Kunsten at være i øjenhøjde med andre

Læs dette nummers udgave af Hjernesmart med sociolog Anette Prehn.

En af familiens gode venner er læge. For nylig – til et selskab – blev hun spurgt af en af de andre gæster: ”Hvad arbejder du med?” ”Jeg er ansat i en kommune”, svarede lægen, hvorefter hun fortalte, at hun hjalp mennesker med alkoholmisbrug.

Jeg har kendt kvinden i årevis men ikke hørt hende præsentere sig for andre før. Hendes stille, ydmyge tilgang imponerede mig. Det ville være så let som ingenting at præsentere sig som ”jeg er læge” med den stråleglans, det kan give over for andre mennesker. Den imponanceeffekt. Den interessevækker. Den sociale status. Men nej, hun gjorde sig i stedet lige med alle de andre gode mennesker, der arbejder i en kommune og gør deres bedste for at løse de opgaver, de har der.

Hjernen er særdeles følsom over for status: Hvor er jeg placeret i det sociale hierarki? Er jeg god/klog/vellidt nok? Risikerer jeg nu at tabe ansigt?

I nogle lande er der store statusforskelle. For eksempel er det almindeligt kendt i England, hvor jeg har boet tidligere, at mange mennesker lynhurtigt indplacerer andre i et socialt hierarki, der rangerer fra ”working class” til ”upper class”. ”Bare kig på skoene og uret”, som en politibetjent, der blev oplært i London, fik at vide af sine overordnede. Underforstået: Dem, højt i hierarkiet – og sko og ur afslører dette – skal behandles med større respekt. Dette ligger faktisk også i hele omgangen i England. At gå i supermarkedet er en stor optræning i at sige ”sorry”. Når man kommer lidt i vejen for hinanden, rammer samme bane for indkøbsvognen, osv. Mennesker siger rigtig ofte ”undskyld”, og dem, der undskylder mest, er dem, der føler sig lavest i hierarkiet.

Professorerne Kate Pickett og Richard Wilkinson har studeret, hvorfor lighed er bedre for alle. Udover at dårligt helbred og vold er mere udbredt i ”bunden” end i ”toppen” af et samfund, konstaterer de også, at disse faktorer er endnu mere udbredte i samfund, hvor der er langt fra top til bund.

Taler vi helse, og det gør vi selvfølgelig i magasinet Helse, influeres også andre faktorer af ulighed: Andelen af mennesker, berørt af mental sygdom, teenagegraviditeter, fedme ligesom den sociale mobilitet hæmmes, når uligheden er stor i et samfund.

Af mange grunde kan vi være taknemmelige for, at vi lever i et samfund, hvor vi i materiel og kulturel forstand er mere i øjenhøjde end så mange andre steder. Og hvor statustrusler ikke er noget, vi konstant konfronteres med. Her kan tilliden mellem mennesker bedre trives.

Når jeg afholder kurser, og det gør jeg tit, har jeg pensioneret de traditionelle navnerunder, hvor folk siger, hvad de hedder, og hvad de laver foran alle andre. Dette har flere årsager, men én af de mest centrale er, at jeg ikke ønsker at lede et rum, hvor folk fra start har puttet hinanden i bås. Hvor chefen med 20.000 eller 200 under sig bliver givet status i rummet, mens ham, der er ny medarbejder eller ledig for tiden, føler sig lille og dum til sammenligning.

Aktivitet i hjernens alarmklokke, amygdala, hæmmer vores læringsevne, og er der noget, der kan trigge amygdala, så er det følelsen af, at andre er ”over” os, og at vi har trukket det korteste strå socialt. Jeg ønsker at skabe et rum, hvor mennesker mødes i øjenhøjde i al deres vidunderlige forskellighed. Hvor de møder hinanden med tillid, nysgerrighed og respekt.

Og ja, jeg er glad for at have opdaget, at min ven, som jeg omtalte i begyndelsen af klummen, lader til at dele den værdi med mig: At præsentere sig som et menneske med en sag og en god vilje. Ikke med alle de imponancevækkende og distanceskabende meritter først.