Svært at erkende høretab

Af: Jeanne Fløe

Foto: Shutterstock

”Ka’ du høre mig?” Jeg gentager mit spørgsmål, og tager mig selv i, at jeg begynder at lyde småirriteret. Og jeg kan se, at hun har fornemmet irritationen i min stemme og læser mit udtryk. Jeg bliver flov, for jeg har netop bekræftet hende i, at hendes usynlige lidelse, som en hørenedsættelse er, besværliggør vores kommunikation.

Et høretab har ofte psykologiske følgevirkninger. Noget af det, der typisk knytter sig til høretabet, er en følelse af at være alene, at føle sig skamfuld, og også lidt at miste følelsen af værdighed. Det kan være en af forklaringerne på, at det er så svært at få åbnet op omkring dialogen om hørenedsættelsen.

Læs også: Lisbeth Dahl: Skru ned for fordomme om høretab

For min bekendtes vedkommende havde vi alle lagt mærke til, hvordan hun var begyndt at trække sig mere og mere fra sociale sammenhænge for på den måde at undgå pinlige situationer eller nederlag. Rigtig mange mennesker, der rammes af høretab beskriver, hvordan de ender i en følelse af isolation og ensomhed.

Vi havde talt om det mange gange alle os omkring hende, men ingen turde sige noget. Ingen ville jo såre og gøre ked af. I stedet var der sket det, at omgangen med vi andre var blevet påvirket, og det var jo egentlig endnu mere sårende. Om dette har Kant udtalt: ”Når du mister dit syn, mister du kontakten med ting, når du mister hørelsen, mister du kontakten med mennesker”.

Læs også: Tinnitus – din ører råber om hjælp

Og pludselig flyver ordene ud af munden på mig . De ord jeg i lang tid har forsøgt at gå at formulere på en god måde. Og jeg kan høre, at de ikke lyder helt så velovervejet, som jeg kunne ønske. ”Vi må se at få gjort noget ved den hørelse”. Hun ser på mig, og til min store overraskelse er der intet forsøg på at bortforklare. Ingen tristhed er at spore i hendes stemme. Nærmere en form for lettelse. ”Ja, nu går det vist ikke længere”, er hendes svar.

Læs også: Genhør med fuglekvidder efter 10 år med jetmotor i ørerne

Fra da af er dialogen let og ligetil. Vi aftaler, at første skridt er at forstå hendes konkrete hørenedsættelse og få en diagnose og prognose. Og vi skal have afsøgt mulighederne for tekniske hjælpemidler. Sammen skal vi finde en måde at kommunikere ud til andre i netværket, at hun har disse begrænsninger, og hvordan de bedst kan hjælpe. Det vil blive en lang proces og en løbende erkendelse. Men det første svære skridt har vi lige taget. For netop ved at turde tale højt om problemet kan høreproblemernes betydning mindskes.