Når du tager medicin mod psykiske lidelser, kan det påvirke din produktion af spyt. Mangel på spyt kan give dig en fornemmelse af, at det er svært at synke og tale, og at din mad ikke smager, som den plejer. En tør mund kan give ømme, sarte og irriterede slimhinder, og der kan opstå revner og sår. Med tiden kan det ske, at produktionen af spyt normaliseres, når din krop har vænnet sig til medicinen.
I Dansk Tandplejerforening finder formand Elisabeth Gregersen det relevant at oplyse brugere af psykofarmaka om, at lægemidlerne kan påvirke produktionen af spyt og give tør mund – ikke mindst i lyset af, at næsten 420.000 danskere bruger antidepressive lægemidler (kilde: medstat.dk.)
-Selv om psykofarmaka er så udbredt, er det stadig et område, som vi godt kunne tale mere åbent omkring – ikke mindst i relation til problemer med mundtørhed og bevarelse af tandsundheden, påpeger Elisabeth Gregersen.
Din tandplejer kan måle, hvor meget spyt du har i munden, og følgende spørgsmål kan også være med til at afklare, om du mangler spyt:
• Føles din mund tør om natten, når du vågner eller på andre tidspunkter?
• Er det nødvendigt, at du drikker vand ved indtagelse af tørre fødeemner?
• Har du problemer med at synke maden?
• Tygger du tyggegummi dagligt for at mindske tørheden i munden?
• Spiser du bolsjer eller pastiller dagligt for at lindre tørheden i munden?
Når vi tygger vores mad, blandes maden med spyt, som gør det muligt at synke maden. Spyt indeholder enzymer, der starter fordøjelsen af vores mad, så vi kan optage næringsstoffer og få energi til kroppen. Spyttet neutraliserer syrligheden i det, vi spiser og drikker. Spyttet fugter også vores mund, så vi kan tale og synke, og hjælper med at holde vores tænder rene ved at skylle tænderne fri for madrester. Uden spyt klistrer maden til tænderne og øger risikoen for tandkødsbetændelse og huller i tænderne.
Ifølge Elisabeth Gregersen behøver den tørre mund dog ikke at forårsage tandsygdomme, men det kræver, at du er grundig med den daglige mundhygiejne. Desuden findes forskellige hjælpemidler, der kan lindre din mundtørhed og gøre den daglige pleje nemmere. På apoteket og i større dagligvarebutikker kan du f.eks købe sugetabletter, tyggegummi og vingummi uden sukker, spray, geler og mundskyl, der erstatter og stimulerer dannelsen af spyt.
-Brug f.eks. spray om dagen og gel om natten. Gelen holder længere på fugten, da den lægger sig som en beskyttende hinde på mundens slimhinder. Mange oplever også en god effekt ved at fugte munden med vand i en forstøver inden brug af disse produkter, forklarer Elisabeth Gregersen.
• Begrænse dit forbrug af mad og drikke med sukker og syre
• Drikke vand i stedet for saft og sodavand
• Sørge for god mundhygiejne hver dag
• Børste tænderne systematisk med små gnubbende bevægelser, vær også omhyggelig i overgangen mellem tænder og tandkød – brug en blød tandbørste
• Bruge en mild tandpasta med fluor (mindst 1.400 ppm)
• Undlade at skylle munden efter tandbørstning, så du får gavn af fluortandpastaens forebyggende effekt på huller
• Bruge små børster til mellemrummene (”flaskerensere”)
• Gå jævnligt til tandeftersyn for at forebygge og behandle sygdomme i tænderne
På www.dinmund.dk kan du læse mere om mundtørhed og hente gode råd til din daglige pleje af tænder og mund.
Fakta 1
Ifølge Psykiatrifonden er forbruget af nyere antidepressiva og centralstimulerende medicin (ADHD-medicin) steget markant. Det skyldes både, at en større andel i den danske befolkning får medicin, og at medicinen anvendes over en længere periode. Desuden er der en større opmærksomhed på psykiske lidelser og medicin som behandling.
Andre undersøgelser viser, at ca. 20% af den voksne befolkning er generet er mundtørhed, og at 30-40% i aldersgruppen over 65 år lider af mundtørhed. Faktisk kan mere end 1.800 markedsførte lægemidler fra 80 forskellige terapeutiske lægemiddelgrupper forårsage mundtørhed, herunder antidepressiva.
Fakta 2
’Dine tænder – når du bruger psykofarmaka’ er en pjece rettet mod brugere af psykofarmaka, herunder medicin mod depression, angst, uro, søvnproblemer, tvangstanker m.v. Pjecen indeholder råd og vejledning om, hvad man kan gøre for at holde sine tænder sunde og lindre symptomer i forbindelse med brug af medicin. Pjecen kan rekvireres gratis hos Dansk Tandplejerforening, info@danksktp.dk eller downloades fra www.dinmund.dk.
___________
Ifølge Psykiatrifonden er forbruget af nyere antidepressiva og centralstimulerende medicin (ADHD-medicin) steget markant. Det skyldes både, at en større andel i den danske befolkning får medicin, og at medicinen anvendes over en længere periode. Desuden er der en større opmærksomhed på psykiske lidelser og medicin som behandling.
Andre undersøgelser viser, at ca. 20 pct. af den voksne befolkning er generet er mundtørhed, og at 30-40 pct. i aldersgruppen over 65 år lider af mundtørhed. Faktisk kan mere end 1.800 markedsførte lægemidler fra 80 forskellige terapeutiske lægemiddelgrupper forårsage mundtørhed, herunder antidepressiva.
’Dine tænder – når du bruger psykofarmaka’ er en pjece rettet mod brugere af psykofarmaka, herunder medicin mod depression, angst, uro, søvnproblemer, tvangstanker m.v. Pjecen indeholder råd og vejledning om, hvad man kan gøre for at holde sine tænder sunde og lindre symptomer i forbindelse med brug af medicin. Pjecen kan rekvireres gratis hos Dansk Tandplejerforening, info@danksktp.dk eller downloades fra www.dinmund.dk.