Medicinsk cannabis er stadig op ad bakke

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Colourbox

Herhjemme begynder et forsøg med cannabis på recept som forsøg næste år. Og første danske producent af medicinsk cannabis er klar med høst i august. Men modstanden fra læge-siden er stadig stor.

Mange smertepatienter ser frem til den nye forsøgsordning med medicinsk cannabis, som dog kun vil gælde for udvalgte patientgrupper. Men også for de udvalgte venter der udfordringer, når de skal have deres læge til at ordinere medicinsk cannabis. Lægeforeningen har nemlig gentagne gange udtrykt sig kritisk overfor forsøgsordningen med lægeordineret cannabis med henvisning til, at de medicinske cannabis-produkter hverken er videnskabeligt undersøgt eller har en dokumenteret virkning, sådan som det normalt kræves, før lægemidler bliver markedsført.

– Det er meget bekymrende, at man nu fra politisk hold er gået ind og har besluttet sig for, at et produkt skal være et lægemiddel, på trods af, at der endnu ikke er tilstrækkelig dokumentation for virkningen. Der er ikke styr på bivirkninger, interaktion med andre lægemidler, dosis, varighed af behandling og langtidsvirkning, sagde formand for lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing til Politiken, efter at den politiske aftale om en forsøgsordning var blevet vedtaget.

Mens lægeforeningen er kritisk, er der mange, der ser helt anderledes positivt på muligheden for at få ordineret cannabis. Det er først og fremmest de smertepatienter, der har været henvist til det illegale marked for cannabis. Og så er det dansk landbrug der øjner nye muligheder for nye indtjeningsmuligheder.

Klar til cannabis-produktion

F.eks. står Møllerup Gods klar med en produktion af hamp til brug for medicinsk cannabis til august. I forvejen er Møllerup Gods landets største producent af hamp og har mange forskellige hampprodukter på hylderne, så som f.eks. hamp- müsli, olier, cremer, pesto og øl. Alt sammen produkter, som ikke indeholder plantens euforiserende stoffer.

Som i Danmark har mange patienter i Sverige følt sig hjulpet af medicinsk cannabis, men har også følt sig tvunget ud på det illegale marked. For første gang har to patienter nu fået cannabis på recept i Sverige.

Den svenske lægemiddelstyrelse har givet læger lov til at ordinere cannabis til medicinsk brug til foreløbig to specifikke patienter. Begge lider af en rygmarvsskade og kraftige nervesmerter. Den svenske lægemiddelstyrelsen slår fast, at der udelukkende er tale om grønt lys til medicinsk cannabis til de to pågældende patienter. Derfor skal tilladelsen ikke tolkes som en generel godkendelse af cannabis til medicinsk brug, og hvis læger fremover ønsker medicinsk cannabis til deres patienter, skal de søge specifikt om tilladelse for hver enkelt patient.

– Selvfølgelig er der risiko for misbrug. Det er et middel, som er ulovligt. Men vi har også anden medicin, som er i narkotika-klassen. Følger man de regler, der findes, er der intet til hinder for, at man kan bruge medicinsk cannabis i sundhedsvæsenet, siger Karl Mikael Kälkner, klinisk udreder i den svenske lægemiddelstyrelse til Dagens Medicin i Sverige.

Kun to apoteker må fremstille

Herhjemme var det den specialeansvarlige overlæge Tina Horsted fra Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter, som gik forrest i afprøvningen af medicinsk cannabis til udvalgte patienter – som en sidste mulighed, efter at de havde været igennem de gængse behandlinger. Hun kontaktede Glostrup Apotek, som begyndte produktion af medicinsk cannabis.

For et par år siden blev Tina Horsted privatpraktiserende speciallæge og har siden i privat regi behandlet mange af sine patienter med medicinsk cannabis fra Glostrup. Og flere læger har fulgt trop. I Danmark er medicinsk cannabis kun lovlig, når det er ordineret af en læge. Desuden er det underlagt lægemiddellovgivningen og skal godkendes som lægemiddel før brug.

I dag er der kun to apoteker i Danmark, som laver magistrel fremstilling af medicinsk cannabis. Det ene er Glostrup Apotek, og det andet er Skanderborg Apotek.

I slutningen af 2016 besluttede et bredt politisk flertal at afsætte 22 mio. kr. af satspuljemidlerne til en forsøgsordning med lægeordineret medicinsk cannabis.

Aftalen betyder, at patienter med en række udvalgte sygdomme og symptomer, der tidligere har været i behandling med relevante godkendte lægemidler, kan få ordineret medicinsk cannabis på den enkelte læges ansvar. Ca. 1500 danske patienter ventes at få adgang til medicinsk cannabis på recept som led i forsøgsordningen.

 

Kilde: Dagens Medicin

 


Udvalgte patientgrupper kan få medicinsk cannabis

Forsøget begynder den 1. januar 2018

Indikationerne for at være med er:

  • Multipel sklerose: Spasticitet, centrale smerter og smertefulde spasmer
  • Rygmarvskadede (paraplegi): Spasticitet og centrale smerter samt smertefulde spasmer
  • Kronisk smertebehandling: Hvor anden behandling er utilstrækkelig eller ikke tåles, f.eks. neuropatiske smerter og “Cancr”-smerter i led, knogler og muskler
  • Kvalme og opkastning efter kemoterapi. Hvor anden behandling ikke har virket