Man kan leve med smerterne

‘At få en kronisk sygdom er som at lære at cykle igen’. Mona Møller Christensen lever med konstante smerter på grund af gigt. Hun har lært at leve et godt liv med sygdommen og underviser i dag andre i at leve med kronisk sygdom.

Mona Møller Christensen fik allerede slidgigt i stort set alle sine led, da hun var midt i 40’erne. Hun har tre diskusprolapser i nakken, og hun plages også af knogleskørhed. Det sætter sit tydelige præg på hendes hverdag. Alt foregår i skildpaddetempo. Ofte er kroppen 2-3 timer om at komme i gang om morgenen. Nogle gange humper hun og har svært ved at bruge den ene arm. Gigten i fingrene gør det umuligt at skrælle kartofler, åbne dåser og glas.

På et tidspunkt var hendes dagligdag domineret af smerter døgnet rundt, men i dag har hun fundet måder at leve med de kroniske skavanker:

– Jeg har det rigtigt godt. Jeg har stadig konstante smerter, men jeg har lært at leve med, at sådan er det, fortæller Mona.

– Man skal fokusere på det, man kan, og se bort fra alt det, man ikke kan. Jeg har stadig mange dage, hvor det er rigtig svært at gå. Men det må ikke fylde i min hverdag, så derfor beskæftiger jeg mig hele tiden med noget, som gør mig glad og får mig til at lade være med at tænke på smerterne: Høre musik, læse en god bog, ringe til en veninde eller måske at bage en kage, fortæller Mona.

Mona går hver dag året rundt en tur i den fantastiske natur ved Holsted i Vestjylland, hvor hun bor:

– Jeg går helst 2-4 kilometer hver dag eller arbejder i haven. Hvis jeg har en træls dag, så går jeg kortere, men det vigtigste er at komme ud, selvom det nogle gange kan være rigtigt svært. Når man har en kronisk sygdom, så er det afgørende at holde sig i gang. Og så er det vigtigt her om vinteren at komme ud og få noget dagslys. Motion og dagslys er med til at forebygge depression, fortæller hun.

Et kursus ændrede livet

Mona har ikke altid haft et positivt syn på tilværelsen. En skilsmisse, smertefuld slidgigt og efterfølgende førtidspensionering gjorde kun det hele værre:

– Jeg har været så langt nede, at livet ikke var værd at leve. Jeg kunne ikke mere. Det hele kunne være lige fedt! Selvværd og selvtillid var røget sig en tur, og det var tæt på, at jeg havde fået en regulær depression, fortæller Mona.

Vendepunktet blev, da hun kom på kursus i at leve med en kronisk sygdom. Gigtforeningen havde arrangeret kurset, hvor hun lærte at se på mulighederne i stedet for begrænsningerne.

– Jeg har lært, at der stadig er en masse ting, jeg kan. Jeg har også lært at sige fra og bede andre om hjælp. For mange er det en kæmpe overvindelse at bede om hjælp. Hvis jeg har gæster, og de spørger, om de skal hjælpe med noget af det praktiske, så siger jeg ‘ja tak’. Og så bruger jeg kræfterne på at hygge mig sammen med dem.

Frivilligt arbejde giver mening

Mona arbejder frivilligt i flere sammenhænge, bl.a. hjælper hun til i den lokale genbrugsbutik, og er med i ældresagens ledsagerordning:

– Jeg er utroligt glad for at kunne bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre med at få det bedre. Det er dejligt, at der er brug for mig, selvom jeg har skavanker. Og jeg kan altid selv sige fra, hvis mine kræfter ikke rækker til det en dag.

Hun underviser også andre mennesker med kroniske sygdomme og smerter i at leve med en kronisk sygdom. Kurserne hedder ‘Lær at leve med kronisk sygdom’ og ‘Lær at tackle kroniske smerter’. Kurserne udbydes i de fleste danske kommuner.

– På kurset taler vi slet ikke om sygdom, selv om alle deltagerne er kronisk syge. Derimod taler vi om, hvordan vi kommer videre og laver personlige handlingsplaner for en uge ad gangen. Man skal koncentrere al sin opmærksomhed om at gennemføre det, man sætter sig for, og som gør en glad. Dermed kan man fjerne opmærksomheden fra smerterne.

– At få en kronisk sygdom er som at lære at cykle igen. Man skal lære en masse ting helt forfra. Og man vælter undervejs og får nogle knubs, men så må man rejse sig igen. Det tager lang tid og mange tudeture, inden man cykler igen.