Lotte Heise: Kærlighedens kraft

Lotte Heise efterlyser mere medfølelse og fleksibilitet i behandlingssystemet. Der skal lyttes og handles med hjertet – på trods af ophedede følelser og travlhed.

– Da min mor sidste år var indlagt og havde det værst, var jeg så deprimeret, at jeg en dag gik ind på en bodega og fik en drink, inden jeg skulle møde en kammerat. Det gør jeg ellers aldrig!, siger livskunstneren Lotte Heise.

Livet ændrede sig brat, da hendes ellers meget aktive og intelligente mor, Inge Heise, fik en blodprop i hjernen og havnede på plejehjem.

Forløbet omkring moderens sygdom har givet foredragsholderen, forfatteren og entertaineren indblik i, hvor vigtigt det er, at behandle alvorligt syge værdigt og medfølende, at forstå og respektere dem.

– Min mor blev lam i højre side, mistede talen og kom til at sidde i kørestol, men bevarede heldigvis intelligensen helt intakt. Hun var ikke spor glad for at være på plejehjem – blandt fremmede, som hun ikke kunne kommunikere med. Især ikke når der blev talt ned til hende som om hun var et lille barn, fortæller Lotte Heise.

Både Lotte og hendes teenage-tvillinger, Joachim og Christian, havde det svært med, at Inge skulle bo på plejehjem, når hun ikke trivedes. Lotte lejede derfor en stor villa i Egå ved Århus, hvor de nu lever sammen. Deres nye hverdag fungerer fint – især når hjælpen udefra fungerer.

– Når man er alvorligt syg, har man særligt brug for kærlighed og støtte fra sine nærmeste. Pårørende er en vigtig del af helbredelses-processen. Derfor bør der også være tid til at vejlede, hjælpe og lytte til dem, der kender, forstår og støtter den syge. Også selvom man som pårørende til tider kan være lidt besværlig, erkender kunstneren. For følelser kan let komme i kog, når et liv, man værdsætter, er på spil. Ikke mindst når ventetid, misforståelser og fejl opstår.

– Desværre findes der en del “blanke mennesker” i behandlingssytemet, siger Lotte Heise, der reagerer prompte, når hun udsættes for dem. Hun fortæller klart og tydeligt, hvad hendes mor har brug for. Og hvorfor det hverken er rimeligt eller klogt at undlade at give hende det. Kunstneren siger også fra, når noget halter:

– Min mor hentes til genoptræning to gange om ugen. En dag efterlod en chauffør hende bare i vores entré med alt sit overtøj på. Så sad hun der helt alene i en halv time. Det er altså bare ikke i orden. Sådan behandler man ikke sine medmennesker, siger Lotte.

I hverdagen forsøger hun at forebygge fejl ved for eksempel at hænge skilte på familiens hoveddør med instruktioner og opfordringer til de hjælpere, der dagligt kommer i huset.

“System-ryttere”, “milimeter-demokrater” og enhver, der mangler medfølelse, selverkendelse og forståelse for andre, er anstrengende, når man har brug for hjælp. Især når der opstår akutte behov eller situationer, der forekommer urimelige, mener hun.

– Jeg synes, det er for dårligt, når man skal kæmpe for at få det helt nødvendige. Min mor har hårdt brug for intensiv genoptræning. Det har jeg måtte kæmpe for at skaffe hende. Blandt andet ved at forklare, at min mor hurtigt ville få brug for to hjælpere om morgenen i stedet for en – og dermed blive dyrere for dem – hvis ikke hun hurtigt fik mere genoptræning, fortæller Lotte, der har valgt også selv at finansiere ekstra fysioterapi-timer til sin mor.

Husk næstekærlighed

Lotte Heise vil gerne skrive under på, at det betyder utroligt meget, at der lyttes med hjertet i et sygdomsforløb: Medfølelse, lydhørhed og fleksibilitet virker lindrende og helbredende.

Når mennesker, der arbejder i behandlingssystemet har travlt og er pressede tidsmæssigt, opstår der lettere både fejl og angst. Ikke mindst når der ikke er nok tid til at lytte, forklare, berolige og checke en ekstra gang.

Lotte Heise kender en del, især ældre, der ikke tør eller kan sige noget – som er autoritetstro og ikke vil være til besvær. I mange tilfælde er det også på deres vegne, hun taler, når hun bliver vred og åbenlyst siger fra.

– Det er helt urimeligt med de lange ventetider i telefonen, når man har vigtige spørgsmål eller brug for hurtig hjælp i forbindelse med sygdom. Ofte stilles man om til en masse forkerte personer, der bliver ved med at sende en videre rundt i systemet, så man skal forklare forfra, mens man står og har mest brug for hjælp. Som da min mors toiletstol for nylig gik i stykker. Hun er jo dybt afhængig af den, så det skal altså bare gå hurtigt med at fremskaffe en ny, siger Lotte Heise.

Hun synes, at det i den slags situationer ville det være dejligt, hvis der var ét nummer, man kunne ringe til – uden lang ventetid og uden omstillinger, der stresser, når man i forvejen er under maksimalt tidspres. Eller hvis man kunne nøjes med at indtale besked på en telefonsvarer og så få en hurtig tilbagemelding med løsningen.

– Det kan da ikke være meningen, man skal bruge halve eller hele timer ved sin telefon for at finde ud af, hvordan toiletbesøg bliver mulige igen.

– Besværlige procedurer, ufleksible regler og systemer stjæler den kostbare tid, man som pårørende har så hårdt brug for til omsorg og nærvær. Samvær. Og til de ekstra praktiske opgaver, sygdom i familien medfører, påpeger kunstneren.

Men hverken Lotte eller hendes mor har mistet deres humoristiske sans, og de skønner begge på den gode og velvillige hjælp, de også modtager. For eksempel er både mor og datter “vilde med Falck”. Lotte glæder sig især over, at hendes mor lever og trives – og langsomt er ved at genvinde dele af sit tabte sprog. De praktiske opgaver og besværlig kommunikation er bagateller i forhold til den gave, det er, at de stadig har hinanden.

-Det er det hele værd, understreger hun.

Inge Heise er ved at flække af grin, da Lotte med et glimt i øjet tilføjer et enkelt lille ønske:

– Skid, når Falck er her mor. De får penge for det.

Lotte skynder sig dog at tilføje, at det slet ikke er noget problem for hende at hjælpe med intim-hygiejnen.

– Det vænner man sig lynhurtigt til.

Lotte Heise har i årevis formået at inspirere og gøre en forskel for andre på trods af sin egen alvorlige gigt-sygdom og har haft stærke smerter, siden hun var ganske ung.

– Uden min mors hjælp havde det slet ikke været muligt for mig at passe mit arbejde, da mine drenge var mindre. Hun kom ofte og hjalp med alt det praktiske – støvsugning, madlavning og pasning af børn.

-Det sidste, min mor – og andre i hendes situation – har brug for, er at føle sig til besvær, bare fordi hun har fået brug for hjælp.

-Dem, der ikke formår at sætte sig ind i andres følelser og være medfølende, bør slet ikke have det ansvar, det er at hjælpe mennesker i en sårbar situation, mener hun.

Hvis plejere er uoplagte eller mangler forståelse og respekt kommer de ikke i nærheden af Lottes mor uden en påtale.

Det er ikke altid populært at gennemskue og påpege fejl på en direkte måde. Nogle opfatter intelligens som skræmmende eller som en personlig kritik og fornærmelse i stedet for at tage det som en spændende udfordring – og lejlighed til at udvide horisonten, erkender kunstneren, der heldigvis ikke lider af behagesyge.

Lottes tvillingedrenge er også intelligente. En dag spurgte hun den ene “Hvordan føles det at være så klog?”, “Ensomt” svarede han efter kort betænkningstid.