Lægernes hjertesag

Et hurtigt blik på debatterne i sundhedsvæsnet kan næsten give indtryk af, at intet har ændret sig de seneste 60 år. Manglende økonomi til at tilbyde den optimale behandling og byggerier af nye sygehuse, kan synes at være en universel problemstilling, men kigger vi lidt grundigere efter, så er det imponerende, hvad der faktisk er sket.

Tilbage i 1955 var der et opbrud i gang i lægeverdenen. Den gang som i dag var det især opførelsen af de nye sygehuse, som satte dagsordenen – og lige som i dag pressede de nye muligheder for behandling politikerne på økonomien. De nye amtssygehuse var under opbygning, og man gik fra at have to specialer – kirurgi og medicin – til også at have anæstesi og røntgen som lægefaglige specialer, men stadig var det mest almindelige at være den næsten altfavnende familielæge. I dag er der utallige lægefaglige specialer og der kommer hele tiden nye til i takt med, at lægerne får mere viden om de enkelte sygdomme, diagnosticeringsmuligheder og behandlinger.

Overlæge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, fik sin lægeautorisation i 1972, og han har et fint billede på den udvikling, der har fundet sted:

– Min mor er også læge, og da hun blev færdig med sin uddannelse i 1940, havde hun 25 duplikerede sider om vira og virussygdomme. Det var omtrent alt, hvad man vidste på det tidspunkt. Da jeg blev færdig i 1972, hvad vi en bog på flere hundrede sider. Og, mens vi i 1972 havde ret korte tekstafsnit om for eksempel immunologi og hæmatologi, er der i dag en kolossal viden i bredde og dybde.

Den udvikling har fundet sted inden for mange dele af lægegerningen, og det er ikke kun ny viden, som fylder, men også de mange muligheder som teknologien giver i dag.

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for Læger og forfatter til flere historiske bøger om lægegerningen blandt andet bøgerne Ve og Velfærd, Smitstof og Dødens Teater. Han har også lagt mærke til den udvikling:

– I de seneste 60 år er lægefaget kun blevet mere kompliceret og specialiseret, og i dag kan en læge i mange tilfælde slet ikke rumme den kompleksitet, som påvirker patienter og deres sygdomme, så man i stedet for at blive behandlet af én læge i dag bliver behandlet af et team af specialister, som også kan bestå af fysioterapeuter og andre faggrupper.

Man skal se alt

Skannere, måleapparater, teknikker til at analysere blodprøver er bare nogle af de teknologier, som er blevet forfinet gennem de seneste 60 år, og det har gjort lægerne i stand til at identificere sygdomme mere præcist, men det har også betydet, at nogle taler om, at patienter i dag bliver reduceret til deres sygdomme, symptomer eller organer i stedet for at være hele mennesker.

– Nogle mener, at det er derfor, så mange søger de alternative behandlinger, men det har jeg nu svært ved at se. Her bliver man også ofte reduceret til sine symptomer og alt bliver set som en ubalance eller resultatet af ens kost. Jeg tror, at det handler om, at vi som læger skal se alt. Selv om en patient bliver indlagt på grund af nyresten, så skal vi også opdage hans lungeproblem og forstå, hvordan sygdommene påvirker hans hverdag, forklarer Ole Hartling.

Han taler om, at lægerne i dag skal have Argos’ øje med henvisning til den græske mytologi med uhyret med de hundrede øjne, som så alt. Det betyder også, at lægerne skal være dygtige til at prioritere mellem de forskellige problemstillinger, for hvad er det, som generer patienten mest, og hvad er det, der truer sundheden mest?

– Tidligere så lægen på patienten med det, vi kalder ”det kliniske blik”. I dag ser vi på en hel population, som det hedder, med en fordelingskurve over data. Vi undersøger og behandler patienter ud fra en sandsynlighed for, at de er syge. Hvis man har et forhøjet kolesteroltal eller blodtryk, bliver man sat i behandling for at forhindre, at man udvikler blodpropper. Et forhøjet kolesteroltal er ikke noget, patienterne kan mærke, de føler sig ikke syge, men vi kan fortælle dem, at det er de, og vi kan også behandle det medicinsk. Sygdom og lidelse er blevet adskilt, siger Ole Hartling, som heller ikke er udelt begejstret for mange de screeningsprogrammer for voksne, som bliver gennemført i disse år. Han mener simpelthen ikke, at de har nogen væsentlig berettigelse. En beskeden gevinst ved screeningerne må sammenholdes med, at de sygeliggør og udsætter raske mennesker for overdiagnostik og overbehandling.

– I 1955 kom man til lægen, hvis der var noget galt, i dag kommer sundhedsvæsnet i stigende grad til patienterne og spørger, om de ikke skal screenes for at se, om der mon er noget galt. I dag bliver man oftere og oftere undersøgt ud fra sandsynligheden for, at man kan være syg og ikke på baggrund af de symptomer, patienterne oplever, siger Ole Hartling.

Sejren og nederlaget

Antibiotika, omfattende vaccinationsprogrammer, MR-skannere, laser-operationer. Der er sket meget med sundheden, men hvad er højdepunktet?

– Det er svært at fremhæve et højdepunkt fra de seneste 60 år, for der er så uendeligt mange af skelne mellem. Udviklingen af behandlingen af hjertepatienter er næsten ikke til at komme uden om, men også dialyseapparater til behandling af nyrepatienter, udviklingen af medicin, neurologien, onkologien … der er masser af milepæle.

Heller ikke Klaus Larsen kan udvælge sig ét højdepunkt. Han er enig med Ole Hartling i at behandlingen af hjertepatienterne er revolutioneret, og bygger videre på hans liste:

– Det er meget imponerende, hvad der er sket med billeddiagnosticeringen med de nye 3-D skanninger og robotkirurgi, som betyder, at man ikke behøver at åbne hele thorax (brystkassen, red.) for at operere i hjerte og lunger.

Men fremgangen er ikke uden problemer. Et af problemerne er prioritering af ressourcerne – jo flere tilstande, man kan behandle, jo flere patienter.

– Sygdomme er blevet noget, man lige går hen og får fikset. I dag kan man behandle sig ud af det meste, og så kan man glemme, at nogle sygdomme er alvorlige. Som nu hvor vi ser udbrud af mæslinger i Tyskland. Der er i dag forældre, som ikke lader deres børn vaccinere, fordi de ikke ved, hvor farlige sygdommene er. Selv i dag kan vi ikke behandle mæslinger, man kan bare håbe det bedste for de smittede, siger Klaus Larsen.

Ole Hartling er enig. Ole Hartling er kritisk over for dele af sundhedsvæsnets udvikling, men han har ikke løsningen på problemet.

– Det er fantastisk, alt det vi kan i dag, men sejren har nederlaget i sig. Det bliver i den grad en falliterklæring, når vi ikke kan hjælpe. Magtesløsheden bliver sat i relief – den bliver mere tydelig. Og magtesløsheden er næsten ikke til at bære mere for hverken læger eller patienter, som i stigende grad handler i frygt for at fejle. I dag er patienterne bange for at leve ”forkert”, for så er de selv skyld i deres sygdomme, og lægerne er bange for at overse noget, som på sigt kan udvikle sig, så de behandler flere og flere uden vi helt ved, om det har den ønskede effekt.