Mens vi venter på svanemærkede apps …

Af: Imran Rashid

Foto: Colourbox

Du ved sikkert, at det er vigtigt at spise sundt, da usund kost kan være forbundet med skadelige konsekvenser for helbredet. Men vidste du mon, at det er mindst lige så vigtigt, at du som almindelig digital forbruger sikrer, at din brug af tablets og smartphones – og deres apps – også sker på en sund måde?

Sagen i en nøddeskal er, at de tech-firmaer, der konstant konkurrerer om din og dine børns opmærksomhed, nu har nået en størrelse, hvor skalaen af deres økonomier kan sammenlignes med den, som mange lande har.

Men det, som mange af disse firmaer har baseret deres forretningsmodeller på, er, at flest mulige mennesker bruger deres produkter så længe som muligt og så ofte som muligt.

Ingen regulering – kun mere afhængighed

Hvor produkter fra andre lande typisk er underlagt kontrol i form af CE-godkendelser eller andre mærkninger, der hjælper dig til at kunne træffe sunde og fornuftige valg både på vegne af dine børn og dig selv, så er digitale produkter som apps slet ikke reguleret på samme måde.

Heller ikke selvom meget tyder på, at de kan medføre problemer for særligt din mentale trivsel.

Problemet bliver især tydeligt, når vi på den ene side har virksomheder med nærmest uanede ressourcer – og på den anden side har forbrugere, som skal vælge at bruge disse digitale produkter, før forretningsmodellen for alvor virker.

For hvis ens produkter kun forbruges, hvis kunderne bevidst skal vælge dem hver gang, så bliver forbruget jo langt lavere, end hvis kunderne bruger dem ubevidst eller ligefrem, fordi de ikke kan lade dem være.

Forskning i at holde os fanget

De metoder, som mange tech-firmaer har udviklet og forfinet gennem det sidste årti, bygger derfor på indgående hjerne- og adfærdsforskning. Sammen med den manglende regulering betyder det, at de digitale produkter udvikles efter en ”gør-hvad-der-virker”-metode, som groft sagt gør verden til et stort laboratorium for adfærdsregulerende algoritmer.

Eller sagt med andre ord: laver man apps, der ikke downloades af nok mennesker eller bruges tilstrækkeligt, så kan man blive ved med at lave ændringer og justeringer i designet, spilstrukturen, belønningsmekanismerne eller de andre digitale elementer, indtil man opnår den vanedannende effekt, som er så lukrativ.

Heldigvis er bevidstheden om disse mekanismer ved at finde vej ind til de fleste mennesker. Vi kan altså nu så småt begynde at træffe nogle mere bevidste valg, mens vi venter på, at ”Svanemærket for apps” hjælper os med at skabe en mental grøn omstilling, hvor vi overvejende bruger vores tid, fokus og opmærksomhed på ting, som er vigtige for os – og ikke bare for tech-giganternes aktiekurs.

 


 

Imran Rashid

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har Helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhedsvæsnet 2019.

I juni er det Imran Rashid, der er læge og forfatter og aktuel med bogen ‘Offline’ udgivet på People’s Press.