Laura Bach: Vi er det større

Skuespilleren Laura Bach tror på noget større. Det større i mennesket. “Vi taler altid om at tro på noget større, men det større er i os selv. Vi har bare begrænset os selv helt vildt. Mennesket kan udrette de vildeste ting”, siger hun eftertrykkeligt.

Helse møder den snart biografaktuelle Laura Bach i et kontor på Frederiksberg. Gennem det åbne, øverste vindue i dannebrogsfaget brager lyden af Metrobyggeriet på Frederiksberg Allé ind.

Laura Bach kan i efteråret genses som vicekriminalkommissær Katrine Ries Jensen i biografer landet over i “Den som dræber – Fortidens Skygge”. Filmen er en selvstændig fortælling og udløber af TV2-serien, “Den som dræber”, der løb over skærmene i det  tidlige forår.

Hun ligner naturligvis sin rolle, men der er alligevel ikke så meget af vicekriminalkommissæren Katrine over den vævre, smilende og smukke kvinde, der træder ind af døren. Katrine Ries Jensen i TV-serien virker indebrændt, traumatiseret og ordknap, men  Laura Bach udstråler sprudlende overskud og nærvær. De blå øjne smiler om kap med resten af kroppen, og hun er resolut oppe at balancere på sofaens armlæn, da undertegnede udtrykker bekymring for, om støjen fra Metrobyggeriet vil overdøve Laura på  diktafonoptagelsen. Vinduet glider i, så støjen fra entreprenørmaskinerne og postyret på Frederiksberg Allé kommer mere på afstand.

Opfostret med selvværd

Man kunne forvente en vis mængde af postyr i Laura Bachs liv, når hun nu med ét slag er blevet et kendt ansigt i hele landet.

Den grad af anonymitet, hun trods alt har kunnet leve under trods roller i andre store tv-dramaer, var pludselig væk. Men det er ikke noget, hun selv har bemærket. Hun har da hørt lidt hvisken i krogene, når hun har frekventeret Netto, men livet med mand og barn i Valby er ikke blevet forstyrret af succesen. Det kan i høj grad tilskrives Lauras egen håndtering af situationen. Det nye liv som et kendt ansigt har ikke skullet bruges til at dølge personlig usikkerhed, for hun er opfostret med et højt selvværd og en god  portion ukuelighed.

– Jeg har været rigtig, rigtig heldig med at få banket noget godt selvværd ind fra starten af min familie. Så jeg har en fornemmelse af, at uanset hvor mange afvisninger, jeg får, så er jeg god nok. Jeg må ikke komme til at sammenligne mig selv med mit  instrument; der er Laura Bach, og så er der skuespilleren Laura Bach. Det vil jo vælte sammen i en pærevælling hele tiden, men jeg tror, det er vigtigt at holde det adskilt, så man kan mærke en ro, uanset hvad der sker, siger hun.

Teaterhjem med højt til loftet

Laura Bach voksede op i Nærum i et hjem med højt til loftet. Faderen var instruktør og moderen var skuespiller – begge på Caféteatret. Hjemmet var et rigtigt teaterhjem; hvis der var en anledning, holdt man en fest.

– Så var der nogen, der stillede sig op og sang en sang, eller lavede noget andet. Jeg kan huske det der med at falde i søvn under klaveret. Jeg blev ret tidligt bekendt med det leben, der hører til teaterlivet, og jeg forstod hurtigt, at det var velkomment at  udtrykke sig kreativt og underholdende, erindrer hun med et smil.

Laura kan da heller ikke huske en bestemt begivenhed, der fostrede selve drømmen om en fremtid som skuespiller. Den kom af sig selv.

– Det var helt naturligt, tror jeg. Først lærte jeg at læse, og så fandt jeg ud af, at jeg skulle være skuespiller. Valget tog sig selv, siger hun.

Droppede gymnasiet

Da grundskolen var overstået, tog de fleste af Lauras kammerater videre i gymnasiet. Men ikke Laura. Hun ville ud og møde verden. For de fleste familier med børn i teenagealderen kan det lyde som et mareridt, når datteren på 17 vælger at droppe gymnasiet  til fordel for et usikkert liv i udlandet. Men ikke hos familien Bach. Laura husker ikke andet end gensidig tillid. Der var ingen kampe.

– Selvfølgelig satte vi os ned og talte om det. Men der var ingen modstand. Jeg er vokset op med det synspunkt, at hvis man virkelig føler for noget, at det er det, man vil, så skal det nok også være sådan. Det er klart, at det kan have nogle konsekvenser, og  det kræver nogle forældre, der kan bide sig selv i kinden for ikke at fortælle, at de ved bedre. Jeg er dybt taknemmelig for at have oplevet den tillid fra mine forældre, fordi det jo også har fået mig til at have en større selvtillid, siger Laura Bach. Friheden til at prøve sig selv af og opleve verden bragte Laura til Storbritannien, USA og Sydafrika. I udlandet plejede hun sin passion for skuespillet, og da hun var tilbage i Danmark, stod hun i en situation, hvor mange nok havde valgt at søge ind på en skuespiluddannelse. Men ikke Laura. Hun har aldrig haft det nemt med hverken institutioner eller konformitet.

– Der er ikke nødvendigvis noget galt med konformitet, men det er et problem, når den begrænser os. Jeg vil heller ikke sige, at der er noget galt med institutioner. Institutioner kan være gode nok. Men det er bare ikke sådan, jeg fungerer. Jeg passer ikke  ind. Jeg fungerer ikke sådan. Det var jo derfor, jeg valgte gymnasiet fra, og derfor jeg ikke søgte ind på skolerne, da jeg kom hjem. De fravalg har så haft nogle konsekvenser, jeg bare har måttet acceptere, siger hun.

Ingen eksamensangst

I stedet for at søge tilbage på skolebænken, kastede Laura sig over alle tillokkende skuespilopgaver – både de udfordrende og dem, der gav smør på brødet. Det blev til reklamefilm, teater i Århus og København samt biroller i tv-dramaer og siden spillefilm.  Livet som skuespiller er eksamen på eksamen; hvis man vil have job, må man rende til casting, præsentere sit bud på rollen og håbe, at det falder i instruktørens eller producentens smag. Det kan lyde som et liv, der kræver meget mod?

– Sådan ser jeg det jo overhovedet ikke. Jeg synes, det kræver mod at sidde bag en computer fra otte til fire. Bare tanken om et almindeligt lønmodtagerjob giver mig nærmest hjertekramper. Mod er en underlig størrelse. Jeg syntes, det var modigt at blive  mor. Men jeg synes ikke, at arbejdet som skuespiller kræver mod. Det er en masse eksaminer, men det er så heldigt, at jeg har det rigtig godt med eksamen. Jeg elsker at gå ind og fyre den af, griner Laura.

Hun er dog helt bevidst om, at livet som skuespiller ikke kun er en dans på roser. Mange skuespillere kan døje med dårligt selvværd, der ikke bliver bedre af et arbejdsliv, hvor man hele tiden måles og vejes. Laura tager sig god tid til at tænke, før hun svarer  på spørgsmålene omkring emnet.

– Vi ville lyve som mennesker, hvis vi sagde, at det ikke handler om anerkendelse. Det er jo det, vi alle går rundt og leder efter hele tiden. Der er en tilfredsstillelse i, at nogen kommer og siger, ‘det gjorde du godt’, uanset hvilket stykke arbejde du laver, og på samme måde gør det ondt, hvis man ikke slår til, pointerer Laura.

Hader sport og konkurrence

Selvom en casting til et teaterstykke eller en film af udenforstående kan opfattes som en talentkonkurrence, ser Laura Bach ikke sig selv som et konkurrencemenneske.

– Jeg hader sport. Jeg kan godt lide motion, men jeg hader det der med at have rundsave på albuerne, og hvor det hele gælder om at kæmpe for sejren. Når jeg går til casting handler det jo bare om, at jeg præsenterer min fortolkning af rollen, og hvis jeg er  heldig, rammer jeg noget, de gerne vil have, siger Laura.

Laura Bach har ofte ramt, hvad instruktørerne ledte efter. I 2004 spillede hun både med i “Cabaret” på det siden hedengangne Gladsaxe Teater og “Be-bob-a-lula” på Aarhus Teater. Efterfølgende blev det bl.a. til biroller i tv-dramaerne “Ørnen” og “Album” samt roller i spillefilmene “Himmerland”, “Grønne Hjerter” og “Sandheden om Mænd”. Nu gælder det spillefilmsversionen af “Den som Dræber”, der kommer i biograferne og anmeldernes spalter i løbet af efteråret. Anmelderne var ikke ovenud begejstrede for  tv-serien, men kritikken gik næsten udelukkende på mængden af vold, som man ikke mente passede i formatet en søndag aften klokken 20 på landsdækkende tv. Der var ingen kritik af Laura Bachs præstation. Når biograffilmen skal anmeldes, bliver det i  højere grad Lauras indsats, anmelderkorpsets vil interessere sig for. Men man skal ikke forvente, at den virkelighed holder Laura Bach vågen om natten. Bekymring fylder i det hele taget ikke meget i Lauras liv. Der er end ikke nogen moderlig ængstelse for  sønnen Elias’ fremtid. Med et glimt i øjet siger hun, at hans fremtid er fuldstændig fantastisk, og at resten af verden da vil føje det skønne væsen.

– Jeg tror ikke på bekymring. Jeg ved ikke, om man kan sige sådan, … men det kan man, for jeg siger det: Jeg tror ikke på bekymring. Ingen har nogensinde fået noget godt ud af at bekymre sig. Jeg tror derimod på almindelig omsorg for livet, dig selv og  andre, siger Laura stålsat.

Motion med måde

Livet som actionheltinde kræver et godt helbred. Laura Bach dyrker regelmæssig motion, men hun er imod enhver form for fanatisme, når det gælder sundhed.

– Man må gøre op med sig selv, om man gør det, fordi nogle siger, at man bør, eller om man gør det, fordi man selv får det bedre af det. Da jeg boede i Sydafrika, kom jeg i nogle kredse, hvor der var en del hysteri. De knoklede derudaf med motion, de måtte jo nærmest ikke gå ud efter otte, og maden måtte ikke være mere end 42 grader varm (raw food, red.). De var jo ikke lykkelige. Folk glemte at leve livet. Jeg elsker at gå ud og drikke cocktails, spise røde bøffer og chokolade. Så jeg får ikke motioneret hver  dag. Alt med måde; man må prioritere, hvad der er vigtigt, og så have det godt med det, siger Laura Bach.

Info: Positiv hjernevask

Laura Bach vil leve, mens hun er her. Hun er meget bevidst om at give sønnen Elias på fem år en del af den ballast, hun selv har med hjemmefra. Hun går ind for hjernevask. Positiv hjernevask.

– Jeg kender mange, der siger, at de ved, at forældrene elsker dem. De har aldrig hørt det, men de ved det. Der er jeg i den anden grøft. Jeg mener, det er vigtig at verbalisere overfor sit barn, hvad man tænker og føler. Stille og roligt. Så hver aften, når jeg  lægger Elias i seng, siger jeg ‘jeg passer på dig, jeg elsker dig og du er, som du skal være’. Så er der nogle, der siger, det er hjernevask, og ja, det er det jo. Positiv hjernevask, erkender Laura Bach med et smil.