løgn” og handler.
– Diagnosen blev mit springbræt til et sundere, friere og mere balanceret liv, men jeg skal være den sidste til at diktere, hvad det gode og sunde liv er for andre. Jeg tror hverken på dogmer eller asketisk livsførelse.Til gengæld tror jeg på, at vi hver og én skal tage ansvar for vores liv og finde vores egen vej.
Før Mille Dinesen fandt sin egen vej og skrev en bog om processen, der udkom sidste år, mødte hun en del afkørsler, som sendte hende på mørke afveje og ukendte områder i sindet. Her mødte hun blandt andet tillærte mønstre og gamle overlevelsesstrategier. Så selvom prøverne, som lægerne tog, ikke var entydige, og resultaterne rejste flere spørgsmål end svar, følte Mille, at diagnosen bød hende at gøre noget ved de mønstre, hun ellers havde levet blindt efter.
– Jeg var lige startet på min drømmeuddannelse med speederen i bund. Pludselig ramler jeg ind i mit livs største krise, og jeg tvinges til at tage stilling til de store spørgsmål i livet. Hvad med min fremtid? Bliver jeg lam? Får jeg familie og børn? Hvor gammel bliver jeg? Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt.
Det er en onsdag i 2001, at en alvorlig sygdom og med den alvoren og angsten træder ind i den 27-årige Milles liv. Lægerne på Rigshospitalet vurderer, at de summende, sovende fødder, Mille vågner op med en morgen, måske kan skyldes sklerose.
Med den diagnose samt en recept på medicin i hånden, tager hendes ellers så sorgløse og ubekymret liv en radikal drejning, også selvom, Mille aldrig har mærket noget til sygdommen siden, og medicin, ja den vælger hun benhårdt fra.
– Jeg synes, det er problematisk, hvis vi overgiver os til en diagnose og stoler blindt på den. Havde jeg gjort det, kunne jeg lige så godt have sendt bud efter kørestolen. Det er i høj grad en mental ting af få en diagnose, selv om den handler om en fysisk lidelse. Det var et enormt ansvar at sige nej til medicinen udelukkende baseret på min mavefornemmelse, men den sagde til mig, at det var helt galt at sidde der og stikke mig i låret med medikamenter.
– Lægerne fortalte mig ellers, at medicinen kunne tage 33 pct. af de attaks, der eventuelt måtte komme. De fortalte mig også, at den kunne give mig en lang række bivirkninger. I vores quickfix-samfund går vi til lægen og siger, ”jeg er syg, men det har jeg ikke tid til, så stik mig en pille, jeg skal på arbejde nu”. Det er bare uholdbart på længere sigt. Så min opfordring er, tænk dig om, få en second opion og mærk efter, siger Mille Dinesen alvorligt og eftertænksomt.
Alvor og eftertænksomhed er ellers ikke lige de to første ord, der springer frem, når man siger Mille Dinesen. Og det er slet ikke sådan, vi kender hende fra tv eller filmlærredet. Her kender vi hende enten som den hårdkogte Rita i tv-serien af samme navn eller som den komiske og
kiksede Nynne. Mille Dinesen har altid været den stærke og sjove. En rolle, hun tog på sig allerede som barn. Men den alvorlige diagnose forstyrrer facaden og den tillærte adfærd. Med den opstår frygten for, at folk skulle se noget andet end styrke og humor. En tanke, Mille slet ikke kunne holde ud.
– Jeg fik et endnu større behov for at virke perfekt, fordi jeg havde den diagnose. Intet ved mig og min fremtræden måtte kunne give folk anledning til at sige, ”nårh ,men er det ikke også noget med, at du er syg”?
Sidste år fik Danmark lov til at se en mere privat side af den folkekære skuespiller, mens hun dansede sig til en andenplads i Vild med Dans bare som sig selv uden en rolle eller replikker at læne sig op ad. Det med at være sig selv, vise sårbarhed og usikkerhed har diagnosen hjulpet hende med.
– Jeg har hele mit liv brugt kræfter på at gemme mig bag en facade af styrke og glæde, selv om jeg også var sårbar og ked af det. Diagnosen passede slet ikke ind i mit selvbillede, så de første mange år prøvede jeg at signalere: Alt er ok udadtil. Men det var det langt fra.
Mille søgte blandt andet hjælp hos en psykoterapeut til at håndtere svære tanker og genvinde håbet og livslysten. I et brev til sklerosen, i en tale, hun holder i 2007 til Skleroseforeningens 50-årsjubilæumfest, får hun sagt præcist, hvordan det for hende handler om ikke at lade diagnosen fylde det hele eller blive hendes identitet:
“Jeg lever sammen med dig, men jeg elsker dig ikke, og selvom det er dig og mig til døden os skiller, skal du ikke forhindre mig i at have en lang affære med livet. Du er en tankestreg, ikke et punktum i mit liv”.
– Jeg vil klart stadig helst være foruden den diagnose, men jeg har indset, at den har givet mig mulighed for personlig vækst, og den har gjort mig stærkere og mere bevidst. Så hvis jeg absolut skal få noget godt ud af det, har oplevelsen lært mig, at det vigtigste er, at man må tage livet på sig, også når det viser sig fra sin dårlige side.
Og det er præcis, hvad Mille Dinesen gør, efter hun har sundet sig. Med kroppen som sit eget laboratorie takker hun nej til den stærke medicin med de mange mulige bivirkninger og kaster sig over at finde sine egne måder at genfinde og bevare en sund balance på.
Hun går amok i sundhed og eksperimenterer med utallige alternative behandlingsformer lige fra hypnose, hvidløgskure til C-vitamin indsprøjtninger og tarmskylninger.
I en periode tager sundhedstrippet overhånd, Mille bliver fanatisk, men hun finder tilbage til en balanceret sundhed, og i dag holder hun fast i Body SDS-behandlinger, meditation, træning, kost og psykoterapi som grundpiller i, hvad der er et sundt og glad liv for hende.
Netop det med at mærke efter og selv finde løsninger også i det alternative, beskriver hun i sin bog ”Min egen vej – Inspiration til et sundt liv i balance”. Den er ment som inspiration til andre, der får en alvorlig sygdom ind på livet, og som også har det bedst med at tage sagen i egen hånd.
– Før diagnosen stoppede jeg slet ikke op, jeg smed altid alt, hvad jeg havde i hænderne, hoppede ombord på lyntoget uden at se mig ikke til siderne, og jeg lyttede ikke til min krop. Kroppen havde netop talt til mig igennem længere tid med advarselssignaler, inden jeg fik min diagnose.
– Sommeren inden jeg vågnede med mit første og eneste attak, slog jeg ud i hele ansigtet med betændelse i hver eneste pore. Nu lytter jeg. Mit arbejdsliv gør, at jeg i perioder har sindssygt travlt, men så sørger jeg for at holde fri bagefter. Jeg kan holde til det hæsblæsende, når bare jeg planlægger, at efter det her arbejdslæs holder jeg altså fri i to måneder.
Der er helt sikkert sket en udvikling i løbet af de 16 år. Fra at frygte et anfald til at kunne sænke skuldrene og finde ro i tanken om, at der endnu ikke har været et anfald siden 2001. Angsten fylder slet ikke så meget, som den har fyldt. Men der er aldrig nogen eller noget, der kan tage diagnosen fra Mille igen.
– Jeg mener, at vi alle sammen har noget, vi kæmper med i livet. Hos mig er det en alvorlig diagnose, men det kunne være alt muligt andet. De første mange år bandede jeg den langt væk, og jeg idealiserede forestillingen om, hvordan mit liv ville være så meget bedre uden.
– Men den har lært mig at blive bevidst om at skabe balance, huske at tage den med ro ind imellem og acceptere, at vi ikke kan styre alting. Så diagnosen har givet mig en kæmpe indsigt i, hvordan jeg skal tackle livet og tackle mig selv.
Kort om Mille:
|