For første gang nogensinde er levevilkårene for ældre med fremadskridende øjensygdom undersøgt og dokumenteret i Danmark.

Resultaterne kan læses i rapporten ’Ældre med synstab’ fra VIVE, der blev offentliggjort i januar 2021. Konklusionen er klar: Ældre med synstab er overordnet set en udsat gruppe, der i markant højere grad end deres jævnaldrende uden alvorligt synstab føler sig ensomme og har lavere trivsel.

Læs også: Dine øjne kræver næring

Rapporten konkluderer, at dét at leve med et synstab for mange ældre medfører begrænsninger – som for eksempel muligheden for at kunne klare sig selv og kunne deltage i fritidsaktiviteter og sociale sammenhænge. Det er alle begrænsninger, der på sigt resulterer i ensomhed og isolation. Afgørende for mange er, at de har en seende ægtefælle eller partner.

– Det er negativt hele vejen rundt. Og det ser ud til, at det især påvirker den yngre del af målgruppen negativt, siger seniorforsker Anna Amilon, en af forskerne bag rapporten.

Hun forklarer, at det blandt andet skyldes, at den yngre del af målgruppen, det vil sige ældre med synstab mellem 55 og 65 år, føler sig mere begrænsede, fordi de sammenligner sig selv med deres jævnaldrende uden synstab. Den allerældste del af målgruppen, det vil sige ældre med synstab over 80 år, oplever modsat, at deres jævnaldrende typisk også har helbredsmæssige problemer på grund af alderen, der begrænser dem.

– Ud fra rapporten kan vi derfor også se, at graden af, hvor begrænset man føler sig, handler meget om, hvilke forventninger man har til sit liv – og her er der jo en stor forskel på, om man er 55 eller over 80 år, siger hun.

De begrænsninger, som de ældre med synstab i rapporten oplever, er varierende. Men fælles for dem er, at det ofte er de små ting, der har størst betydning, når det kommer til tab af synet.

– Da vi spurgte deltagerne i vores undersøgelse, var det ikke nødvendigvis de store ting som udlandsrejser, de fremhævede som tab.

Det var de små ting i hverdagen, de savnede, som at spille badminton, cykle, sejle eller gå en tur med vennerne.

Det er pludselig ikke muligt længere, fordi de ikke kan se badmintonbolden, holde balancen eller se ujævnhederne i vejen – ting, som normaltseende ikke tænker over og tager for givet, siger Anna Amilon og fremhæver ét eksempel, der for mange af de adspurgte er forbundet med særlig stor sorg:

– Flere nævnte, at de ikke længere kan se deres børnebørn i øjnene, og at det er en stor sorg.