Pension: ”Man skal stoppe, mens legen stadig er god”

Efter næsten 40 år som gymnasielærer har Karin-Ann Madsen taget afsked med arbejdsmarkedet. Hun glæder sig til mere tid til motion, familie og kultur. Men ordet pensionist har hun endnu ikke forliget sig med.

Ligesom sine kollegaer fik gymnasielærer Karin-Ann Madsen i februar måned i år udleveret en seddel, hvorpå hun skulle nedskrive sin fagønsker til det kommende skoleår. Det var der som sådan ikke noget nyt i, for sådan foregår det hvert eneste skoleår på Odense Katedralskole.

Alligevel var noget anderledes i år. For Karin-Ann Madsen var det store spørgsmål nemlig ikke, hvilke fag hun skulle skrive på ønskelisten, men snarere, om hun overhovedet skulle skrive noget på sedlen.

– Papiret lå og kiggede på mig, og jeg gik og tænkte: ’Er det nu? Er det nu, jeg skal tage springet?’ Og så kunne jeg mærke med mig selv, at ja, det var nu. Jeg skulle ikke arbejde et år mere, siger Karin-Ann Madsen.

De unge blev for unge

I 39 og et halvt år har hun som lærer i dansk og filosofi fyldt unge menneskers hoveder med nyttig lærdom. Og været glad for det. Alligevel føles det rigtigt for hende, at det nu er slut.

– Jeg synes ikke, at man som lærer skal være i gymnasiet, til man er 100 år. Det er noget rent principielt, og sådan har jeg altid haft det. Så længe man selv har børn, der ikke er så gamle, ja måske til ens egne er op omkring 30 år, så har man en rimelig god fornemmelse af de unge. Men så begynder særligt de yngste på 15, 16, 17 år at glide længere væk, og man har ikke den helt samme indføling med dem længere, siger hun og pointerer, at hun altid har vidst med sig selv, at hun ville stoppe, mens legen stadig var god.

Det sidste år af sit arbejdsliv trænede Karin-Ann Madsen op til pensionisttilværelsen, idet hun arbejdede på deltid. Dermed fik hun en forsmag på, hvordan hendes kommende liv ville blive.

– Det har jeg været rigtig glad for, at jeg gjorde. Der har været tid til nogle andre ting. Noget af det, jeg prioriterede at bruge den ekstra tid på, var at gå til motion. Tre gange om ugen tog jeg af sted om morgenen, inden jeg skulle møde på arbejde. Det ville jeg aldrig have kunnet nå, da jeg arbejdede på fuld tid, siger hun.

Motionen er også noget af det, hun vil vægte højt i sit nye liv. Ligeledes skal der være mere tid til turene over Storebælt til hendes lille nye barnebarn, til at dyrke sine vennekreds og ikke mindst til at læse alt det, hun ikke har haft tid til, mens hun stadig arbejdede.

Aktiv, men ikke overaktiv pension

Blandt andet går hun med tanker om at genlæse H.C. Andersens forfatterskab, ligesom hun skal tilbringe tid i sin lejlighed i Berlin og allerede har tilmeldt sig et fire ugers tyskkursus dernede. Umiddelbart kan det lyde som en pensionisttilværelse, der ikke efterlader mange ledige timer i døgnet. Men helt sådan bliver det nu ikke, forsikrer Karin–Ann Madsen.

– Jeg bliver ikke sådan en pensionist, som hver dag opsøger enhver kulturbegivenhed, og som ikke kan have en halv time, hvor der ikke sker noget. Omvendt kan jeg heller ikke forestille mig det modsatte, så jeg bliver heller ikke én, der kommer til at hænge mange timer i sofaen hver dag. Jeg håber at kunne finde en god balance i min nye tilværelse, siger hun.

Det er 10 år siden, at hendes mand, der også var gymnasielærer, gik på pension. Han har advaret hende og sagt, at det godt kan være svært at vænne sig til ikke længere at tilhøre kollegafællesskabet på gymnasiet. Karin-Ann Madsen tror dog umiddelbart, at det bliver lidt lettere for hende, idet hun ikke hver dag vil blive konfronteret med hverdagen på gymnasiet, som hendes mand blev det, da han stoppede, og hun stadig tog af sted på gymnasiet hver morgen.

– Men jeg kommer da til at savne mine kollegaer. Det er der ingen tvivl om. Men det kom jo ikke som en tyv om natten, at jeg skulle stoppe. Jeg havde jo forberedt mig, og jeg tror da også nok, at jeg vil blive ved at bevare kontakten til en del af mine kollegaer, siger hun.

Ikke de lange overvejelser

Nok har den odenseanske, nu pensionerede gymnasielærer forberedt sig på sit otium, men det er ikke noget, der har stået på i mange år. Først da hun fyldte 65 år og blev folkepensionist, begyndte hun at fundere over, hvornår det var tiden at indstille arbejdslivet.

– Jeg hørte selvfølgelig om, hvordan det var at have en pensionisttilværelse fra dem i min bekendtskabskreds, der allerede var på pension. Men når jeg er blevet spurgt af kollegaer, hvornår jeg tænkte at stoppe, har jeg holdt det lidt hen. Jeg drøftede det heller ikke med nogen af dem, inden jeg i februar valgte, at nu skulle det være, siger Karin-Ann Madsen.

Med den nye tilværelse følger også en titel som pensionist, og mens Karin-Ann Madsen ikke regner med at få svært ved at forlige sig med sin nye dagligdag, er det lidt sværere med selve ordet ”pensionist”.

– Ja, det har jeg altså ikke vænnet mig til endnu. Så langt er jeg ikke. Jeg ser det mere som om, jeg søger nye udfordringer, siger hun med et skævt smil og fortæller om en episode, hvor hun også til sin egen store overraskelse blev opmærksom på, at hun som besøgende på et museum kunne få pensionistrabat.

Lige så let det er at pege på, hvad hun kommer til at savne mest ved arbejdslivet, nemlig kollegaerne, lige så nemt er det at pege det ud, Karin-Ann Madsen kommer til at savne allermindst.

– At rette stile. Jeg synes ikke, at det er helt så frygteligt, som jeg gjorde førhen, men stadigvæk. Det tager simpelthen så lang tid. Så det vil jeg på ingen måde savne, siger hun. Mens hun ser frem til ikke længere at skulle sætte røde streger, skrive kommentarer og uddele karakterer til stileskrivende gymnasiaster, vil hun ikke afvise, at hun måske selv på et tidspunkt kan finde på at skrive noget til udgivelse. Det bliver dog ikke det første projekt, hun kaster sig ud i, og hun understreger, at det alene skal være lystbetonet, hvis det skal være.

Skal ikke realisere sig i sin pension

– Jeg har det slet ikke sådan, at jeg skal præstere eller bevise noget som pensionist. Slet ikke. Jeg har præsteret det, jeg skulle i mit arbejdsliv. For eksempel har jeg været med til at lave flere lærebøger i filosofi, siger Karin-Ann Madsen.

Da Helse taler med den nu pensionerede gymnasielærer, har hun endnu ikke haft sin sidste arbejdsdag. Hun mangler at føre et par elever op til eksamen, og det er stadig ikke helt virkeligt, at hun lige om lidt takker af efter et næsten 40 år langt arbejdsliv.

– Jeg tror, at det bliver en god og festlig dag, når jeg skal have de sidste elever op til eksamen, hvor jeg er så heldig at slutte med nogle, der skal have studenterhuen på. Men jeg tror nok, jeg bliver rørstrømsk, når jeg skal rydde min hylde og aflevere min nøgle. Men det gør jeg nu hvert år, når studenterne springer ud, siger Karin-Ann Madsen.

Sociale relationer betyder alt, når man går på pension

Mennesker, hvor arbejdet har fyldt det meste af ens tilværelse, har sværest ved at omstille sig til en pensionisttilværelse, siger psykolog Jørgen Laursen.

”Når jeg bliver gammel.

Så vil jeg sidde på en bænk.

Der, hvor havet slår ind over molen. Og dele rødvin med memoirer

Med de andre gamle i solen.”

Hyggeligt og afbalanceret lyder det, når Peter A.G. fra den danske popgruppe Gnags synger om planerne for sit otium i sangen ”Når jeg bliver gammel”.

Her er ingen dunkle tanker om omstillingsbesvær eller identitetstab, når arbejdslivet en dag hører op. Måske fordi, den folkekære sanger har sørget for at holde liv i fællesskaber og for ikke at lade arbejde opsluge al hans tid.

En god pension starter tidligt

Ifølge psykolog Jørn Laursen, der har specialiseret sig i overgangen fra arbejdsliv til pensionistliv, er recepten på den vellykkede pensionering således, at man gennem livet har sørget for ikke at lade sig opsluge af sit arbejde.

– Den smukke og gode historie er, når man fra barnsben og op igennem ungdomsliv og arbejdstid har sørget for at have et liv ud over det forpligtende arbejdsliv. Hvis man er med i en forening, er politisk aktiv eller samler på frimærker, så har man noget at læne sig op ad, og så er det ikke så skræmmende at skulle forlade arbejdsmarkedet, siger han.

Når arbejdet har fyldt for meget

Der, hvor det kan blive svært at skulle finde sig til rette i en ny rolle som pensionist, er i de tilfælde, hvor hovedfokus gennem hele livet har været netop på at arbejde og at tjene penge. Det kan være direkte angstprovokerende for nogle, når man ikke længere hver dag skal stå op og tage på arbejde, som man måske har gjort de sidste 40 eller 50 år af sit liv. Det er de mennesker, som Jørn Laursen typisk møder i sin praksis.

– De har problemer omkring kedsomhed, synes, at livet er lidt surt, har måske depressive træk og synes ikke længere, at det er sjovt at stå op om morgenen, siger han.

Er man først nået ud af den planke, er det ikke nogen let opgave at få vendt skuden, så livet som pensionist bliver noget, man sætter pris på. Men det kan dog lade sig gøre.

– De, der har en partner, kan sørge for at få hjælp der. Og de færreste mennesker er en ø i verden. På en eller anden måde har de fleste nogle sociale relationer til andre mennesker. Naboer, børn eller anden familie, som de kan støtte sig til. Og så skal man tænke over, hvad det er, man synes, der kan give livet mening og få det til at føles godt. Lave nogle punkter, som man kan gå i gang med, siger Jørn Laursen.

Der er masser af muligheder

Måske har man tidligere været politisk aktiv og kan hjælpe til i den sammenhæng, måske har man i sine unge dage spillet meget fodbold og kan nu finde tilbage til grønsværen med andre seniorer eller tilbyde at hjælpe med at træne nogle miniputter. Mulighederne er uendelige – det handler blot om at se dem.

– For langt de fleste mennesker er noget af det vigtigste at komme ind i sociale sammenhænge – komme hen et sted, hvor man kan føle, at man er betydningsfuld og har en plads. Og det behøver slet ikke være i store sammenhænge. Det kan være i den lille rosenbedsforening eller i familien, siger Jørn Laursen, der råder til, at man allerede et par år inden, man pensioneres, sørger for at have nogle spændende interesser og sunde, sociale relationer.

Han forstår godt, at det kan være lidt svært at forlige sig med ordet ”pensionist”. Der ligger stadig hos mange en fordomsfuld forståelse af, hvad det vil sige at have den titel.

– Jeg tror, at de fleste, der er gået på pension og skal sidde til et selskab og fortælle sidemanden, at man er pensionist, kan se dennes øjne slukkes. I manges øjne betyder det at være pensionist stadig, at man ikke er aktiv. Men jeg tror, at den generation, der går på pension nu, skal finde en ny måde at være pensionister på. Med mindre de er nedslidte, er de jo sunde og raske og har måske 20 gode år tilbage.

– De skal være stolte over, at de er friske pensionister og fortælle andre, hvad det er, de kaster sig over. På den måde er man med til at skabe det billede, som andre får af én, siger Jørn Laursen.