Livskvalitet i to glas rødvin

“Jeg savner ham stadig”, siger hun, mens hun fastholder mit blik. Det er omtrent et år siden, hun mistede sin mand. Mens han levede, kom de altid sammen i konsultationen. Hun er over 80 år gammel. Hun og hendes mand har levet et langt liv sammen og båret hinanden gennem svære perioder.

Hun fortæller, at det er sværest på mærkedage og højtider og så om aftenen. “Da han levede, fik vi altid et glas rødvin til vores aftensmad, det gør jeg stadig – er det i orden?” Jeg siger til hende, at det er i orden. “Det kan også blive til to glas!” Jeg siger til hende, at det stadig er i orden. Efter en lille pause siger hun “Nogle gange kommer der gæster, og så skal de jo også have et glas, og så kan jeg godt finde på at tage et glas mere”. Vi bliver enige om, at det også er i orden, så længe hun samlet holder sig under sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Sundhedsstyrrelsens anbefalinger

Sundhedsstyrelsen har klare vejledninger vedrørende anvendelse af alkohol. Anbefalingen angiver, at man har lav risiko for at blive syg af alkohol, hvis man indtager under syv genstande om ugen som kvinde og 14 genstande om ugen som mand (lavrisikogrænsen). Samtidig angives det, at man har høj risiko for at blive syg af alkohol, hvis man indtager over 14 genstande om ugen som kvinde og 21 genstande om ugen som mand (højrisikogrænsen).

Man vurderer, at cirka 25 procent af danskere over 15 år drikker mere end lavrisikogrænsen anbefaler, og cirka 10 procent af danskere over 15 år drikker over højrisikogrænsen.

Skadeligt forbrug af alkohol kan have negativ indflydelse på mere end 60 forskellige sygdomme. Et langvarigt overforbrug kan også føre til skader som skrumpelever, åreknuder i spiserøret, demens og forskellige kræftsygdomme. Ud over konkrete fysiske sygdomme er der samtidig tale om negative sociale konsekvenser og øget risiko for angst, søvnbesvær og depression.

Nyd vinen

Når nu min patient er over 80 år spørger, hvor meget rødvin må hun så drikke om aftenen? Mit korte svar er, at det må hun selv bestemme! Der er en tendens til, at vi i sundhedsvæsenet fokuserer meget på livslængde og mindre på livskvalitet. Ikke dermed sagt at det giver livskvalitet at have et overforbrug af alkohol, tværtimod er der god dokumentation for, at et overforbrug af alkohol bidrager til dårlig livskvalitet. Men i forbindelse med min patient er der ikke andre tegn, der giver anledning til bekymring, og et godt liv handler om mere end at leve længst muligt og om andet end fravær af sygdom. For min patient handler det blandt andet om at kunne nyde to eller tre glas rødvin sammen med en ven uden at have dårlig samvittighed.

På vej ud af konsultationen spørger hun med ryggen til mig “Hvor høj er du?” Jeg svarer, at jeg er 189 cm. Hun siger “Han var 182 cm høj, og han var en dejlig mand” Jeg svarer, at sådan husker jeg ham også. Hun stopper og vender sig mod mig. “Det er jeg glad for at høre”, siger hun smilende. Hun vender sig og går, og vi ved begge, at konsultationen er slut, og at vi fik talt om det vigtigste.