Kroniske smerter – en udfordring for både patienter og læger

De fleste patienter ved det nok ikke, men de praktiserende læger i Danmark samles i deres fritid, for at arbejde med bedre kvalitet i behandlingen for deres patienter.

Lægerne mødes normalt 3-4 gange om året i klynger, der normalt er organiseret lokalt omkring en kommune eller dele af en kommune.

For at understøtte arbejdet i klyngerne, sendes forud for møderne en podcast ud til klyngens medlemmer. Vi sidder og laver en af disse podcast, og det plejer at være ret hyggeligt, men denne gang er det mere alvorligt. Vi skal lave en podcast om kroniske smerter.

Sundhedsstyrelsen har lavet en klar vejledning og Styrelsen for patientsikkerhed overvåger de praktiserende lægers ordinationsmønster, for at sikre at vejledningen følges. Det er jo meget godt, lige indtil vi sidder overfor hinanden i konsultationen, og min patient oplever, at jeg ikke vil hjælpe hende.

Hvis der er tale om kroniske smerter, der ikke forårsages af kræft, bør smertestillende medicin, som udgangspunkt, ikke gives fast.

Morfin er vanedannende og har mange bivirkninger som svimmelhed, hård mave og konfusion. Gigtmedicin som ibuprofen give øget risiko for mavesår og træthed, og paracetamol giver risiko for kronisk hovedpine. Virkeligheden er bare, at der er patienter, der oplever ikke at få den hjælp, de har brug for, hvis vi altid følger vejledningen.

En af mine patienters søn ringer for at tale med mig om sin mor. Hun er begyndt at drikke 3-4 øl hver dag for at holde smerterne ud.

Når han taler med sin mor om det, forklarer hun, at det er fordi, jeg ikke vil give hende smertestillende medicin. Hun er opereret for discusprolaps i lænderyggen flere gange og har kroniske smerter i lænden. Vi har forsøgt forskellige typer af behandling uden effekt. Jeg har ligeledes henvist hende til smertecenter, hvor hun heller ikke oplever at have fået hjælp. Nu vil hendes søn gerne aftale en konsultation, hvor vi sammen kan tale om, hvordan vi kommer videre. Det aftaler vi.

Da vi laver podcast om kroniske smerter, har jeg min patient i baghovedet. Vi taler om behandlingsvejledningen, men også om hvor svært det er for både patienter og læger, når det handler om kroniske smerter. Det er svært at finde en god løsning.

Jeg sidder som læge ofte med følelsen af, at jeg enten skal overskride mine egne faglige grænser og imødekomme patientens ønsker eller efterlade patienten i en vanskelig situation, hvor vedkommende oplever ikke at få hjælp.

Det kan, i de værste tilfælde, opleves som en kamp mellem læge og patient, hvor patienten efterlades med en følelse af hverken at blive hjulpet med sine smerter eller blive forstået af lægen.

Jeg mødes med min patient og hendes søn, efter vi har lavet podcast. Vi har aftalt en konsultation sidst på dagen, hvor vi har lidt bedre tid. I stedet for at tale om behandlingsvejledningen og rammerne for ordination, taler vi om, hvordan hun har det. Jeg fortæller, at jeg godt kan forstå, hvor svært det er for hende at holde smerterne ud og forklarede samtidig, hvorfor det er vanskeligt for mig som hendes læge at hjælpe hende med fast smertestillende medicin.

Vi blev enige om et fælles realistisk mål for behandlingen: at hun ikke skal have smerter i hvile. Samtidig aftalte vi, at vi sammen skal arbejde på, hvordan hun kan få mest mulig livskvalitet på trods af sine smerter.

Inden hun forlader konsultationen, aftaler vi at ses om en måned for at følge op på planen.

Jeg føler ikke, at min grænse er blevet overskredet, men at vi i stedet har fundet en fælles og acceptabel vej for os begge. Hun nikkede på vej ud af konsultationen til sin søn med ordene: Nu tror jeg godt, vi kan skrue lidt ned for ølforbruget. Hun smiler lidt og lukker døren bag sig.