Medicin vækker kærlighed og had

Da HELSE kom på gaden første gang, var det i kølvandet på store medicinske landevindinger. Tidligere havde døden været nærværende i livet på mange måder – ikke mindst med det seneste store polio epidemi, som blussede op igen i 1955, men vacciner og antibiotika havde sænket dødstallet betragteligt.

Da HELSE kom på gaden for første gang, var det blandt andet med en leder af medicinaldirektør dr. med. Johannes Frandsen, hvor han skriver, ” Forebyggelse og foranstaltninger til sundhedens fremme kan sammen med sygdomsbehandling dele æren for de sundhedsmæssige fremskridt” med en reference til den generelle forbedring, der har været i tiden op til den første udgivelse af HELSE. Dengang dækkede titlen ”medicinaldirektør” over en embedsstilling, som nogenlunde svarer til Sundhedsstyrelsens direktør i dag. I 1955 var ikke bare titlerne men også tiden på mange måder en anden. Antibiotika syntes at være et vidundermiddel, som betød, at lungebetændelser og andre infektionssygdomme, der tidligere kunne være fatale, pludselig kunne behandles så effektivt, at mange i dag opfatter det som næsten banale sygdomme, der kun er livstruende i meget særlige tilfælde. Få år inden i 1952 havde en polioepidemi hærget landet og i 1955 kom et nyt udbrud af den frygtede sygdom, men et omfattende vaccinationsprogram, som var blevet gennemført i mellemtiden, betød, at antallet af ramte var reduceret til en brøkdel.

Produktionen af medicin bliver industri

Den gang i 1955 var Hans-Otto Loldrup bare en lille dreng. Siden blev han som studerende ansat i Dansk Farmaceutforening, hvor han blandt andet blev sat til at rydde op på loftet. Det viste sig at være en historisk skatkiste med gamle bøger, fotos og receptkuverter, som førte til, at Hans-Otto Loldrup har skrevet ikke mindre end seks store og en lang række mindre værker om udviklingen i de danske apoteker og medicinfabrikker.

– I begyndelsen af 1900-tallet var det apotekerne, der havde monopol på at fremstille medicin, og faget var i højere grad et håndværk end et akademisk fag. Man stod i mesterlære, og de apoteksansatte farmaceuter var som tyende, der boede på apoteket uden mulighed for at gifte sig eller ret til at stemme. Men i begyndelsen af 1900-tallet var deres arbejdsvilkår under opbrud. Lige som inden for mange andre fag blev der kæmpet for de ansattes rettigheder, så de eksempelvis fik mulighed for at bosætte sig uden for apoteket og stifte familie, og de fik stemmeret. Det var også i begyndelsen af 1900-tallet, at de første egentlige medicinalfabrikker så dagens lys. Selv om de blev grundlagt af apotekere, så mødte fabrikkerne snart modstand fra de øvrige apotekere, som gerne ville bevare deres monopol.

I 1950’erne var flere af de medicinalvirksomheder, som vi kender i dag, dog grundlagt. Blandt andet Lundbeck, Løvens kemiske Fabrik (i dag: Leo Pharma), Ferrosan og Novo Nordisk. Medicinalvirksomhederne havde fordelen af, at de kunne lave meget større mængder af de enkelte præparater, hvilket blandt andet betød, at tabletterne blev pænere og opskrifterne forfinet.

– Apotekerne fortsatte dog i stor stil med at producere deres egne præparater helt op til 1985, hvor den nye apotekerlov satte en stopper for de almindelige apotekers fremstilling af lægemidler. I dag er det meget få præparater, som laves på apotekerne og kun ganske få apoteker, der er godkendt til at have produktion. Det drejer som om såkaldte ”magistrelle” lægemidler, hvor efterspørgslen er så lille, at fabrikkerne ikke kan håndtere produktionen, fortæller Hans-Otto Loldrup.

Tillid bliver til mistro

De mange store landevindinger for medicin betød, at man generelt havde stor tillid og store forventninger til det, som lægemidlerne kunne udføre. Men en dag er miraklernes tid forbi. Et af de produkter, som var med til at svække tilliden til medicinens mirakler, var Restenil, der var datidens ”lykkepiller”.

– Den gang var der ikke de samme krav til, at medicinalindustrien skulle dokumentere hverken virkninger eller bivirkninger. Da Restenil fra medicinfabrikken Gea kom på markedet i 1956, blev det markedsført som problemfrit, fortæller Hans-Otto Loldrup.

De første erfaringer fra Sct. Hans Hospital og Sindssygehospitalet i Vordingborg var også positive, men allerede her noterede man, at der var ”ubehag ved pludseligt ophør”. Det viste sig i de følgende år, at selv om Restenil umiddelbart gav brugeren et ”dajlig hvil”, som der stod i reklamen, så skabte præparatet også afhængighed og nye problemer for brugerne. I pressen begyndte advarslerne mod Restenil at tage til, og man så eksempler på, at ”patienter flakker fra læge til læge for at skaffe sig det eftertragtede stof, hvis deres egen læge siger nej til nye recepter”. Politiken skrev ”Populær tablet skaber selvmord og narkomani” og Ugeskrift for Læger noterede, at Restenil ikke skulle udskrives til daglig brug. Først i 1991 blev præparatet taget af markedet.

En anden medicinsk katastrofe kom på markedet omtrent samtidig med Restenil. Det var ligeledes et psykofamaka, thalidomid, som var et mildt sovemiddel, der kunne købes i håndkøb. Hurtigt viste det sig, at thalidomid også kunne lindre den kvalme, som mange gravide oplever, og produktet blev populært blandt de svangre kvinder.

Thalidomid blev i første omgang markedsført i Vesttyskland i 1956-1957. Her var antallet af nyfødte med deformiteter på grund af den sjældne lidelse fokomeli 17 i 1959, mens der i 1961 blev født 477 med den sjældne lidelse.

Vesttyske læger undrede sig over stigningen i antallet af børn, der blev født med misdannelser, men medicinalvirksomheden afviste alle beskyldninger og fortsatte med at markedsføre produktet, ind til det i 1962 blev tvunget til at tage det af markedet. Virksomheden markedsførte endda produktet under andre navne, da skandalen begyndte at rulle, hvilket betød, at gravide fortsat indtog stoffet i god tro. Alene i Vesttyskland førte brugen af thalidomid til mere end 10.000 børn med misdannelser. I 1962 blev thalidomid forbudt overalt. I dag bliver thalidomid brugt igen – nu til blandt andet visse kræftbehandlinger og særlige hudlidelser og altid under overvågning af en læge.

Naturlige metoder

60’erne og 70’erne var præget af oprør mod autoriteterne, og mange steder i samfundet oplevede institutioner at blive udfordret af tidsånden. Dette gik på ingen måde medicinalindustrien forbi. Befolkningen var blevet bevidst om, at medicinske præparater kan have bivirkninger, der er større end gevinsten ved at tage dem. Samtidig blev der sat spørgsmålstegn ved hele fundamentet for at tage medicin – kunne der være andre mere naturlige behandlinger, som kunne afhjælpe diverse lidelser? ”Spis brune ris og skab en revolution” lød en overskrift. Biodynamisk kost, østens tankegange og naturmedicin blev svaret for nogle mennesker. I dag bliver det stadig diskuteret, om alternative behandlinger kan have en plads i sundhedsvæsnets behandlinger, og selv om man i mange tilfælde ikke kan af- eller påvise effekterne med de naturvidenskabelige metoder, så er døren alligevel kommet lidt på klem i det etablerede sundhedsvæsen. Eksempelvis er det flere steder i sundhedsvæsnet muligt at få akupunktur som en del af sin behandling.