Niels Raes opvarmer sit hus med brændeovn. For to år siden var brændeovnen blevet utæt. Det gjorde vinteren kold og indeklimaet dårligt. Niels fik lungebetændelse et par gange og kom i behandling hos sin læge, så da han igen blev træt og stakåndet, var han ikke i tvivl om, hvad han fejlede.
Men denne dag var beskeden en anden.
– Lægen sagde, at jeg havde KOL og sendte mig til lungemedicinsk afdeling, hvor de tog forskellige prøver, men beskeden var den samme. Jeg skulle have medicin og holde op med at ryge.
Beskeden ramte Niels Raes hårdt. Siden han var ung, har han arbejdet hårdt inden for mange forskellige fag. Han har været sygehjælper, slagteriarbejder og senest havde han fået arbejde på marinaen i Køge.
– Jeg har knoklet røven ud af bukserne. Nu kan jeg ingenting. Jeg har ingen energi. Det har man ikke, når man ikke får luft nok.
Efter lægens besked ringede Niels Raes efter de to af sine tre børn, som bor i Danmark, og fortalte dem om situationen.
– Det var hårdt. ”I bliver nødt til at hjælpe mig, for jeg kan ingenting”, sagde jeg til dem. Det var også hårdt for dem at høre. Jeg kan ikke lave dagens gode gerning mere, og det gør ondt på mig.
Som tidligere sygehjælper ved Niels Raes en hel del om, hvordan kroppens systemer fungerer, så derfor behøvede lægerne heller ikke at bruge lang tid på at forklare ham, hvorfor det er vigtigt at holde op med at ryge, når man har en lungesygdom.
– Når kroppen ikke får luft nok, så er det jo ikke kun lungerne, det går ud over. Det belaster også kredsløbet, hjertet og hele systemet. Jeg har jo tre voksne børn, som jeg gerne vil være sammen med, så jeg bliver nødt til at passe på mig selv. Hvis jeg ikke var holdt op med at ryge, så var jeg død i dag. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Niels Raes begyndte at ryge, da han var knægt, og selv om der både har været perioder med mange cigaretter og perioder med få cigaretter, så har der altid været røg i Niels Raes’ liv. Statistisk set er han da også en af de rygere, som har sværest ved at holde op: mand, ældre end 50 år, enlig og han drak også for meget alkohol.
– Men det hjælper jo ikke noget. Jeg ved jo godt, hvad det ville gøre ved hele systemet, hvis jeg blev ved med at ryge.
Han blev sendt til Køge Kommunes rygestop-kurser. Til at begynde med skiftede han cigaretterne ud med pibe, og efterfølgende smed han de smukke træpiber i den reparerede brændeovn en efter en og lod dem bogstaveligt talt gå op i røg. Selv om det nu er mere end et år siden, han slukkede sin sidste pibe, så kommer han stadig forbi rygestop-rådgivningen. Her har han fået gode venner, og han vil også gerne inspirere andre til at stoppe.
– Når jeg kan, så kan alle andre også. Når jeg møder en ung mand, der lige er begyndt at ryge, så siger jeg til ham, at han skal stoppe med det samme. Det tager kun syv minutter at ryge en cigaret, men det tager resten af livet at stoppe med at ryge.
I dag har Niels Raes kun 30 procent af sin lungekapacitet tilbage. Det er så lidt, at selv små anstrengelser får ham til at hive efter vejret, og at han altid mangler energi.
– Hvis jeg laver nogle pludselige anstrengelser eller bliver stresset, føles det som om lungerne klapper sammen. Funktionen stopper lige pludselig. Så bliver jeg nødt til at bøje mig ned og vente på at få luft igen og tage min inhalator-medicin, som jeg i forvejen skal have tre til fire gange om dagen – men når det er slemt, må jeg tage ekstra.
Niels Raes har også en pakke med binyrebarkhormon-tabletter liggende, men han vil helst undgå for meget medicin – især binyrebarkhormoner – selv om lægerne har forsikret ham om, at det ikke skader ham. Efter Niels Raes er holdt op med at ryge, har han bremset udviklingen af sygdommen, men han kan ikke genvinde den tabte lungefunktion.