Laks med spidskål og kartofler

Foto: Iben Kaufmann og Line Falck

Har du husket at få fisk i denne uge? Ellers er der laks på menuen i denne hverdagsopskrift.

Det skal du bruge:

1 kg kartofler

1 tsk. groft salt

500 g laksefilet skåret i 4 stykker

½ tsk. groft salt

Peber

20 g frisk dild

5 spsk. friskost maksimalt 11 % fedt

Spidskål i tomatsalsa:

½ spidskål, ca. 300 g renset vægt

4 tomater eller 16 cherrytomater

4 forårsløg

1 tsk. hakket jalapeno chili fra glas

½ tsk. groft salt

Saften af 1 lime

1 tsk. olie, eksempelvis olivenolie

Sådan gør du:

Kog kartoflerne møre i rigeligt vand med 1 tsk. salt. Læg fisken på bagepapir og krydr med salt og peber. Stil fisken i ovnen 10-15 minutter ved 225 grader på anden øverste ovnribbe. Hak dilden fint og vend med flødeost og peber. Brug flødeostedip til kartoflerne. Snit spidskålen fint. Kom spidskålen i koldt vand for at trække sprødhed. Skær tomaterne i mindre stykker. Snit forårsløgene. Hak chili. Bland tomatstykker, forårsløg, chili, ½ tsk. salt, limesaft og olivenolie. Afdryp kålen og vend den i. Lad gerne grøntsagerne trække 5-10 minutter.

 

Tip

Er du til stærk mad, så hak flere chili i salaten. Du kan erstatte laks med frisk eller røget makrel. En hel frisk makrel skal have 20 minutter i ovnen ved 225 grader. Røget makrel kan spises kold eller lunet i ovn i 10 minutter.

 

Ugeplan – sådan lever du sundere med kostrådene

På hjemmesiden altomkost.dk har Fødevarestyrelsen offentliggjort en lang række opskrifter og publikationer, som kan inspirere til en sundere hverdag. Opskrifterne her passer til en familie på fire og er alle fra publikationen Ugeplan – sådan lever du sundere med kostrådene, som kan hentes gratis på hjemmesiden. Og alle opskrifter er selvfølgelig nøglehulsmærkede.