Magnesiumbomber

Af: Martin Kreutzer & Simon Weisdorf

Foto: Andreas Mikkel Hansen

Magnesium er godt for nervesystemet, og frøer og nødder som i disse magnesiumbomber er fyldt med mineralet. Så server endelig en beroligende snack.

25 stk.

Det skal du bruge:

100 g peanutbutter
75 g havregryn
75 g flydende honning
50 g paranødder
3 spsk rapsolie
1 spsk mørk kakao
1 spsk sesamfrø
1 spsk birkes
100 g mørk chokolade (70 %)

flagesalt

Sådan gør du:

1. Hæld alle ingredienserne i en blender eller foodprocessor og kør det til en jævn masse.

2. Form dejen til små kugler og overtræk dem med chokolade, gerne tempereret, så dine magnesiumbomber får et lækkert sprødt “knæk”. Drys lidt flagesalt på toppen, inden chokoladen størkner.

Sådan tempererer du mørk chokolade:

Hak chokoladen fint og del den i to skåle: 2/3 af chokoladen i den ene skål og 1/3 i den anden.
Smelt den store portion chokolade over vandbad. Temperaturen skal op på 50° C.

Tag skålen af varmen, rør resten af chokoladen i og lad det køle af, indtil temperaturen er nede på 29° C. Varm herefter chokoladen op til 31-32° C. Så er den klar til brug.

Fra bogen “Velsmurt hjerne” af Martin Kreutzer & Simon Weisdorf.