”Man behøver ikke at blive grim, selvom man bliver ældre”

Hvis du er over 50, kender du sikkert Maud Bertelsen – Danmarks første internationale supermodel. I dag sidder hun som 77-årig i sin hule i Vanløse og nyder tilværelsen som pensionist.

Hvor der er vægge, er der billeder. Familiefotos, yndlingskunstneren Dali, malerier hun selv har malet og billeder fra modelkarrieren. Køkkenet er fyldt med Madam Rød, som hun har samlet sammen gennem tiden.

– Jeg elsker Madam Rød. Jeg er ikke lige så vild med Madam Blå. Det er for koldt i farverne, siger Maud.

Ung i Madrid

Som 19-årig stod Maud i Fona i København, og pludselig besluttede hun sig for at tage ned på Hovedbanegården for at tage toget til Madrid. På en lille bar mødte hun en mand, der foreslog at tage prøvebilleder af hende.

– Da jeg tog til Spanien, havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville. Jeg var jo meget ung, så jeg havde masser af tid foran mig, siger Maud.

Hendes første job var til en reklame for Camel-cigaretter. Hun mødte flere store kanoner som Ernest Hemingway og Ava Gartner og fik flere småjobs hist og pist. Efterhånden udviklede modelkarrieren sig og især hatte, briller og pelse var Maud Bertelsens niche.

På en af sine optagelser for pelse, blev hun sammen med en anden model sendt til en zoologisk have uden for Paris. Pelsene blev hængt op i træerne, og så skulle de to modeller sidde i en bil og spise cocktailpølser, mens to løver spankulerede rundt om bilen. Løverne var meget nysgerrige, og pludselig satte den ene tænderne i et af dækkene, så der lød et brag.

– Der kunne være sket mange ting. En løve er større, end du regner med. Næsen er MEGET stor. Dens poter er endnu større. Da den lægger sig ind over den varme køler på bilen, og trykker næsen mod forruden, gibber det i mig. Den behøvede bare at give et lille puf, så var ruden slået ind. Jeg var bange, men jeg har altid haft det sådan, at det vigtigste er at få billedet i kassen, siger Maud.

Det var 200 pct. eller slet ikke. Så hvis håret skulle skrabes tilbage, fik Maud styr på flyveørerne med en klat lim, så de ikke virkede forstyrrende på billede. På et tidspunkt kom hun til at bruge en for stærk lim, så noget af huden blev revet af. Efter en dag i studiet hvor de andre tog i byen, tog Maud i stedet hjem og samlede kræfter til næste arbejdsdag.

– Når jeg skulle køre en modelkarriere professionelt, kunne det ikke nytte noget, hvis jeg mødte op næste morgen med sorte rande under øjnene. Man kan dække meget, men man kan ikke dække døde øjne. Hvis du går ud og drikker og ryger aftenen før et shoot, så er du ikke professionel, siger Maud.

Modellen med de 100 ansigter

Ved hver fotoshoot mødte hun op mindst en halv time før, så var der tid til at blive inspireret af det tøj, hun skulle fotograferes med og til at lægge en passende make up.

– Når jeg så tøjet, begyndte idéerne at myldre frem i hovedet på mig. Jeg formede mit ansigt med makeuppen, og så levede jeg mig fuldstændig ind i den rolle, jeg ville spille med tøjet, siger Maud.

Derfor blev hun hurtigt kendt som modellen med de 100 ansigter.

– Jeg forandrede mig hele tiden. Hvert billede var en ny pige, siger hun.

Efter hvert job, tog hun altid makeuppen af og hoppede i et par jeans, inden hun tog hjem fra studiet.

– Når jeg tog makeuppen af, var jeg bare den grinende skægge pige, som jeg er. At være model er ligesom at gå ind på en scene, hvor man spiller en anden og går væk derfra som sig selv, siger Maud.

Trusser på hovedet

Det var ikke kun makeuppen, hun brugte til at skabe nye ansigter. Store sølvarmbånd kunne bruges som dramatiske øreringe, mens et flettet tæppe kunne bindes om hovedet som en turband. Pludselig var den sprudlende Maud forvandlet til en diva. En gang viklede hun et par trusser om hovedet, fordi der ikke var andet.

For et halvt år siden udgav Maud bogen ”Modellen med de 100 ansigter” om sin farverige modelkarriere. Hun har selv skrevet bogen og udvalgt billederne. Den er lavet som inspiration til håbefulde piger, der vil kaste sig ud i modelbranchen.

Flyvende start på livet

Som fire-fem årig gik Maud selv hjem fra børnehave og låste sig ind i den tomme lejlighed på første sal. Hun kravlede op i vindueskarmen og sad nu og gyngede med benene frem og tilbage i luften, mens hun med længselsfuldt blik kiggede efter sin mor ude på gaden. Pludselig fik den lille krop overbalance, og hun røg ud ad vinduet og landede på jorden, men der var ingen til at hjælpe hende.

– Jeg husker det, som var det i går. Jeg var en lille unge, og mor var der ikke. Jeg var i pleje mange steder, siger Maud .

Her blev hun udsat for svigt og seksuelle overgreb. Hun gik ud af skolen som 14 årig, og som 17 årig flyttede hun hjem til sin farmor, der var den eneste, der rigtigt var der for hende.

– Alle de følelser og alt det tab af kærlighed, nærvær, og ingen der passede på mig har givet mig et drive. Jeg tror ikke kun, det handler om at være dygtig som model. Jeg tror også, det handler om den ballast, man har med sig. Jeg vidste hele tiden, at jeg skulle klare min karriere selv. Jeg havde ikke nogen til at hjælpe mig – Det har jeg aldrig haft. Og så har jeg altid haft et skjold. Det bliver jeg nødt til. Der er ikke nogen, der skal gøre mig ondt, det har de gjort nok, da jeg var lille, siger Maud.

Skuespilleren Maud

Udover at være model, indspillede Maud også flere plader og havde små roller i film og serier. I 1963 havde hun hovedrollen i filmen ”Hvad med os?” af Bent Christensen. Filmrollen indbragte hende året efter en filmpris som bedste udenlandske skuespiller i San Fransisco. Med prisen fulgte en invitation som æresgæst til filmfestivalen i Cannes.

Maud havde håbet, at dette ville være springbrættet til en skuespillerkarriere. Desværre fulgte der ikke flere roller med. Hun fik af vide, at hun ikke kun sælges på fjerde revle i Jylland, fordi hun var for sofistikeret.

– Der var ikke rift om mig, og det kunne jeg egentligt ikke forstå. Jeg føler, jeg levede 100 pct. op til det. Jeg ville gerne lave en eller anden dramatisk film. Det havde været fedt! Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne fortsætte som skuespiller. Jeg føler, jeg ER skuespiller, siger hun.

Tv program om ”de voksne mennesker”

I 1993 vendte Maud tilbage til Danmark. Hun gik fra sin mand Sergio, faren til sin yngste datter, og følte behov for at være sig selv. Kort tid efter blev hun værtinde på tv-programmet 50+ på Kanal København.

– Programmet handlede om dem, jeg kalder ”de voksne mennesker.” Dem har jeg altid set meget op til. De unge havde jo ikke været her, hvis de ældre ikke var der først. Jeg ville vise, at de ældre kan mindst lige så meget som de yngre, og så har de mere at gøre med, fordi de har oplevet mere i livet, siger hun.

Hun researchede sig selv frem til de forskellige temaer og personer, der skulle medvirke i programmet. I et tema om transport fik hun fat i Jytte Abildstrøms 90 årige far, der kom kørende ind i studiet på cykel. Og til en udsendelse der hed, ”Husmoren,” fyldte Maud hele studiet med Madam Blå, og inviterede en 90 år gammel husmor ind i studiet.

– Der sad jeg som et lille barn og hørte hende fortælle om, hvordan man med kridt og sprit pudsede vinduer i gamle dage. Jeg følte mig som børnene, der hang ved HC Andersens fødder og hørte eventyrer, siger Maud, der stadig har 20 nye idéer til programmer, som hun har i en mappe i sin lejlighed.

Hun er ærgerlig over, at det ikke blev til mere en seks programmer og føler, at medierne i dag kun viser en kedelig og grå side af ”de voksne mennesker”.

– Jeg synes ikke, man bliver imponeret over ”de voksne mennesker,” som de viser på tv i dag. Det er som om, man skal nedgøre lidt og ikke viser dem fra deres bedste side. I mine programmer fik man respekt for de ældre. Da Jytte Abildstrøms far kom fisende ind i studiet på en cykel, så tog man hatten af, siger Maud Bertelsen.

Sure gamle æbler

Hun mener derfor også, at vi skal værdsætte, at vi bliver ældre og ældre, og at det ikke længere er atypisk at bliver over 100 år.

– Jeg har altid sagt, at jeg synes, det er synd, det slutter. Jeg vil gerne have lov at blive her. Men jeg synes, at ældre mennesker kan så meget i dag. Vi har fået så mange år foræret, og det er vidunderligt, siger hun.

– Man behøver jo ikke blive grim, selvom man bliver ældre, hvis man har skønheden inde i sig. Men det kræver, at man er positiv. Jeg ser jævnligt folk, der er 10 år yngre end mig, men de ligner nogle gamle sure æbler. Det er som om, de bare sidder i venteværelset og venter på døden. Jeg mener i stedet, vi skal have noget ud af det til det sidste. Du skal være glad til det sidste. Der er altid noget positivt at trække frem.

Hun indrømmer dog, at alderens tegn også har sat sine spor hos hende.

– Jeg synes ikke man bliver interessant at se på, når man bliver gammel. Jeg kunne godt undvære mine rynker. Min store pige siger, at så kan man jo se, jeg har levet. Og det er da også rigtigt, men man har jo ikke længere en kø stående efter sig, og det er lidt kedeligt. Nogle gange tænker jeg. ’Hvorfor ser du ikke lige så godt ud, som du gjorde før. Hvad kan du gøre for at se lige så godt ud?’ Det eneste, jeg kan gøre er at putte lidt på øjnene, smøre mere fugmasse på og sørge for at se frisk ud, griner Maud.

Hun er stadig fuld af gode idéer, og næste bog på tapetet skal være en hunds dagbog – verdenen set fra en hunds øjne.

– Jeg har stadig gang i flere ting. Det kommer sådan i bølger. Det er ikke arbejde, det er at leve, siger hun.

Maud mener, at der ofte bliver tegnet et misvisende billede af pensionister.

– Man gør meget ud af at fortælle om de grå pensionister, der sidder og bliver flade i røven på en sofa med en bajer i den ene hånd og en smøg i den anden.  Det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der tilfælde, men det er ikke hele sandheden. Jeg synes, det er synd at skære ældre mennesker over én kam, siger hun.

Hvert år er Maud hos veninden Kirsten i Paris, og hun planlægger snart at tage en tur til Rom. Hun nyder at lave god mad og at drikke et godt glas rødvin. Når der har været dage med mange ting på programmet, ser hun frem til at komme alene hjem til sin lejlighed i Vanløse og lukke døren.

Under sofaen ligger en kasse med modelfotos fra Milano, Rom, Paris og Danmark, artikler skrevet om hende og andre minder fra hele hendes karriere.

– Jeg er 77 år i dag. Det er et stort tal. Men det gør ikke noget. Så kan jeg jo bare kigge på alle mine billeder. Jeg har det som om, jeg lige har fået dem taget.

__________