Putter du altid det samme i pitabrødet? Så skal du måske have lidt ny inspiration her til let og lækkert pitabrødsfyld.
Det skal du bruge til fyld:
2-4 kyllingefileter
Magert bacon, kalkunbacon kan også anvendes
10-20 cherrytomater
1 rød peberfrugt
2 store gulerødder
½ agurk
5 dl majs
2 æbler
1-1 ½ dl rosiner
½ icebergsalathoved
1 rødløg
2 spsk. rapsolie
1 tsk. paprika
Salt & peber
Det skal du bruge til dressing:
2 ½ dl cremefraiche 9 %
1 tsk. mild paprika
3 spsk. ketchup
1 tsk. rørsukker
½ tsk. citron-eller limesaft
Salt & peber
Sådan gør du:
Kyllingefileterne skæres i små tern og gennemsteges i rapsolien på slip-let-panden sammen med salt, peber og paprika. Baconen ristes sprød på panden efterfølgende, hvorpå den lægges på køkkenrulle samt duppes med køkkenrulle, så det meste fedtstof suges bort. Gulerødderne skrælles og rives fint eller groft. Løget skrælles og skæres i ringe. De resterende grøntsager og æblerne skylles og skæres ud i passende størrelser. Majsene tøes op. Ingredienserne til dressingen røres sammen og smages til. Grøntsagerne, frugten, kylling og bacon anrettes fordelt på et fad, så hvert ønskebarn og hver voksen selv kan vælge efter smag og behag og fylde sit pitabrød.
Ønskebørnenes Yndlingsretter
Er en ny farvestrålende og livsglad bog med skønne opskrifter og nyttig, lettilgængelig viden om kost og ernæring. Opskrifterne er fyldt med grøntsager i alle regnbuens farver og bagerst i bogen er der fire eksperter, som giver deres bud på, hvordan man plejer de gode spisevaner og bekæmper kræsenhed. Bogen er skrevet af tvillingerne Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll, som begge er uddannede sygeplejersker og mødre til hver deres ønskebørn, som har inspireret dem til at lave bogen. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 180 kroner i vejledende udsalg. |