Elsebeth Egholm: Det er nu, livet skal leves

Elsebeth Egholm, én af de mest skattede danske krimiforfattere, fik konstateret brystkræft for et par år siden. Hun er kommet godt igennem sin behandling og er nu klar til at åbne nye kapitler for sig selv og læserne. For kort tid siden udgav hun endnu en krimi: “Jeg finder dig altid.” Elsebeth Egholm har lagt sygdommen bag sig og er fuld af livsglæde, optimisme – og eftertænksomhed.

Mødestedet er Godsbanen midt i Aarhus. Et kulturelt center, der emmer af liv, nyskabelse og fremdrift. Så stedet  kunne ikke være bedre egnet til et interview-møde med Danmarks populære krimiforfatter Elsebeth Egholm.

Hun har selv valgt stedet til en snak om sit liv lige nu, efter at hun har lagt en hård periode med kræftsygdom og behandling bag sig – og endnu engang er udkommet med en ny krimi, der har fået mange stjerner hos anmelderne.

Som hun står dér og venter, er der udenpå nærmest ingen forskel at få øje på for journalisten, som har kendt Elsebeth Egholm i mange år.  Men hun har flyttet sig, fortæller hun. Og måske har kræftsygdommen været en medvirkende aktør i den proces, som begyndte en dag i april 2015, da Elsebeth Egholm mærkede en knude i sit ene bryst. Hun gik straks til sin læge, som hurtigt sendte hende videre til Aarhus Universitetshospital, hvor hun som et led i den såkaldte kræftpakke hurtigt blev opereret og efterfølgende kom i kemobehandling.

– For mig kom det ikke som noget chok, at jeg havde fået kræft, da jeg aldrig har haft den holdning, at kræft er noget, der rammer naboen. Jeg har kendt mange, der er blevet ramt af kræft, og jeg har også haft sorger og hårde perioder i mit liv, så jeg tager intet som en selvfølge, siger Elsebeth Egholm. Hun ser tilbage på et behandlingsforløb, som kom til at gå godt på alle parametre. Hun blev kræftfri og har kun lovord og ros til det sundhedsfaglige personale, hun kom i kontakt med.

– Jeg mødte overalt venlighed og stor forståelse. Og så er jeg da i det hele taget ret glad for, at jeg lever i et samfund, hvor vi som borgere kan regne med, at vi får en tip-top behandling, siger hun.

Ikke så slemt som frygtet

Elsebeth Egholm havde heldigvis ikke de store gener, da hun var i kemobehandling. Den var ikke så hård, som hun havde frygtet. Og tidsmæssigt faldt den også ret heldigt ud, da Elsebeth Eghom på det tidspunkt var ved at lægge allersidste hånd på en ny bog, som hun nu i ro og mag kunne sidde og pudse af derhjemme.

– På den måde havde jeg noget at give mig til. Når du er i kemobehandling, befinder du dig i en meget lille verden, hvor behandlingen fylder rigtig meget. I pauserne er det vigtigt at kunne lade op i rammer, som du kan overskue. Det var en god proces for mig at sidde nogle timer dagligt med bogen, og så ellers gå ture med min hund og i det hele taget nyde naturen, fortæller Elsebeth Egholm, der som den største gene havde en del kvalme i forbindelse med de seks kemobehandlinger, hun skulle igennem. Hun fik ny  kvalmestillende medicin, og den hjalp.

Mange, der har været igennem en kræftbehandling, og efterfølgende er blevet erklæret for raske, oplever, at omgivelserne ikke helt kan forstå, at de ikke bare er jublende glade for at være sluppet fri af kræftens klør.

Sådan et forventningspres har Elsebeth Egholm ikke oplevet, fortæller hun.

– Nej, jeg synes, at mine nærmeste har været meget forstående og ikke på nogen måde presset mig. Jeg har nok nærmere haft nogle forventninger til mig selv om, at jeg hurtigt skulle på banen igen, siger Elsebeth Egholm lidt tøvende – og tilføjer så hurtigt.

– Nogle, der har været ramt af alvorlig sygdom, siger efterfølgende, at de ikke ville have været sygdommen foruden. Men sådan ser jeg ikke på det. Jeg ville da rigtig gerne have været den foruden. Men sådan skulle det ikke være, og jeg er heller ikke så vild med den konstatering. Jeg synes, det er tidsspilde. For, hvad skal vi bruge den til? Sket er sket- vi må videre og tage livet på os under nye omstændigheder. Men Elsebeth Egholm understreger, at hun har været heldigt stillet og kommer i tanker om et seminar for kræftramte kvinder, som hun deltog i. Der var en sexolog, der skulle komme med et indlæg, og så var det, at én af de deltagende kvinder brød sammen i gråd, da sexologen kom ind på, at det kan være svært at holde fast på sin kvindelighed og det seksuelle efter brystkræft.

– Det var tydeligt, at kvinden havde store problemer med sin partner pga. brystkræften, så hendes reaktion gjorde virkelig et stort indtryk på mig. For du er virkelig sårbar og mentalt nøgen efter at have været ramt af kræft. Det kræver en vis robusthed at kunne stå imod og finde sig til rette i den nye situation, understreger Elsebeth Egholm.

Og så er der den med håret, som nok mange af vi kvinder frygter i forhold til kemobehandling. At konsekvensen er, at håret falder af. Helt af. Men også i den forbindelse mødte Elsebeth Egholm omsorg og forståelse hos sine behandlere. Og nu to et halvt år efter, er håret tilbage i sin fordums pragt. Ja, det er faktisk nu som før.

– Det er det efterhånden blevet. Da det begyndte at vokse ud igen, var det i form af krøller. Og krøller klæder altså ikke mig. Så godt, at de forsvandt igen, konstaterer en smilende Elsebeth Egholm, der på interview-tidspunktet kunne se frem til 14 dages frie på sin elskede ø, Gozo, hvor hun i mange år har haft en feriebolig, og hvor mange af hendes krimier er blevet til. Efter ferien skulle hun så have sit bryst endeligt rekonstrueret. Og dermed kan hun næsten lukke af for et hårdt kapitel i sit liv. Tilbage er ledsmerter som en følgevirkning af behandlingen. Men med fokus på motion og den rette kost ser hun positivt på, at smerterne nok skal forsvinde.

Så dér, hvor Elsebeth Egholm står nu, har hun fuldt fokus på sit forfatterskab og ikke mindst det, hun vil nå i livet, som sygdommen har lært hende at sætte ekstra stor pris på. Hun er meget opmærksom på, at hun ikke vil være forfatteren, der fik brystkræft. Derfor har hun pænt sagt nej tak til de mange tilbud, hun har fået om at blive frontfigur hos organisationer eller for andre velmenende initiativer, der kæmper mod kræft.

– Jeg vil ikke spændes for nogens vogn, da jeg ikke anser sygdommen som en sag. Men jeg har stor forståelse for dem, der vælger anderledes, siger hun.

Elsebeth Egholms forfatterskab har også fået ny luft under vingeren efter sygdomsperioden. For med sin nye krimi har hun skabt en ny hovedkarakter, lægen Rina og dermed et nyt miljø.

– Det var et stort ønske for mig at gøre det – og det har jo nok været en blanding af, at jeg stod et nyt sted i mit liv, og at jeg syntes, at der var slidt lovlig meget på Dicte, som jo også var blevet hovedperson i en TV-serie. Derfor gik jeg i gang med at forme Rina,  og jeg blev i den proces bekræftet i, at spændingsgenren virkelig er min passion og mit gebet. Men det var en hård proces at skabe Rina, og jeg måtte begynde forfra og forfra igen, fordi jeg syntes, at hun manglede noget. Så var det, at jeg fandt på, at hun skulle være medlem af en klatreklub og desuden være street-artist i fritiden under navnet Private Eye. Den anonymitet er med til at skabe spændingen og forviklingerne, og så faldt puslespillet med hendes karakter på plads, fortæller Elsebeth Egholm, der tydeligt kunne mærke, at det nu var vigtigt for hende at få en hovedkarakter, der giver den max. gas og lever livet fuldt ud.

– Det gav mig virkelig noget at skrive mig ind i de lag, det har været en stor nydelse at skrive den bog. Ja, faktisk den fedeste skriveproces, jeg har været igennem nogensinde. Men før jeg kom så langt, har jeg virkelig gået rundt om mig selv mange gange for at kunne få Rina på plads. Mange af mine læserne har sagt til mig, at siderne vender sig selv i den bog. De skulle lige vide…, siger Elsebeth Egholm med et eftertænksomt blik i øjet.

Og netop eftertænksomhed har altid været et af Elsebeth Egholms kendetegn. Måske der er blevet skruet en anelse mere op. Hun understreger ihvertfald, at hun nu prioriterer skarpere. Først og fremmest er det helbredet. Der bliver nu sat ekstra tid af til fitness og motion og på at spise fornuftigt. Men fanatisk bliver hun aldrig, understreger hun. Og så har hun en erklæret målsætning om at blive bedre til at holde fri. Og drømme skal ikke udskydes. En af dem er at bestige Kilimanjaro, verdens højeste fritstående bjerg. Det gør hun til januar sammen med kæresten Jürgen.

– Jeg er 57 år, og det er nu, livet skal leves. Vi skal gøre tingene, mens vi kan, og mens vi stadig kan nyde det, pointerer Elsebeth Egholm.