Lavt stofskifte: Jeg kunne ikke rejse mig fra sofaen

Lavt stofskifte påvirker hele kroppen. Det måtte Tina Drejer sande, da hun blev syg for seks år siden.

Tina Drejer tager smilende imod i hjemmet i Lund, lidt uden for den jyske by Horsens. I dag er det ikke til at se på den 44-årige kvinde, at hun for få år siden var så syg af lavt stofskifte, at hun måtte have hjælp til alt. Skulle hun på toilettet, måtte hendes mand løfte hende fra sofaen til en kørestol og hjælpe hende derud. Selv havde hun ikke tilstrækkelig muskelkraft til at løfte et halvt glas vand, fortæller hun.

Tina Drejers sygdom startede paradoksalt nok, da hun for seks år siden blev behandlet med radioaktivt jod for højt stofskifte. En utilsigtet følge ved den behandling er nemlig risikoen for lavt stofskifte. Tina Drejer fik præparatet Eltroxin, som hjælper langt de fleste patienter. I begyndelsen havde hun det rimeligt med den medicin, men langsomt fik hun det værre og værre. Hun frøs, så hun måtte gå med lange bukser om sommeren, og hendes mave var altid i uorden. Andre symptomer var ekstrem træthed, smerter i muskler og led samt faldende koncentration og hukommelse. Nogle gange sov hun 18 timer i døgnet. Hvad sker der med min krop? tænkte Tina Drejer.

Fra at have været en aktiv kvinde måtte hun med ét vænne sig til ikke at have overskud til noget. Om det så blot var at gå en tur, tage ud og fiske eller ind til Horsens for at kigge på butikker. I 2010 og 2011 var det hendes mand Frank Drejer, der passede hende. I en del af den periode havde hun brug for hjælp til alt:

– Jeg havde ingen kræfter og kunne ikke engang rejse mig fra sofaen ved egen hjælp, siger Tina Drejer og peger fra sin plads ved spisestuebordet hen på den brune lædersofa, som var rammen om hendes liv, da hun havde det værst.

Et skridt frem, men ikke langt nok

Tina Drejers læge indstillede hendes medicin, så blodprøverne viste, at hendes stofskiftetal, det såkaldte TSH, lå omkring værdien 1, hvilket er inden for normalområdet. Smerterne i muskler og led blev mindre, og hendes hukommelse blev bedre. Men hun havde det stadig ikke godt.

Først vejede hun 65 kilo, tabte sig til 49 kilo, mens hun var syg af det høje stofskifte, og nu tog hun på, selvom hun nøje fulgte en diætists kostplan. Den 175 centimeter høje Tina Drejers vægt viste 85 kilo, og den steg stadig.  

Stofskiftetallene var fine, sagde den praktiserende læge, og følgevirkningerne måtte hun lære at leve med. Det var sådan, det var.

Men en veninde gjorde hende opmærksom på, at der fandtes andre behandlinger mod lavt stofskifte.

– Jeg tænkte, at selvom mine stofskiftetal er fine, er de så fine for mig? Jeg begyndte at lytte til min egen krop, og hvad der skulle til, for at jeg havde det godt, siger Tina Drejer.

Hun skiftede til en ny læge i Horsens og bad om at prøve en anden slags medicin, men desværre kendte lægen ikke nok til de andre muligheder. Til gengæld var han åben, hvis Tina Drejer selv kunne finde en læge med mere viden og erfaring, der kunne begynde en behandling. Det lykkedes. En læge i Silkeborg vurderede Tina Drejers stofskifte som stabilt men ikke velreguleret og foreslog en behandling med andre stofskiftehormoner.

Hun fik mindre væske i kroppen, og hendes ’fodboldhoved’ forsvandt, fortæller hun, og puster kinderne op for at vise, hvordan hun så ud dengang.

– Min mand, der på det tidspunkt arbejdede på Sjælland, plejede at ringe ved 22-tiden. Tidligere betød det, at han vækkede mig, men nu var jeg klar i hovedet og kunne svare igen, når han drillede i telefonen, og det bemærkede han: “Sig mig engang, hvad er du på?”, sagde han, fortæller Tina Drejer.

Tina Drejer er ikke længere konstant træt, hun har færre smerter i muskler og led, hendes kognitive funktioner, hukommelse og koncentration, er bedre. Humøret er også bedre.

– Det lave stofskifte forkortede min lunte, så jeg lettere blev hidsig og sur. Sådan er det ikke mere. Jeg glæder mig til ting nu, fortæller Tina Drejer.