Lasse Boesen har uhelbredelig gigt: Man glemmer hurtigt, når det går godt igen

Da elite-håndboldspilleren Lasse Boesen fik konstateret sig gigt-sygdom, morbus Bechterew, kunne han hverken stave eller udtale navnet. Nu lever han et liv stort set som før – takket være effektiv medicin.

Da HELSE møder Lasse Boesen på gangene på Kolding Sygehus, er det nøjagtigt et år siden, at hans rygsmerter blev til et problem, som han ikke længere kunne ignorere. I bagklogskabens ulideligt klare lys kan han godt se, at problemerne har været der meget længere, men de var så små, at han ikke tænkte videre over det. Men for et år siden tog smerterne til.

Som aktiv sportsmand har Lasse Boesen haft mange smerter i sit liv. Skader, overbelastninger og brækkede lemmer. Det er ikke noget Lasse Boesen tillægger stor betydning. Men smerterne i ryggen var anderledes. De overskyggede fuldstændig for alt andet, og selv om han fik massage, spiste gigtpiller og almindelig smertestillende medicin, kunne de ikke overdøves.

– I slutningen af februar skulle jeg med KIF Kolding København-holdet til Polen og spille en Champions League kamp. Der blev det helt galt ombord på flyet. Det gjorde simpelthen så ondt, at jeg ikke kunne sidde stille, siger Lasse Boesen. Mens kampen mod det polske hold endte med en sejr til danskerne, så var kampen mod smerterne først lige begyndt for Lasse Boesen. Efter hjemkomsten til Danmark måtte han se i øjnene, at han ikke kunne træne sammen med holdet mere.

Angst og smerter

Efter hjemkomsten til Danmark gik Lasse Boesen for første gang til sin læge med smerterne, som ikke kunne gøre andet, end at henvise ham videre til hospitalets specialister. Den periode, der fulgte, var præget af smerter og angst. Siddende på hospitalets lange gange, kan han næste ikke genkalde sig perioden. Tiden står hen i en tåge af smerte, medicin, angst og en uendelig søvnmangel.

– Hvis du spørger min kone, så tror jeg, at hun vil sige, at jeg forandrede mig meget. Jeg er almindeligvis meget social og udadvendt, men i den periode trak jeg mig ind i mig selv. Selv om jeg fik stærk smertestillende medicin, kunne jeg ikke sove om natten. Det blev mere og mere almindeligt, at jeg tog en sjus om aftenen, for at få kunne sove. Jeg tror ikke, at jeg sov mere end fire timer på noget tidspunkt i de måneder. Alene det, påvirker jo en meget. Jeg gik rundt i en døs med smerter uden at kunne sove.

Selv om behovet for søvn blev større og større for hver dag, så var sengen næsten det værste sted for Lasse Boesen at opholde sig.

– Normalt, når jeg vågner om morgenen, så vil jeg gerne lige ligge lidt og komme til mig selv, men i den periode væltede jeg nærmest ud af sengen med det samme. Smerterne var uudholdelige.

Udover smerterne så var det også en periode, der var præget af angst. Uvisheden om årsagerne til smerterne bekymrede både Lasse Boesen og familien.

– I den periode, hvor jeg fik mine smerter, mistede jeg en af mine nære kolleger i klubben. Han fik konstateret en uhelbredelig og galoperende kræft og døde inden for få måneder. Jeg kunne ikke lade være med at være bange for, at det var noget lige så alvorligt, der var årsagen til mine smerter.

Befriende at få en diagnose

Lasse Boesen er far til Pelle på ti år og Tilde på syv år og ægtemand til Lene, så tanken om, at dette nu kunne betyde enden på det hele, betød, at Lasse Boesen ikke blev specielt nedslået eller forskrækket over at få diagnosen morbus Bechterew.

– Det var egentligt lidt befriende at få en forklaring på, hvorfor jeg havde det så dårligt. Det værste havde næsten været ikke at kunne få en diagnose, jeg kunne forholde mig til, fortæller Lasse Boesen og fortsætter:

– Da jeg hørte navnet morbus Bechterew anede jeg ikke, hvad det betød. Jeg kunne hverken stave eller udtale det, men jeg kunne jo forstå, at det ikke var kræft.

Så efter at have hørt fra lægen, at morbus Bechterew formentligt var årsagen, satte Lasse Boesen sig til computeren.

– Jeg søgte på internettet. Det skal man aldrig gøre. Der står alt det, man ikke vil høre, og de værst tænkelige udfald.

Det var først efter at have fået afkræftet sine værste anelser og en diagnose at forholde sig til, at Lasse Boesen begyndte at overveje, hvad det kunne komme til at betyde for resten af hans liv.

– Det var egentligt ikke så meget tanken om, at jeg ikke kunne spille håndbold mere. Det ville jeg være ked af, men det er jo ikke noget i forhold til kræft. Men hvad hvis jeg ikke kunne være fysisk aktiv mere. Jeg har altid været fysisk aktiv. Tænk hvis jeg kom til at sidde i en kørestol resten af mit liv? Det ved jeg slet ikke, hvordan jeg ville klare.

Heldigvis bød virkeligheden ikke på så store ændringer for Lasse Boesen, så det slap han for at forholde sig til.

Træning blev til lindring

Mens de mest akutte smerter stod på, var det ikke muligt for Lasse Boesen at gennemføre sin træning, men i løbet af april aftog smerterne en lille smule, og Lasse Boesen oplevede, at bevægelse kunne lindre.

– Jeg kunne stadig ikke sove om natten, og jeg kunne heller ikke holde ud at være i ro. Der var en masse ting, som jeg ikke kunne. Jeg kunne næsten ikke gå, og jeg kunne slet, slet ikke løbe, men jeg fandt ud af, at jeg godt kunne styrketræne, og jeg kunne også cykle. Når jeg ikke kunne finde ro for smerterne om aftenen, kunne jeg finde på at tage i træningscenteret klokken 22. Efter halvanden times træning var det som om, at det hjalp så meget, at jeg kunne sove et par timer. Så stod jeg måske op igen klokken 4 om morgenen og cyklede et par timer.

Den adfærd er ikke usædvanlig for morbus Bechterew-patienter.

– Lægen fortalte, at mange patienter mener, at de har det bedst efter at have spillet fodbold i halvanden time. Motion er også med til at holde sygdommen nede.

Lægens formodning om mulig diagnose holdt stik, og efter at have fået bekræftet den og været hos specialist på hospitalet, fik han udleveret en kur med gigtmedicin. Det var nødvendigt at tage medicinen i tre måneder, inden det var muligt at afgøre, om det var den rigtige løsning for ham. Det var det desværre ikke, så de tre måneder kom til at føles som ventetid på at få den ”rigtige” medicin.

– I dag får jeg biologisk medicin. Efter tre dage kunne jeg lige pludselig sove syv timer i træk. Det var en fantastisk morgen, siger Lasse Boesen, som er klar over, at den biologiske medicin ikke er lige så gennemprøvet, som det første præparat, men han er villig til at tage chancen.

– Man ved ikke rigtig, hvordan medicinen virker på sigt, men jeg vil hellere have nogle gode år end flere år, hvor man kun kører på halv kraft.

Bekymrer sig ikke

Morbus Bechterew er i dag en uhelbredelig sygdom, og det er meget forskelligt, hvor hårdt man bliver ramt og hvordan den udvikler sig, så på mange måder er fremtiden usikker for Lasse Boesen, men det er ikke noget, der holder ham vågen om natten.

– I dag har jeg det rigtig godt. Jeg har ikke mere ondt, end jeg havde inden smerterne brød ud. Måske er det faktisk lidt bedre, for jeg har, så længe jeg kan huske, haft ondt i ryggen, men det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Måske tænker jeg også lidt mere over at spise noget, kroppen har let ved at fordøje, men ellers har jeg ikke ændret noget, siger Lasse Boesen.

I stedet for at bruge sin tid på at tænke på, hvad der kan gå galt, så bruger han den på at skabe resultater både på og uden for banen.

– Nogle gange tænker jeg faktisk, at det er en fordel, for jeg bliver nødt til at holde mig i gang – også når jeg ikke længere skal spille håndbold på eliteplan.

Umiddelbart er der heller ikke udsigt til at Lasse Boesen går i stå. Ved siden af håndbolden driver han tre virksomheder. Sammen med sin hustru, Lene, har han virksomheden Black Lily, der sælger tøj og accessories. Derudover har han arbejdet med at udvikle et koncept for boldspil, som kan være med til at nære børns selvtillid og mentale udvikling. Konceptet går under navnet HAND THE BALL og bliver lige nu brugt i nogle af de fattigste områder i Kenya, Afrika, hvor han arbejder på at gøre projektet bæredygtigt, så landet ikke skal være afhængig af at få hjælp udefra, for at få det til at lykkes.