Mange skrøbelige ældre kommer ikke til tandlæge

Af: Helse-redaktionen

Foto: Shutterstock

Mere end hver fjerde dansker over 80 år besøger ikke regelmæssigt tandlægen, viser rapport. Politikere og eksperter ser med alvor på de nye tal

Det er en velkendt historie, at mange unge ikke kommer regelmæssigt til tandlægen. Men det er der også en hel del ældre, som ikke gør.

Det viser en ny analyse, som Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har udarbejdet i samarbejde med Københavns Universitet.

Her fremgår det, at knap hver femte ældre mellem 65 og 79 år ikke havde benyttet den almindelige voksentandpleje i de foregående tre år

For ældre over 80 år var helse: tænder det mere end hver fjerde, som ikke havde været til tandlæge i løbet af perioden. Coronapandemien fra 2020 og frem kan i dette tilfælde ikke bruges som forklaring, for tallene stammer fra årene 2017-2019.

Et forskningsprojekt fra Københavns Universitet har tidligere vist, at omkring 40 procent af voksne danskere i alle aldersgrupper dropper det årlige tandlægebesøg, som sundhedsmyndighederne anbefaler. De ældre går derfor ikke nødvendigvis mindre til tandlægen end resten af befolkningen, men behovet for hyppige tandlægebesøg er typisk større, jo ældre, man bliver. Det er på den baggrund, at den store gruppe ældres manglende tandlægebesøg er problematisk.

Analysen er en del af forskningsprojektet ”Sund mund hele livet”, som er ledet af Esben Boeskov Øzhayat, lektor ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet. Han kalder tallene for de ældre ”bekymrende”.

– Vi ved, at ældre generelt set er en gruppe med en del tandproblemer, og vi kan se, at en hel del af dem ikke kommer til tandlæge. Det er også bekymrende, at andelen af ældre, som går regelmæssigt til tandlæge, falder, når de bliver endnu ældre, siger han til Kristeligt Dagblad med henvisning til, at flere blandt de 65-79-årige går til tandlæge end i gruppen over 80 år.

Analysen viser, at det især er de ”skrøbelige” ældre, som ikke kommer til tandlæge. Når ældre lider af andre sygdomme eller har plejebehov, falder deres tandlægefrekvens

Udover at det nedsætter livskvaliteten betydeligt at leve med tandsmerter, kan der ifølge Esben Boeskov Øzhayat opstå en hel række andre helbredsmæssige og sociale problemer som følge af dårlig mundhygiejne.

– Har man ondt i tænderne og ikke kan tygge ordentligt, er det ikke sikkert, man får den rigtige og mest nærende kost, som ældre har brug for for ikke at lide vægttab. Desuden ved vi, at dårlige tænder påvirker lysten til at være sammen med andre mennesker enormt meget. Så dårlige tænder kan også føre til ensomhed, fordi man trækker sig socialt, siger han.

Ydermere er der en sammenhæng mellem betændelse i munden og en række sygdomme som blandt andet hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og leddegigt.

Formand for Tandlægeforeningen Susanne Kleist, som også driver en privat tandklinik, kalder tallene ”skræmmende”. De bekræfter desværre, hvad man hos Tandlægeforeningen vidste i forvejen, blandt andet at Omsorgstandplejen ikke bliver brugt tilstrækkeligt, siger hun.

Omsorgstandplejen er kommunale tandklinikker, man kan visiteres til, hvis man ikke er i stand til at møde op på en almindelig tandklinik

– Der bliver ikke visiteret nok ældre til Omsorgstandplejen, så der sker et frafald, når ældre ikke længere er i stand til at komme hos deres hidtidige tandlæge. Vi forsøger at gøre noget ved det, og vi kunne godt tænke os, at man automatisk bliver visiteret til Omsorgstandplejen, når man bliver tilbudt enten en plejebolig eller et plejehjem,” siger Susanne Kleist til Kristeligt Dagblad.

– Et af problemerne er, at hvis en patient holder op med at møde op hos os, må vi ikke gå videre med det. Vi må ikke kontakte nogen, medmindre vi har patientens tilladelse. Har vi ikke det, kommer vedkommende måske bare ikke til tandlæge mere, tilføjer hun.

Kilder: Kristeligt Dagblad og Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

40 pct. af den voksne befolkning dropper tandlægen

Generelt går mange danskere for lidt til tandlæge. Et forskningsprojekt fra forskere fra Københavns Universitet viste i 2021, at omkring 40 procent af den voksne befolkning ikke møder op til det årlige tjek, som sundhedsmyndighederne anbefaler.

Kilde: Forskningsartiklen ”Periodontal care attendance in Denmark in 2012–2016”.