Lone Hertz: “Det værste man kan gøre, er at gå på pension”

Skuespillerinde og foredragsholder Lone Hertz dirrer stadig af virkelyst og ambitioner og har ingen intentioner om nogensinde at trække sig tilbage. For hende er det at holde sig i gang nemlig en måde at holde døden for døren.

Danskerne så for første gang Lone Hertz på det store lærred, da hun som kun 11-årig spillede Dorte i filmen “Hold fingrene fra mor”. Siden dengang har hun haft et hav af roller på både film og de skrå brædder og modtaget priser for sine mange præstationer. De fleste vil nok især huske hende som Frøken Nitouche, hvor hun med tromme på maven sang sig ind i manges hjerter. Men faktisk har Lone også udført store bedrifter uden for det store rampelys.

Hun har været direktør for både Bristol Teatret og Aveny Teatret og rektor for Statens Teaterskole. Dertil kommer, at hun er ambassadør for flere organisationer, har holdt hundredevis af foredrag, skrevet en bog og lavet dokumentaren “Tomas – et barn du ikke kan nå”, der handler om hendes søn Tomas, der blev hjerneskadet efter han fik en kighostevaccine som helt lille, og derfor aldrig kom til at tale.

Hendes CV er på alle tænkelige måder imponerende og kan tage pusten fra de fleste. Derfor ville det også være fuldt forståeligt, hvis Lone i en alder af 82 år havde lyst til at lade tæppet falde for sit professionelle liv og trække sig tilbage. Men hun kunne faktisk ikke forestille sig noget værre.

Jeg møder Lone i Lyngby ved middagstid på en solbeskinnet dag i september. Her kommer hun ugentligt for at træne. Da træningen er slut, sætter Lone og jeg os ind i hendes bil, og hun begynder at fortælle om de foredrag, hun så småt er begyndt at kunne holde, efter corona i mere end et år har sat foredragsrækken på ufrivillig pause. Hun fortæller, at hun for ganske nyligt har taget den lange køretur til Randers frem og tilbage for at holde et foredrag, og at hun kun to aftener forinden var ude på en højskole i Hørsholm, hvor hun i flere timer underholdte hjertepatienter.

– Det værste, man kan gøre, er at gå på pension, siger hun til mig, da jeg let måbende lytter til Lones tætpakkede kalender og rækken af projekter, hun har foran sig – hun har for eksempel planer om at skrive to bøger.  

“Hvis man ikke holder sig i gang, så går man jo i stå, og det går ikke. Jeg har stadig opgaver, som skal løses.”  

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor hun efter 71-års arbejdsliv får energien fra til at blive ved? Og det er et svar med flere facetter, som hun udfolder for mig, mens vi sidder i solen på en fortovscafe med hver vores juice.

– Jeg har ikke kunnet nyde solen så meget den her sommer, fordi jeg har spillet revy, så jeg nyder det virkelig, når vi har de her sensommerdage, siger hun.

Benzin på energibålet

Lone vendte tilbage til revyen for en enkelt sæson henover sommeren, og høstede på den baggrund også prisen som årets revyskuespiller, hvilket egentlig ikke er noget under. For selvom Lone har været væk fra revy-genren i mange år, så har hun stadig smil og glimt i øjet i overflod.

At Lone blev skuespillerinde og besluttede sig for at avancere indenfor det kunstneriske er på én og samme tid naturligt og tilfældigt. For Lone har altid været god med ord. God til at bruge dem, forstå dem og tolke dem, og derfor kunne hun fra en meget tidlig alder også recitere dem på en måde, der vakte genklang hos andre.

Blandt andet af den grund tænkte hun egentlig også, at hun skulle være forsvarsadvokat, og bruge sin stemme som våben for andre mennesker. For Lone har en stærk føling med rigtigt og forkert, og når hun ser og oplever uretfærdighed, virker det også som benzin på hendes energibål – hun har svært ved at se stille til. Det vender vi tilbage til. For hun gik som bevidst ikke ad den juridiske vej, og hun fortæller, at det til dels hænger sammen med et løfte, hun gav som barn.

– Jeg debuterede jo som 10-årig i “Ordet”, hvor jeg spillede sammen med den store skuespiller Poul Reumert. Jeg husker, at jeg sad på hans skød, og han siger til mig ‘Lille Lone, du skal da være skuespiller, når du bliver stor’, og at sige “kongen” imod, det gjorde man bare ikke, så jeg svarede ‘Ja, Hr. Reumert’, og det måtte jeg jo så blive, griner hun.

Og det blev hun i den grad også. Som 17-årig blev hun rekrutteret til ABC-teatret, hvor Lone gik passioneret og viljestærkt ind på scenen, og hun formåede over de kommende år at blive en af de største skuespillerinder, vi har haft. Hun kan også prale af at have den længste scenekarriere af alle. Men med undtagelse af turen tilbage til revyen i sommer, er det faktisk mange år siden, at hun har bevæget sig på de bonede gulve. For i takt med, at hun blev ældre, rykkede hendes ambitioner og passion mod nye arenaer.  

Forsvarsadvokaten blev vakt til live

Lone trak sig så småt fra skuespilfaget i 1980, hvor hun sammen med Malene Schwartz indtog direktørstolen på Bristol og Aveny, og fire år senere blev hun udnævnt som rektor på Statens Teaterskole. Skiftet i hendes karriere var et resultat af forskellige omstændigheder. Hun var på det her tidspunkt ikke længere den unge pige, der var trådt ind på ABC og havde blæst alle omkuld, men en voksen kvinde, som både privat og professionelt havde set og oplevet nogle ting, hun ønskede at lave om på. Den lille forsvarsadvokat i hende fik lov til at vokse mere frem, og hun havde blandt andet ambitioner om at skabe bedre vilkår for skuespillere. Derfor fik alle på både Bristol Teatret og Aveny Teatret samme løn under hendes og Malenes ledelse.

I Lones private liv var hun på det her tidspunkt også blevet mor til flere børn, herunder Tomas, som kom til verden i 1966 og som kun 10 måneder gammel blev hjerneskadet af en kighostevaccine. Det var hårdt og manifesterede sig som en dyb sorg i Lone mange år efter. Særligt fordi hun også oplevede et system, som ikke gav Tomas en chance.

“Jeg fik at vide, da han blev indlagt, at han ville blive åndssvag, og at jeg burde opgive ham og få et andet barn.”

Den indstilling dikterede også den behandling, som Tomas blev tilbudt, og som ødelagde ham. For han var ikke åndssvag, og derfor arbejdede Lone med samme passion og viljestyrke, som hun havde taget ind på scenen for at sætte Thomas’ udvikling i gang.

– Det er mit ansvar at efterlade Tomas med en acceptabel fremtid, og jeg tror på, at har man viljen til at ville, så giver det evner til at kunne, siger Lone.

Og efter 37 år lykkedes det hende for en tid. Tomas fik tilbud om at være elev på Egmonthøjskolen, som har det bedste handicapmiljø med frihed og integrering. men det tilbud varer selvfølgelig ikke evigt. Tomas’ fremtid er stadig uafklaret. Og Lone oplever, at kommunen, som bestemmer alt i “den handicappede familie”, bringer mennesker i afmagt. Derfor handler det for hende om at ændre synet ikke bare på hendes egen søn, men på mennesker med handicap generelt.

Kampen blev hendes redning

Lone fortæller fra sin plads i solen om den uretfærdighed, hun oplevede Tomas mødte, og hvordan det faktisk satte gang i en kaskade af hændelser, som i dag er hendes livsindhold. For når hun i dag kan holde foredrag med udgangspunkt i hendes og Tomas’ historie, er det selvfølgelig resultatet af en lang rejse, fyldt med lidelse i bagagen. Men det betyder også, at hun har noget at kæmpe for. Og når hun kigger rundt på skuespillerinder på sin egen alder – og også yngre – kan hun jo se, hvordan tilbud og roller langsomt bliver færre og færre.

– For nogle er det jo rigtig hårdt at blive overflødiggjort, men jeg har jo i mange år haft mine foredrag og problemer, der skulle løses, så jeg har ikke oplevet den omvæltning på samme måde, og det er min redning, siger Lone.

Hun har i første omgang vundet en sejr for Tomas og sig selv ved at lære ham at skrive, give ham et sprog og få ham på højskole, men i det store billede er der stadig lang vej til målstregen, og det afholder hende fra at læne sig tilbage og sygne hen. Det er derimod med til at holde hende skarp, at hun stadig har ambitioner og ting, hun vil udrette. Hun husker for eksempel, da hun havde indgået en aftale med Gyldendal om at skrive bogen “Sisyfosbreve”, der handler om livet i den handicappede familie, og hvordan hun måtte knokle for at lære helt nye færdigheder, fordi hun ville have bogen i butikkerne.

– Jeg fik bare udleveret en computer, og jeg havde aldrig siddet med sådan en før, men jeg måtte jo finde ud af, hvordan det fungerede. De første 14 dage var jeg rædselsslagen for at slukke den, fordi jeg var bange for, at det hele skulle forsvinde, siger hun.

Frygten blev da også til virkelighed en enkelt gang. 90 sider forsvandt og Lone måtte begynde forfra. Men viljen bar hende igennem.

Skadeligt at gå i tomgang

Lone startede med at arbejde allerede inden, hun nåede konfirmationsalderen. Og selvom arbejdet i dag primært er noget andet, end det var dengang, så har hun ikke i sinde at stoppe med at bidrage og skabe. På den måde ligner hun meget sin far.

– Jeg kan huske, at han stadig hen mod slutningen af sit liv sad i en stol, og talte om, at han ville købe et lokale og åbne en butik. Han dirrede af virkelyst helt til det sidste, siger Lone.

Den følelse får man også, når man sidder over for Lone. Ikke at det er hendes sidste tid, men følelsen af virkelyst og passion, som er næsten uovertruffen, selv så mange år efter hendes debut. Forklaringen på det høje energiniveau skal til dels findes i generne, men altså i ligeså høj grad i Lones ambitioner, som hun aldrig har slækket på. Om det var indenfor skuespilfaget, som direktør, rektor, forfatter eller foredragsholder. Ambitionerne er skyhøje, for hun vil udrette noget med sit virke. Ville hun ikke det, eller kunne hun af forskellige årsager ikke udkomme med sit budskab, er hun sikker på, at hun ville visne. 

“Under corona har jeg jo oplevet, hvordan det føles ikke at kunne komme ud og holde foredrag, og det fik det hele til at virke meningsløst.”

Følelsen blev kun yderligere forstærket af, at Lone er single, og derfor i høj grad manglede den energikilde, som det er for hende at møde andre mennesker. I de måneder talte hun næsten heller ikke, hvilket betød, at hendes stemme næsten forsvandt, og det er først for nyligt, hun kan mærke, at den er tilbage i form.  

– Selvom jeg er lidt en introvert person – det vil man måske ikke tro, men det er jeg faktisk – så kunne jeg tydeligt mærke, at både de fysiske som psykiske muskler svandt ind under isolationen,siger hun.