Lige i øjet

Et glasøje i håndtasken

Luften er tung af varmen fra de tre bunsenbrændere, hvis flammer gør glasprotesen smidig, så okularisten kan forme det kunstige øje. Her er tre patienter ad gangen: Én af dem er 39-årige Lisbeth Brocelius Meléndez, der mistede sit øje som barn.

– Jeg er født med grå stær. Og da jeg var halvandet år gammel, prøvede lægerne at operere det væk. Men operationen gik galt, og jeg mistede mit venstre øje. Jeg kan ikke huske, hvordan det er at kunne se med begge øjne, så for mig er det helt naturligt kun at have ét brugbart øje, siger Lisbeth Brocelius Meléndez, der er vært på DRs P1. Hun tager det kunstige øje ud flere gange dagligt for at skylle det:

– Jeg er så vant til det. For mig er det nemmere at tage mit øje ud end at tage min ring af, fortæller Lisbeth Brocelius Meléndez og understreger dermed, at hun har et meget afslappet forhold til dét at leve med et glasøje.

-Jeg kan huske, at jeg som barn indimellem var ked af det, men i dag tænker jeg sjældent over det. Jeg er selvfølgelig forfængelig ligesom alle andre, men når jeg ser mig i spejlet, så lægger jeg næsten ikke mærke til det. Og jeg har aldrig betragtet mit manglende øje som et handicap. Den eneste ulempe er, at jeg er dårlig til at ramme og ikke kan se film i 3-D. Når jeg kører bil, så skal jeg dreje hovedet mere end de fleste, men det er jo bagateller. Til gengæld har jeg et billigt kontaktlinse-abonnement, fordi jeg kun har én linse.

Lisbeth Brocelius Meléndez har aldrig prøvet at tabe sit glasøje, men har for en sikkerheds skyld altid et ekstra øje med i sin håndtaske. Det ligger i en lille rund æske side om side med læbepomade og tamponer. Hun går i svømmehallen uden svømmebriller, men holder sig instinktivt for øjet, når hun er i en rutschebane, der kører nedad i høj fart.

Jan Müller-Uri tager forsigtig Lisbeths glasøje ud med en lille sugekop og undersøger øjenhulen for at se, om der er tegn på infektion eller irritation af hud eller slimhinder. Alt ser fint ud, og han henter en af de mange æsker med forproducerede glasøjne for at finde den rigtige øjenfarve. Brun med lidt grønt i. Efter et par forsøg er den rigtige nuance fundet, og Jan Müller-Uri tager plads ved bunsenbrænderen. Han laver blodårer af farvede glastråde i røde og blå nuancer, retter irisfarven til og former protesen, så den matcher Lisbeths øjenhule. Tilretningen af øjenprotesen tager omkring en halv times tid. Så skal glasøjet køles ned et kvarters tid, inden det sættes ind i øjenhulen.

-Det er ubehageligt, når øjet ikke sidder i. Der kommer luft til slimhinderne, og jeg føler mig sådan lidt nøgen uden mit øje, siger Lisbeth Brocelius Meléndez, der også altid sover med glasøjet i. Hun får skiftet øjet en gang om året, fordi væske fra tårekanalerne gør overfladen slidt og mat.

– Når jeg møder nye mennesker, så tror de fleste, at jeg er skeløjet. De færreste kan se, at jeg har glasøje og bliver overraskede, når jeg fortæller det. Jeg har tænkt på, om mit glasøje diskvalificerer mig i en dating-sammenhæng, men jeg tror det egentlig ikke. Jeg tænker først og fremmest, at der bare ikke må ske noget med mit raske øje.