Med baby kommer mange nye spørgsmål

Det er en stor omvæltning for hele familien, når et nyt familiemedlem skal bringes til verden. Der åbner sig en helt ny verden af råd, viden og anbefalinger. Sundhed.dk har i et nyt tema samlet den information, som er relevant for dig i forbindelse med graviditet og barsel.

Isabella Dahlberg på 22 år venter sit andet barn. Hun beskriver det at være gravid som en dejlig tid præget af forventningens glæde. Men det at vente et barn kan ifølge Isabella samtidig være overvældende:

– I forbindelse med min første graviditet var jeg meget forvirret. Jeg var usikker på, om jeg nu gjorde det rigtige. Som gravid er det jo mit ansvar at give mit barn de bedst mulige forudsætninger for at få en god start på livet. Man hører så mange historier, og venner og bekendte giver råd til, hvordan man er en “god” gravid. Det kan være meget overvældende, forklarer hun.

Internettet som supplement til dialogen

Isabella har under sin anden graviditet brugt nettet til at søge information om graviditet og barsel.

– Hvis der i forbindelse med min graviditet er noget, jeg føler mig usikker på, finder jeg ofte svar ved at søge på nettet. Under min første graviditet var jeg mere tilbageholdende med selv at opsøge viden. Det gjorde, at jeg havde så mange spørgsmål til konsultationerne, at jeg ofte kom hjem og havde glemt at spørge om halvdelen, fortæller Isabella.

Isabella er langt fra alene om at bruge nettet som informationssøgningsværktøj. Nye tal, som Analyse Danmark har indsamlet for sundhed.dk, viser, at danskerne generelt søger mange informationer via nettet, og hele 82,5 % svarer, at de også har søgt sundhedsinformation her. Der findes et hav af sider på nettet, som omhandler graviditetsrelaterede emner. Eksempelvis giver en google-søgning på “graviditet og vitamintilskud” 259.000 hits. Ifølge Isabella kan det være svært at sortere i de mange holdningsprægede sider som eksempelvis blogs og debatfora, der dukker op, når man søger på Google.

– Det kan selvfølgelig være interessant at læse om andres erfaringer, men det er vigtigt for mig, at jeg ikke behøver at skulle stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af det, jeg læser, forklarer hun.

Isabella mener, at man gør det lettere for sig selv, hvis man begrænser sig til sundhedsfaglige hjemmesider.

Få afklaring på sundhed.dk

I forbindelse med en graviditet trænger mange spørgsmål sig på: Hvordan skal man spise? Må man træne? Hvilke undersøgelser skal man til? Hvor skal man føde? I sundhed.dk’s tema om graviditet og barsel kan du let finde svar på de spørgsmål, du måtte have i forbindelse med forløbet.

Isja Dalgaard på 48 er mor til Isabella. Hun følger med på sidelinjen og glæder sig til for anden gang at blive mormor. Hun er positiv overfor sundhed.dk’s graviditetstema:

– På sundhed.dk ved jeg, at indholdet er troværdigt. Hvis der skulle opstå noget “unormalt” i forbindelse med min datters graviditet, ville jeg søge information på den ene eller anden måde, og her kunne sundhed.dk være et brugbart redskab.

Isabella har som mange andre benyttet sig af sidens terminsberegner, der årligt tiltrækker omkring 150.000 klik. Ved at indtaste få oplysninger beregner funktionen, hvornår familieforøgelsen kan forventes. Desuden kan kommende forældre, bedsteforældre og venner læse om fosterets udvikling uge for uge.

– Terminsberegneren er let at bruge, og det er sjovt for både min familie og mig at følge med i, hvordan barnet udvikler sig. Min kæreste har brugt den, og han synes, at det er sjovt at læse om fostrets udvikling, forklarer Isabella.

Hun mener, at graviditetstemaet ville have været en god støtte for hende under hendes første graviditet:

– På sundhed.dk er den information, som er relevant for gravide samlet ét sted. Derfor behøver jeg ikke at bruge tid på at surfe rundt på nettet. Især i forbindelse med min første graviditet mener jeg, at graviditetstemaet kunne have været et godt redskab til at finde råd, vejledning og information om graviditetsforløbet.

Den første tid med barnet

Det er ikke kun selve graviditetsforløbet, som er en stor omvæltning. Selvom man har forberedt sig på at blive forælder under hele graviditeten, vil mange nye spørgsmål dukke op efter fødslen, eksempelvis i forbindelse med amning, barselsorlov og lægebesøg. Sådan var det også for Isabella, som har sønnen Jakob på snart 2 år.

– Tiden efter fødslen var selvfølgelig præget af glæde. Men at starte en ny tilværelse som forælder er også en udfordring. Da jeg fik Jakob, ville jeg så gerne være ‘supermor’ og have styr på det hele, men jeg måtte hurtigt erkende, at der var meget, jeg var usikker på. Jeg tror, at det er vigtigt, at man accepterer, at det er okay at være i tvivl, fortæller hun og fortsætter:

– Selvom jeg har næsten 2 års erfaring som mor, vil der sikkert dukke en masse spørgsmål op efter fødslen. Jeg vil derfor fortsat søge information på nettet som supplement til dialogen med min læge, siger Isabella.

På sundheds.dk’s graviditetstema kan du blandt andet.:

  • Finde Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide og barslende.
  • Beregne din termin.
  • Læse om fostrets udvikling uge for uge.
  • Undersøge om din kommune har relevante tilbud for dig under din graviditet eller barsel.
  • Printe en oversigt over de forskellige undersøgelser i graviditeten.

Indholdet er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen