Lis blev grebet af Aalholmhjemmet

Når den demente ikke længere kan fungere i eget hjem og er nødt til at komme på plejehjem, er det vigtigt, at der er et godt samarbejde mellem pårørende og personale. Lis Breinbjerg Grøn har selv oplevet, hvordan plejehjempersonalet kan være en redning i svære tider.

Lis Breinbjerg Grøn oplevede for fire år siden, hvordan hendes nu afdøde mand Hugo Breinbjerg pludselig ændrede adfærd. Efter en blodprop i hjernen gik det pludselig stærkt med hans demenssygdom. Hun tog sig selv af ham i to år, inden hun fik hjælp fra demenscenteret Aalholmhjemmet.

– Hugo følte ikke selv, at han var syg. Han kørte rundt med sin rolator hver dag for at hjælpe de syge mennesker på Aalholmhjemmet. Personalet var helt fantastiske til at lade ham blive i den tro, siger Lis.

Vigtigt med samarbejde med det samme

Aalholmhjemmet går meget op i, at der skal være et godt samarbejde med de pårørende. Derfor tager teamlederen og beboerens kontaktperson på hjemmebesøg, så snart en beboer bliver visiteret til plejehjemmet. Her bliver de pårørende bedt om at være til stede for at skabe en god dialog.

– Når du går ind i et hjem, får du et godt indtryk af beboeren som menneske, og hvad det er for et liv, personen har levet. Allerede der åbner vi op for en god dialog om både beboerens og de pårørendes ønsker og behov. Det er vores erfaring, at det gør det nemmere for de pårørende at vende tilbage med spørgsmål, fordi de ved, hvem de skal tale med, siger plejecenterleder Kirsten Gosvig.

Hun mener, at det er vigtigt for både personalet og de pårørende, at der er et godt samarbejde. Der skal være en trekløver mellem dem og den demente.

– Det er vigtigt at etablere tillid og relation med de pårørende. Vi kan ikke yde det optimale og gøre det bedste for den enkelte beboer, hvis ikke vi har familien med i samarbejdet. Det gør hverdagen nemmere for os, så vi kan koncentrere os om beboeren, og så giver det de pårørende en større tryghed, siger Kirsten Gosvig.

Glidende overgang til plejebolig

Lis og Hugo har været med i projektet fleksible daghjemspladser på Alholmhjemmet. Her deltog fire ægtepar, hvor den ene ægtefælle var dement. Projektet gik ud på at aflaste den raske ægtefælle og åbne op for en glidende overgang til at bo på et plejecenter. Derfor startede ægteparrene langsomt op med at besøge plejecenteret og deltage i forskellige arrangementer.

Hugo troede, at han var blevet ansat som besøgsven på Aalholmhjemmet. Han tog af sted hver dag med sin madpakke og blev der et par timer. Og når Lis havde behov for ekstra aflastning, kunne han overnatte derude.

– Han lærte, at der var andre end mig, der kunne hjælpe ham med toiletbesøg og hygiejne, siger Lis.

Da Hugo blev visiteret til en bolig på Aalholmhjemmet, blev han beæret og følte sig værdsat. Han troede, at han havde fået en funktionærbolig.

– Jeg har set andre, hvor det var meget svært med den omvæltning, det er at flytte fra sit vante hjem til et nyt sted. Men for Hugo var det en glidende overgang. Det har betydet meget for os begge, at han ikke skulle tvinges hen et sted, hvor han ikke havde lyst til at være, siger Lis.

Fik støtte i svære tider

Da Lis og Hugo boede derhjemme sammen, havde Hugo jævnligt hallucinationer, hvor han følte sig overvåget af naboerne. Parret isolerede sig meget i den periode, og Lis havde derfor brug for hjælp.

– Lis var kørt helt ned, da hun kom til os. Det var meget hårdt for hende at have Hugo hjemme. Derfor var vores fokus at få hende aflastet mest muligt, siger Kirsten Gosvig.

Aflastningen har gjort det meget nemmere for Lis at klare sig igennem sin mands sygdomsforløb. Når hun oplevede, at det var alt for hårdt at tage sig af Hugo, kunne hun ringe til plejecenteret, så han kunne komme ud til dem. I mellemtiden kom personalet hjem til hende og snakkede med hende.

– Jeg følte selv, at jeg var ved at falde ned i et sort hul, men så blev jeg grebet af 100 hænder, der hjalp og trøstede mig. De var meget omsorgsfulde. Jeg fik altid et kram, og så spurgte de, hvordan jeg havde det, siger Lis.

Lis besøgte i en lang periode Hugo hver dag. Men en dag fortalte hun personalet, at hun fremover ville blive hjemme hver onsdag, fordi hun havde nogle ting, hun skulle ordne. Personalet spurgte undrende om, hvorfor hun kun skulle have fri én dag om ugen, om hun ikke havde brug for flere fridage.

– De havde sådan en omtanke for mine behov og gjorde meget ud af at fortælle mig, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed, at det var vigtigt, at jeg havde tid til mig selv, siger Lis.

Også op til Hugos død, var Aalholmhjemmet en stor støtte for hende.

– De havde redet op til mig, så jeg kunne sove hos ham. De sørgede for, at jeg fik noget at spise og var meget omsorgsfulde. De var der hele tiden men lod mig også være i fred, hvis jeg havde brug for det, siger Lis.

Hugo døde for få måneder siden, men Lis kommer stadig på Aalholmhjemmet. Hun har fået et netværk derude og har en god kontakt til personalet og andre pårørende. Derfor arbejder hun i dag som frivillig. Det betyder meget for hende, at hun kan mærke, at hun gør en forskel.