Medicin og misbrug

Det er første gang, jeg ser ham i praksis. Han er ny patient og har bestilt tid, fordi han ikke har flere sovepiller. Da vi har fået hilst på hinanden, ser jeg i hans medicinskema, at han får to sovetabletter dagligt og at grunden til, at han er kommet, er, at han tager flere tabletter, end der er aftalt med hans tidligere læge. Desuden får han binyrebarktabletter til behandling af eksem. Jeg undrer mig over begge ordinationer. Sovemedicin er afhængighedsskabende og fast indtag af denne type medicin giver tilvænning, der betyder, at effekten aftager over tid, mens bivirkningerne fortsætter. Fast indtag af binyrebarkhormon er reserveret til ganske særlige patientgrupper, idet denne medicin giver risiko for knogleskørhed og andre bivirkninger ved længerevarende brug. Jeg kigger hurtigt i hans journal for at se hvilke sygdomme, der eventuelt kan være årsag til denne behandling, men finder ikke diagnoser, der giver anledning til den ordinerede medicin.

Jeg siger til ham, at jeg er overrasket over, at han får den medicin. Jeg forklarer ham, hvorfor det ikke er anbefalet og spørger ham, om han selv er klar over, hvorfor han får medicinen. Han fortæller, at han er taxachauffør, og at han bruger sovemedicin, så han kan sove mellem vagterne, og at han bruger binyrebarktabletter til eksem og hudirritation, der opstår efter at sidde mange timer i bilen som taxachauffør.

Jeg bliver igen overrasket: Sovemedicin er trafikfarlig medicin og må ikke anvendes i kombination med bilkørsel. Jeg tænker, at jeg på ingen måde er enig i den ordinerede medicin, og at jeg ikke kan overtage et ordinationsmønster, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg fortæller ham det, som det er: At jeg mener, at medicineringen er helt forkert, og at jeg ikke kan fortsætte ordinationen fra hans tidligere læge.

Han bliver vred og siger, at han er nødt til at få medicinen for at kunne passe sit arbejde, og at han har prøvet alt andet. Mens han taler, når jeg at reflektere lidt over situationen. Han har en god grund til at gøre, som han gør, og der er ingen grund til at blive irriteret på ham. Der er en anden læge, der har ordineret medicinen, og det er nu mit ansvar at finde en løsning sammen med ham, som jeg kan stå inde for, og som han kan leve med.

Jeg fortæller ham, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe ham med hans udfordringer, men at det samtidig er nødvendigt, at han trapper ud af begge typer af behandling. Det er ikke nogen sygdom, at han ikke kan sove efter en vagt, og den medicin, han har fået, bidrager ikke til at løse, men snarere til at forværre hans problemer. Jeg tilbyder derfor at undersøge alternative løsninger sammen med ham.

Han er stille og kigger ned i bordet. Jeg fornemmer lige dele frustration og usikkerhed. Da han kigger op og bryder tavsheden, siger han, at han håber, at jeg vil være der for ham, hvis det går galt. Jeg siger til ham, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe ham ud af det medicinmisbrug, han er havnet i, men må også fastholde, at det er et misbrug, som han skal ud af. Han siger farvel på en måde, der får mig til at tænke, at han er utryg ved situationen, og jeg siger til ham, at jeg gerne vil have, at han ringer i løbet af et par dage og fortæller, hvordan han har det.